Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Gjelstrup, Adam Gottlob, 1753—1830, Skuespiller og Landskabsmaler
Af Edgar Collin
Adam Gottlob Gjelstrup er født 11. Okt. 1753 paa Møen og blev af sin Fader sat i Malerlære hos en
»Amtsmester«; han gjorde Svendestykke og vilde rejse udenlands for at uddanne sig til Kunstner.
Han kom dog ikke længere end til Augustenborg, hvor han i en Avis læste en Bekjendtgjørelse om, at
det kgl. Theater i Kjøbenhavn søgte en Skuespiller og Tenorist, og øjeblikkelig vendte han om igjen
og meldte sig ved Theatret. Til sin Debut 10. Okt. 1777 havde han valgt Henrik i »Henrik og Pernille»,
men hans første Forsøg faldt saa uheldig ud, at der var Tale om øjeblikkelig at afskedige ham. Han
fik dog Tilladelse til 10 Dage senere at forsøge sin Lykke igjen, denne Gang som Arv i »Den honette
Ambition«, og vandt da her et ganske exempelløst Bifald. Forklaringen paa, at G. havde været saa
slet den første Aften og saa fortræffelig den næste, laa i hans egen Person. Han var usædvanlig
blond, næsten hvidhaaret, havde et overordentlig ungdommeligt Ansigt med bløde, ligesom endnu
uudviklede Træk; men dette Ansigt, der var udtryksløst, naar han som Henrik skulde spille med det,
som det var, blev i Stand til ved nogle ganske faa Penselstrøg at antage de mest forskelligartede,
løjerligste Udtryk. G. kunde spille saa omtrent alt muligt undtagen netop sig selv, og hans Færdighed
i at føre Penselen hjalp ham ti] med fremragende Dygtighed at kunne maskere sit Ansigt. Denne
diskrete Maskeren af Ansigtet var noget nyt den Gang ved Theatret, og G. dannede i saa Henseende
Skole for den efterfølgende Tid. Maleriet opgav han ikke, og i sine Fritimer færdedes han meget ude i
Naturen, studerede den, kom i Berøring ude paa Landet og i Byen med de forskjelligste Mennesker
og studerede ogsaa disse. Og Resultatet heraf var, at G. efterhaanden skabte et rigt Galleri af de
mest heterogene Figurer. Hans Fantasi var nemlig lige saa rig, som hans Blik var skarpt for Folks
Ejendommeligheder, og føjer man hertil et bredt og saftigt Lune, parret med en vidunderlig udviklet
Evne til at opfatte og tilegne sig enhver Dialekt, vil man kunne forstaa, at Kunstneren meget hurtig
blev af stor Betydning for Scenen. Jysk, fynsk, sjællandsk og holstensk talte han med samme
Fuldkommenhed, og lige stor var han, hvad enten han spillede den gamle Gnier, Arv, Bulderbassen,
Jøden eller Gadedrengen. Men havde G. ogsaa et frodigt Lune, var han til Gjengjæld belemret med
en lige saa stor Lunefuldhed, og denne virkede alt andet end heldig paa hans Kunst. Hvordan han
spillede, afhang ene og alene af, i hvilket Humør han var, og derfor var han enten uovertræffelig
morsom eller ogsaa fuldstændig slet i sit Spil.
Allerede i Foraaret 1780 følte han sig tilsidesat af sine overordnede og tog ved Sæsonens Udgang
øjeblikkelig Afsked. Hans Hustru fik ham dog overtalt til atter at gaa til Theatret, og allerede i Dec. s.
A. spillede han igjen og havde kun det Udbytte af sin Bortgang, at han maatte ansøge om paa ny at
faa fast Ansættelse, hvilken ogsaa gaves ham i Febr. 1781. Hans Lunefuldhed forlod ham dog ikke,
og sidst i 1790 fandt han saaledes en Aften, da Kongehuset var nærværende, paa at spille og synge
Florians Rolle i »Den sværmende Filosof« næsten med en Avtomats Ubevægelighed. Kronprinsen
blev saa opbragt derover, at han gav Ordre til at sætte G. i Blaataarn, hvor han skulde blive, til han
havde gjort Direktionen Afbigt, og det var først efter lange Overtalelser, at det lykkedes at bevæge G.
til at falde til Føje. Men trods alle sine Kapricer var G. Publikums Yndling, hvem man aldrig blev kjed
af at se, saa højst forskjellig og saa udmærket var han i alle sine Roller. Nogle af sine største
Triumfer fejrede han i det Holbergske Repertoire. »Jeppe paa Bjærget« omtales af Rahbek [se om
Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] som en Mønsterpræstation, udarbejdet
indtil de mindste Detailler af G., som i sit Exemplar af Komedien havde optegnet en Mængde
Enkeltheder vedrørende sit Spil; Studenstrup i »11. Juni«, Jens i »Jacob v. Thybo«, Ephraim i
»Diderik Menschenschrek«, Jesper Ridefoged i »Erasmus Montanus« og Arv i »Den honette
Ambition«, i »Maskeraden«, i »Henrik og Pernille«, i »Kilderejsen« samt i »Julestuen« hørte til hans
mest fortrinlige Roller, hvortil komme Roller som Sadelmageren i »Kun sex Roller«, Tony Lumpkin i
»Fejltagelserne«, Bittermann i »Menneskehad og Anger«, Ascher i »Kinafarerne«, Æbeltoft i
»Gulddaasen«, Goldfinch i »Vejen til Ødelæggelse«, Bridoison i »Figaros Giftermaal« og Jacob
Plump i »Forvandlingerne«. Efter at Hauch var bleven Chef for Theatret, tog dog G.s Lunefuldhed til i
en saadan Grad, at han i 2 Aar paa Grund af en foregiven Sygdom afholdt sig fra at spille, hvilket
bragte de yngre, navnlig Hans Christian Knudsen og Lindgreen, ind i mange af hans Roller; men
næppe var Hauch afgaaet, før G. igjen, 22. Okt. 1798, optraadte paa Scenen og som Bærhid i »De to
gjerrige« hilstes med endeløs Jubel. Faa Aar efter maatte Hauch imidlertid atter overtage
Chefsposten, og dette var ensbetydende med G.s Bortgang fra Scenen, hvilken han sidste Gang
39/142