Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Frydendahl, Peter Jørgen, 1766—1836, Skuespiller
Af Edgar Collin
Blandt de mange store Kunstnere, det kgl. Theater i Aarenes Løb har haft at fremvise, staar F. som
en af de mest fremragende, ikke blot paa Grund af sit mægtige Geni, men tillige paa Grund af det
store Omraade, over hvilket hans Evner spændte. Han var født i Kjøbenhavn 18. Okt. 1766 og blev
efter sin Konfirmation af Plejefaderen, [den virkelige Fader var Teaterdirektør H.V. Warnstedt], som
var Lærredshandler, anbragt paa Herredsfoged Galschiøtts Kontor i Roskilde for senere at kunne
tage dansk-juridisk Examen. Efter faa Aars Forløb var han imidlertid bleven saa kjed af de juridiske
Forretninger, at han opgav sin Plads og rejste tilbage til Kjøbenhavn for at søge Ansættelse ved det
kgl. Theater. At han under 1. Dec. 1784 blev Skolar ved Theatret, kunde han navnlig takke
Syngelæreren Potenza for, thi denne fandt, at det 18-aarige Menneske var i Besiddelse af en
kraftfuld Basstemme, som nok fortjente at uddannes. F. var altsaa ansat ved Skuepladsen; nu gjaldt
det at komme frem. Tidspunktet var for ham saa uheldigt som vel tænkeligt: de komiske Roller, som
senere bleve hans Hovedfag, vare i Hænderne paa Kunstnere som Schwarz,Gjelstrup og Kemp, til
hvilke kort efter kom F.s samtidige, H.G. Knudsen, og man maatte saaledes se sig om efter et andet
Virkefelt for Eleven. Theatrets administrerende Direktør, Kammerherre Warnstedt, der interesserede
sig for den unge Mand [der var jo hans søn] og ikke kunde ane, i hvilken Retning dennes Evner gik,
tildelte derfor ham, ligesom Tilfældet var med de fleste andre Debutanter, en Elskerrolle. F. betraadte
Bræderne første Gang 7. Dec. 1786 som Belcour i »Vestindianeren«, men Debuten var ikke heldig,
hans Fremtidsudsigter ved Scenen alt andet end lyse. Man fandt — ikke med urette —, at den høje
og slanke Debutant var alt for stiv og pertentlig i sit Væsen som Elsker, at der manglede Sjæl og
Varme i hans Diktion. Efter at have udført en mindre Rolle i »Henrik IV's Jagt« fik han 12. Jan. 1787
sin anden Debut som Charles i »Bagtalelsens Skole«, men vandt heller ikke Bifald her og stod paa
Nippet til at afskediges; at han alligevel blev, skyldtes nærmest den Omstændighed, at man just da
havde Brug for ham til Smaaroller, og af disse fik han da ogsaa hele 28 i 1787, hvoriblandt 9
Holbergske som f. Ex. Asverus i »Ulysses«, Apothekerens Dreng og Apothekersvenden i »Gert
Westphaler«, Pandolfi Aand i »Melampe«, Gothard i »Barselstuen« og Barberen i »Den
Stundesløse». Det næste Aar begyndte han at spille en Del Leander-Roller, i hvilke han dog heller
ikke kom ud over det konventionelle, og det var først som Rudolf i »Jægerne«, at han samme Aar
begyndte at tildrage sig enkeltes Opmærksomhed, men endnu var han alt andet end velset af
Publikum, hvorom hans Øgenavn »Jammerdal« afgiver det bedste Bevis. Ihvorvel han kom godt fra
sin tredje Debut 22. Jan. 1787 som Marlow Søn i »Fejltagelserne«, som Florian i »Den sværmende
Filosof« havde vist sine Evner som Sanger og samme Aar første Gang havde spillet Officeren i 4. Akt
af »Barselstuen« — senere en af hans mest glimrende Præstationer —, stod han dog stadig paa
Nippet til at afskediges, og først i 1792 fik Direktionen Øjnene op for, hvad der boede i den unge
Mand. Som Samuel Smith i »Indianerne i England« vandt han vel stort Bifald, men det var dog for
intet at regne mod den Lykke, han nogle Maaneder senere gjorde som Bræger i »Indtoget«. Rollen
blev ham tildelt, fordi han kunde synge, men da man 26. Febr. 1793 fik hans mageløse Landsbydegn
at se, turde ingen mere benægte hans Evner baade som Skuespiller og som komisk Sanger. Og dog
stod Theatret netop ved det Tidspunkt Fare for at miste ham. Misfornøjet over ikke at have faaet den
Gageforhøjelse, der var ham lovet, tog han sin Afsked og fik Plads hos Warnstedt, der ved Theatret
var bleven afløst af Grev Ahlefeldt, som Sekretær paa et af hans holstenske Godser. Nu først
mærkede Theatret Tabet af F., thi der var ingen til at indtage hans Plads i Syngestykkerne; men
heldigvis afløstes | Ahlefeldt allerede 1794 af Kammerherre Hauch, og ved Aarets Slutning ansøgte
F. da om paa ny at ansættes ved Theatret.
Efter at være ansat med sin gamle Gage af 300 Rdl, dog med et Tillæg ved Sæsonens Udgang af
100 Rdl., optraadte han igjen i Febr. 1795 og fik i dette og i det paafølgende Aar ved forskjellige
Roller Lejlighed til at vise, hvor betydelig en Kraft han var for den danske Scene. Den første af disse
var Stødvel i »Apothekeren og Doktoren«, hvori han afløste Musted. Man troede ikke, at det var den
samme Rolle, man nu saa; i den Grad havde F. forstaaet at udstyre den gamle Apothekerfigur med
en Række genialt-komiske Træk. Saa gav han som Christian II i »Dyveke« et fortræffeligt Billede af
den mørke og myndige Konge, og som Afløser af Schwarz i Grev Klingsbergs Rolle i »Ringen Nr. 2«
viste han, hvilke sjældne Anlæg han besad, hvor det gjaldt at spille Anstandskavalleren. Samtidig
hermed spillede han Roller gom Grev Almaviva i »Barberen i Sevilla« og Stig Andersen i »Niels
36/142