Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

knyttet til Kongehuset, som Prins C. var det; den haabede derved at give Stemningen blandt
Nordmændene et sikrere loyalt Præg. Samtidig hævedes den forhadte Extraskat for Norges
Vedkommende. Prins. C. og hans Gemalinde bleve meget vel modtagne i Norge, hvor blandt andre
Nordahl Brun hilste dem som »det himmelsendte Par«, og, hvis man kunde tro Prinsens egne Ord,
blev han saa populær, at Nordmændene gjærne vilde have haft ham selv til Konge; men dette var
dog et Selvbedrag, og Folk fandt snart i Christiania [Kristiania], at Fyrsteparrets Ophold voldte Byen
ubehagelige Udgifter. Man var derfor ikke misfornøjet med, at det ikke varede fuldt 2 Aar. Selv
fattede han under dette Ophold en Kjærlighed til det norske Folk og en Interesse for dets Vel, som
han ikke senere slap. Han vedblev ogsaa paa en Maade længe at være knyttet til det, thi uagtet han i
Begyndelsen af 1774 atter tog Ophold paa Louisenlund, lod Regeringen ham beholde den øverste
Kommando over de norske Tropper — utvivlsomt en højst mærkværdig og uheldig Ordning. Omtrent
samtidig med at han vendte tilbage til Slesvig, var han bleven udnævnt til Feltmarskal. Medens han
nu i en Række Aar levede fjærnt fra nærmere Deltagelse i Rigets Styrelse, fik han under den
saakaldte bajerske Arvefølgekrig (1778—79) af Frederik den store Tilladelse til at følge med hans
Hovedkvarter. Han vandt Preusserkongens Velvilje og fulgte det kortvarige Felttog med stor Iver og
Interesse. I sine »Memoires de mon temps« har han meddelt flere interessante Udtalelser af Frederik
II. Efter at Regeringsforandringen 14. April 1784 havde fundet Sted, fik han i nogle Aar atter Lejlighed
til at spille en Rolle, da Kronprins Frederik sluttede sig nøje til ham, og det i den Grad, at han (1790)
ægtede hans Datter Marie Sophie Frederikke. Prins C. tog blandt andet Del i de Forhandlinger, som i
disse Aar fandt Sted om en Omorganisation af Hæren, og han kunde endog komme til at prøve sine
Kræfter som Hærfører, da Rusland 1788 i Henhold til Traktaten 1773 forlangte den dansk-norske
Stats Hjælp imod Gustav III, der havde angrebet det i Finland. Prinsen blev da sat i Spidsen for den
12.000 Mand stærke norske Hær, der fra Norge trængte ned igjennem Baahus Len [Bohuslän], tvang
et mindre svensk Korps til at overgive sig ved Kvistrum Bro og truede Gøteborg [Göteborg].
Kronprinsen fulgte med paa Toget. Men det fik en stakket Ende paa Grund af Englands og
Preussens Mellemkomst, saa Krigen med Sverige næppe var begyndt, førend den ophørte.
Uheldigvis havde der kun været sørget slet for Soldaternes Forplejning under Toget, og Følgen var
smitsomme Sygdomme, der efter dets Ophør voldte 3—4.000 Soldaters Død.
En af de norske Officerer, der vare med ved Angrebet paa Sverige, Oberst Tidemand, har i efterladte
»Optegnelser« kritiseret Prinsens Ledelse af dette lille Felttog ligesom i det hele hans Færd som
praktisk Officer meget skarpt. Men helt retfærdig er denne Kritik dog næppe. Det var imidlertid fra nu
af forbi med Prinsens Popularitet i Norge, og i Danmark, hvor ingen havde ønsket at komme i Krig
med Sverige igjen, gave mange — for øvrigt uden Grund — ham Skyld for Krigen. Ligesom han i
selve Regeringskredsene havde en ivrig Modstander i Kronprinsens Svoger, Hertugen af
Augustenborg, saaledes var Fremskridtspartiet her hjemme ham lidet gunstigt, blandt andet fordi han
bekæmpede Trykkefriheden. Skjønt han vedblev at være Statholder i Slesvig og Holsten samt
kommanderende General over den norske Hær, tabte hans Indflydelse sig efterhaanden. Under
Konflikten med England 1801 kommanderede han den Styrke, der besatte Hamborg [Hamburg] og
Lybek [Lübeck]; men det var kun en militær Promenade, der snart endte. I Aaret 1814 blev han
Generalfeltmarskal og 1817 Storkommandør af Danebrog. 17. Avg. 1836 døde han paa Louisenlund i
den høje Alder af 92 Aar.
Prins C. var endog efter bitre Modstanderes Dom en velbegavet Mand, og hans efterladte Skrifter
give Indtryk af, at han var en livlig Natur med flersidige Interesser. I Modsætning til de Sigtelser, vi
have set, fra nogle Sider ere blevne rettede imod ham, er han af andre som f. Ex. den bekjendte
Bernt Anker i Norge bleven hævet til Skyerne, ogsaa fra Karakterens Side, og selv Grev Voldemar
Schmettau, der vakte hans heftige Forbitrelse ved nogle Flyveskrifter, han udgav om den danske og
norske Hærordning (1792 og 1793), har rost ham stærkt som en elskværdig Mand. Hans Skrifter vise
ham i det hele som en velmenende og mildt dømmende, men tillige som en meget forfængelig Mand.
Det taler til Fordel for hans sunde Sans, at han satte Holberg overordentlig højt, og det fortjener
Anerkjendelse, at han havde stærk Sympathi for Landboreformerne; men det var lidet heldigt, at hans
Religiøsitet var tilsat med en Overtroiskhed, der dels gjorde ham til en stor Beundrer af den bekjendte
Undermager Grev Saint-Germain, dels førte ham ind paa i Aarene omkring 1790 at faa
Spiritistkunster og Sonambulevæsen i Gang ved Hoffet, og det efter en saadan Maalestok, at de gik
til det næsten afsindige og endog i nogen Tid truede med ganske at forrykke Hovedet paa selv en
saa lidt mystisk anlagt Natur som Kronprins Frederik.
17/142