Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Carl, Landgreve af Hessen-Kassel, 1744—1836, Generalfeltmarskal
Af E. Holm
Carl Landgreve af Hessen-Kassel var født i Kassel 19. Dec. 1744 og Søn af Landgrev Frederik II og
Marie, Datter af den engelske Konge Georg II. Da Faderen gik over til Katholicismen, blev han tillige
med sine 2 Brødre, Vilhelm og Frederik, sendt bort fra Landet, og de kom alle tre 1756 til
Kjøbenhavn, for at deres Opdragelse kunde blive fuldendt der under Beskyttelse af Frederik V, hvis
første Dronning, Louise, havde været deres Moster. Medens den ældste af dem, Vilhelm, der 1764
ægtede Frederik V's næstældste Datter, Vilhelmine Caroline, senere vendte tilbage til Hessen-Kassel
og her gjorde sig lidet hæderlig bekjendt som Landgreve og Kurfyrste, vedblev C. at være knyttet til
Danmark. Efter at han allerede 15. (Dec) 1758 var bleven udnævnt til Oberst over det falsterske
Regiment, blev han i en Alder af 20 Aar Generalmajor, og det følgende Aar (1765) kom han i Spidsen
for Artilleriet, en Stilling, der selvfølgelig var langt over et saa ungt Menneskes Kræfter, men hvori
han havde en ypperlig Støtte i den i Sachsen fødte General W. Huth, der 1766 blev
Generallieutenant i dansk Tjeneste, og hvis Specialvaaben Artilleriet var. Da Christian VII besteg
Tronen, fik Prins C. Lejlighed til at komme endnu højere til Vejrs. Den unge Konge kastede i nogen
Tid i høj Grad sin Kjærlighed paa ham, saa han 1766 blev baade Generallieutenant, Kommandør for
Garden til Fods, Ridder af Elefanten, Statsminister og Formand for »det høje Krigsraad«, der, efter at
General Saint-Germain var falden i Unaade, stilledes i Spidsen for Landetaten (11. Sept. 1766).
Samtidig havde Christian VII (4. Juli) udnævnt ham til Vicekonge eller Statholder i Norge, en
Værdighed, der dog ikke var mere end en Titel, da den gamle Vicestatholder Benzon vedblev at styre
Embedet ligesom tidligere. Ja, trods de stærke Betænkeligheder, J.H.E. Bernstorff gjorde gjældende,
havde Kongen givet sit Samtykke til, at Prins C. ægtede hans yngste Søster, den 16-aarige,
indtagende Prinsesse Louise (30. Avg. 1766).
Der er senere af Johan Bülow og hans litterære Veninde Dorothea Biehl [se om Biehl i: Georg
Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] blevet rettet voldsomme Sigtelser mod C. af Hessen for
at have haft en stor Del i Christian VII's sædelige Ødelæggelse, Sigtelser, som kunde synes at vinde
i Vægt derved, at ikke alene F. Chr. Rosenkrantz, men selv en Mand som Stampe [se om Stampe i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] havde den samme Opfattelse af Prinsen. Der er
imidlertid næppe Grund til at lægge Vægt paa disse Anklager, der støtte sig til Rygter fra en Tid, da
Luften var svanger med Bagvaskelser og gjensidige Beskyldninger. Prinsen har aabenbart godt vidst,
at der var hæslige Rygter i Gang om ham, og det var vistnok som et Værn derimod, at han i sine
»Memoires de mon temps« har skildret sit Forhold til Kongen fra den modsatte Side og har omtalt,
hvorledes han søgte at paavirke ham religiøst og at drage ham bort fra Udsvævelser. Hvor liden
Vægt dette end har i og for sig, saa styrkes det ved Suhms [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]], U.A. Holsteins og Reverdils Vidnesbyrd, hvorefter Kongens sædelige
Fordærvelse skyldtes helt andre Personer. Reverdil er afgjort velvillig i sin Dom over Prins C., og der
er ikke nogen, hvis Ord paa dette Omraade have større Vægt end hans. De faa da staa til troende
trods Bülows og Dorothea Biehls Domme, selv hvor den sidste støtter sig til, hvad hun siger at have
hørt af Reverdil.
Derimod havde det været ønskeligt, om Prinsen havde taget mindre Del, end han gjorde det, i det
Intrigespil, der blev drevet ved Hoffet og i Regeringskredsene i den første Tid efter Christian VII's
Tronbestigelse. Men det bør dog anerkjendes, at han alvorlig støttede J.H.E. Bernstorff imod et af de
stærkeste Angreb, der rettedes paa ham. Der er ej heller næppe nogen Mand, som han i sine
Memoirer omtaler med større Ros end Bernstorff. Imidlertid vare Christian VII's varme Følelser for
ham snart fordampede, og i Foraaret 1767 forlod han tillige med Prinsesse Louise Kjøbenhavn. Han
opholdt sig først et Par Aar i Hanau hos sin Moder; derefter tog han 1769 fast Ophold paa Gottorp
Slot, da han var bleven udnævnt til Statholder i Slesvig og Holsten. Et Par Aar senere valgte han og
hans Gemalinde det i Nærheden af Byen Slesvig liggende Louisenlund til Opholdssted.
Efter Struensees Fald blev Prins C. atter draget frem paa en iøjnefaldende Skueplads, da han i Sept.
1772 blev udnævnt til Overgeneral i Norge. Det saa netop den Gang ud, som om det kunde komme
til Krig med Gustav III af Sverige, der kort i Forvejen havde foretaget sit bekjendte Statskoup (19.
Avg.). Regeringen holdt det for klogt at sende en Prins derop, der ved sit Giftermaal var saa nøje
16/142