Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Aarhundredes Begyndelse ophørte Angrebene paa Kristendommen; ikke Naturalismen, men den
egentlige Rationalisme havde sejret, og denne var enig med B. i at modvirke Revolutionstidens
Vantro. B. har nok følt, at der manglede noget i den rationalistiske Prædiken; men i mange Maader
stod han Retningen nær, ogsaa for ham var Jesu guddommelige Lære det vigtigste, og han delte
Tidens Bestræbelser for at udbrede en bedre Oplysning. Men da Kampen var endt, var det ikke
længer ham, der førte an; der opstod nye Mænd, H. . Clausen o. fl., der nu fik større Betydning.
Af de Foranstaltninger, hvortil B.s Navn er knyttet, maa især nævnes Almueskolevæsenets Reform.
Han var Medlem af den Kommission, der gjennemførte denne lige fra 1789 til 1814. Her arbejdede
han sammen med C.D. Reventlow, hvis Religionsanskuelser stemmede godt overens med B.s.
Denne tog sig særlig af det Skolelærerseminarium, der oprettedes paa Blaagaard, og det var en af
hans største Glæder, naar det viste sig, at de Seminarister, som udgik der fra, vare dygtige Lærere.
Derimod nærede han Uvilje mod den Reform af Latinskolerne, som Hertugen af Augustenborg
samtidig foretog. Der var heller ingen af alle den Tids Reformer, der stillede sig i saa fjendtligt et
Forhold til Kristendommen som denne. Oprindelig var det bestemt, at der i Latinskolerne skulde
undervises i »kristelig Religionstheori, som den af enhver kristelig Mening kunde antages«, hvortil B.
med rette bemærkede, at han ikke vidste, hvilke Troslærdomme der nu var til fælles for alle kristne,
eftersom mange fornægtede de vigtigste Stykker af symbolum apostolicum. Da den nye Skoleplan
1797 skulde prøves i Frue Skole, afslog han at være Medlem af den nedsatte Kommission, fordi
Campes Ledetraad skulde bruges som Religionslærebog, og denne »indeholdt Deisme under et
kristeligt Firma«; først da det blev opgivet at indføre Campes Ledetraad, indtraadte B. i
Kommissionen, hvor han var med at gjøre Forslag til »det pædagogiske Seminarium« (1799), der
skulde uddanne Lærere for Latinskolerne.
B. har Fortjenester af Ordningen af den gejstlige Brandkasse og Enkekasse, især af Oprettelsen af
Hjælpeenkekassen, der skulde udrede den ene Pension, naar der var to Enker paa et Kald. Meget
Bryderi voldte de Forandringer, der tilstræbtes og til Dels vare nødvendige med Hensyn til
Tiendeydelsen. Den store Landbokommission saa i sine Forslag kun paa Landvæsenets bedste,
medens B. forsvarede Præsternes Tarv. Han kunde ikke forhindre, at der sluttedes mange for
Embederne ufordelagtige Tiendeakkorder; men han har rimeligvis ikke saa lidt Del i, at Anordningen
af 8. Jan. 1810 ikke ligefrem indeholdt Forbud mod Tiendens Ydelse i Kjærven. B. var en
overordentlig flittig Visitator; i 25 Aar visiterede han Stiftet paa det nærmeste 5 Gange rundt. Paa
Visitatserne befandt han sig bedst; det var hans Glæde at tale med Ungdommen i Kirken. Over for
Præsterne var han mild; hvor deres Levned eller Prædiken var anstødelig, henvendte han sig helst til
dem »i stille Venskab og Fortrolighed«. Private Angivelser slog han hen; en Biskop, sagde han, skal
ikke vide alt. Der var noget ved hans Person, der gjorde Indtryk paa Menighederne; baade saa
Almuen op til ham, og tillige følte den, at han, for at bruge et modernt Udtryk, var en folkelig Mand.
Mindet om ham lever endnu i hans Stift.
I Aaret 1800 blev B. kongelig Konfessionarius. Det næste Aar delte han af et fuldt Hjærte den
Begejstring, hvormed Folket gik til Krigen mod England. Under Bombardementet 1807 gik han rundt
paa Volden fra Bastion til Bastion og opmuntrede Soldaterne til tappert Forsvar, naar Fjenden skulde
storme. Men da var hans Kraft brudt; hans Tungsind tiltog med Aarene, hvortil kom huslige
Bekymringer. Hans anden Hustru, der døde 1802, havde lidt af en Slags Sindssyge; en af hans
Sønner, der var Lieutenant, havde begaaet en uhæderlig Handling, og Faderen nødte næsten
Kronprinsen til at give ham Afsked, fordi han ansaa ham for uværdig til at tjene i den danske Hær.
Sønnen gik da i østerrigsk Tjeneste og faldt ved Regensburg 1809. B.s Pengevæsen var i Uorden,
og han trykkedes af Gjæld. Kun i Arbejdet fandt han Tilfredshed; han har sagt: »Derfor ere vi
Præster, at vi skulle arbejde og ikke have Hvile«. Men nu svigtede Kræfterne ham; i Aaret 1808 tog
han sin Afsked og levede fra da af hos sin Datter, der var gift med Etatsraad H.G. Olsen. Han har
næppe følt sig lykkelig i dette selskabelige Hus, hvor alt drejede sig om æsthetiske Interesser.
Pengesorgerne og Tungsindet fulgte ham, indtil han 19. Okt. 1816 døde med en Bøn for Kongen og
Kongehuset paa Læberne. Liget bisattes i Petri Kirke og begravedes siden paa
Assistenskirkegaarden, hvor det Mindesmærke, Sjællands Præster rejste ham, endnu findes.
B.s videnskabelige Skrifter og Prædikener have kun haft Betydning for hans Tid, og de vare glemte,
inden han selv døde; Eftertiden har ikke fundet, at hans Salmebog og Lærebog gjorde Fyldest i
Kirken; de vise, hvor vidt han troede at maatte gaa i at rette sig efter Tidens Krav. Hans Storhed er,
7/142