Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Frygt for Fremtiden; han grebes af en saadan Misstemning, at han tænkte paa at nedlægge sit
Embede og blive Landsbypræst eller at søge Ansættelse i Tyskland. Men hans Mismod forhindrede
ham ikke fra at staa fast over for Modstanderne eller fra at gjøre, hvad han ansaa for sin Pligt, ogsaa
hvor han forud vidste, at han kun vilde høste Spot og Foragt. Vi skulle nærmere se paa hans
Virksomhed i disse Stridens Aar.
I Aaret 1793 ansøgte han om Tilladelse til at benytte Waisenhuskirken til at holde Bibellæsninger
Søndag Aften. Han bad, at Sagen maatte holdes hemmelig, til Resolutionen var faldet, at ikke den
gamle Avind, som uophørlig havde forfulgt ham, ogsaa her skulde opkaste Hindringer; »bagefter maa
Hovmod og Avind bruse og larme, saa meget de ville«. Bibellæsningerne fik stort Tilløb, og da
Waisenhuset var brændt, fortsattes de i Garnisonskirken. Men Spot og Bagvaskelser udebleve ikke;
alle Haande onde Rygter kom i Omløb i Byen, og i Aaret 1796 skrev en navngiven fornem Dame til B.
og meddelte ham disse i saare uforbeholdne Udtryk: der fandt, skrev hun, saadanne Uordener Sted,
at man sagde, »at her ikke er større Horehus i Kjøbenhavn, end Kirken er paa denne Tid«. B. blev
dybt rystet ved at modtage denne Underretning; men han besluttede sig til som sædvanlig at gjøre
Sagen fuldstændig offentlig, og det lykkedes ham paa den Maade baade at bevise, at Rygterne
havde været usande, og at betrygge sig imod, at saadanne Uordener i Fremtiden kunde finde Sted.
I Aaret 1795 udgav en Student, Malthe Møller, der opholdt sig i Jena, »Repertorium for Fædrelandets
Religionslærere«. Udgiveren holdt sit Navn hemmeligt, angav, at han var Præst, og vakte især Opsigt
ved at fremdrage enkelte, tydelig nok betegnede Præster, som han dels roste, dels dadlede. B. blev
opfordret til at træde op mod, at en Præst skrev et Skrift, der i mange Punkter stred mod Kirkens
Lære; han gjorde ogsaa dette i Artikler i sit Blad »Pligtankeret«; men da det snart kom for Dagen,
hvem Forfatteren var, tabte Interessen for Repertoriet sig. Malthe Møller vedblev dog flere Aar efter
at anse B. for sin Uven og uden al Grund at tro sig forfulgt af ham.
Intet Skridt af B. vakte dog større Uvilje, end da han 1796 angav M.C. Bruuns Skrift »Aristokraternes
Katekismus« for Kancelliet. Bruun havde ikke skaanet Kirken og Kristendommen; men det var ikke
dette, der bevægede B. til at henvende sig til Kancelliet; thi det var nu som altid hans Overbevisning,
at Kristendommen forsvarer sig selv ved sin egen Kraft. Men Loven truede den med Straf, der ikke
aabenbarede Forseelser mod Kongens Højhed, og da Bruun havde angrebet Souveræniteten,
bestemte B. sig »efter mangehaande Overvejelser i trende Dage« til at gjøre Kancelliet opmærksomt
paa, at naar der skulde være Trykkefrihed, saa maatte man ogsaa sørge for, at saadanne
ondskabsfulde og løgnagtige Anfald bleve gjendrevne; han vilde ingenlunde have Bruun straffet; men
han vilde, at Regeringen, ligesom han selv altid gjorde, skulde træde sine Fjender i Møde i
Litteraturen. Denne Gang var det ikke blot Smudspressen, der vendte sig mod B. Rahbek [se om
Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] meldte sig ud af
Salmebogskommissionen, fordi han ikke vilde arbejde med ham, og Pressefrihedens ansete
Talsmand M.G. Birckner skrev imod ham. B. udgav sin Indberetning; men »den blev kun læst af faa,
fordi den var bleven saa skrækkelig udskregen«.
Den materialistiske Livsanskuelse, som i disse Aar førte Ordet med saa stor Dristighed, var især
fremtraadt i de talrige Tidsskrifter. Disse forøgedes 1796 med »Jesus og Fornuften«, udgivet af O.
Horrebow. Dets Opgave var at fremstille Jesu og Fornuftens Religion som en og den samme; »men
Fornuftens Religion er kort og fattelig; den indeholder blot de tre Sætninger: Gud, Udødelighed og
Dyd«. Mod dette og de andre vantro Tidsskrifter traadte Biskoppen i Marken med sit Religionsblad:
»Bibelen forsvarer sig selv«, hvori han saa at sige fulgte Modstanderne Side efter Side og gjendrev
deres Paastande. De fleste af Tidsskrifterne holdt op, da Presseloven af 1799 udkom; Horrebows
vedblev dog et Aars Tid længere, og da Kancelliet tænkte paa at undertrykke det, fik B. Lejlighed til at
vise, at al den Modgang, han havde lidt, ikke havde givet ham Lyst til at bruge verdslige Midler i en
aandelig Strid. Han erklærede det for det største Vanheld for Kirken, hvis Staten vilde understøtte
den ved saadanne Midler: »Ej var Peders Arm, væbnet med hans dragne Sværd, men Peders Mund,
opladt til Christi Navns frimodige Bekjendelse, den Klippe, som Christus vilde bygge sin Kirke paa;
Vidner vil han have, ej Drabanter.«
Der var dog en Kreds, som paaskjønnede B.s Virksomhed og særlig hans Bibellæsninger; i denne
indsamledes der 1797 Bidrag til en Hædersgave for ham, og der overleveredes ham en stor
Guldmedaille med Indskriften: »Religionens Ven, Statens Ven. Mt. 10, 32. 1798«. Med det 19.
6/142