Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Balle, Nicolai Edinger, 1744—1816, Biskop
Af L. Kock
Nicolai Edinger Balle er født i Vestenskov ved Nakskov 12. Okt. 1744. Faderen, Søren Pedersen B.,
var Degn; han var en hæderlig og velstuderet Mand. Moderen, Margrete Dorothea f. Mundt, var
Datter af en sekterisk Sværmer, Christian M., der ligeledes havde været Degn i Vestenskov, men var
bleven dømt fra Embedet og døde i Elendighed. Hun var tungsindig og tog sig selv af Dage 1762.
Efter hende, plejede Sønnen at sige, har jeg arvet den Godmodighed, man kjærlig tillægger mig, men
tillige det stærke Hang til Melankoli, jeg daglig maa kæmpe med.
11 Aar gammel kom B. i Skole i Nakskov og efter Faderens Død 1758 i Slagelse, hvorfra han 1762
dimitteredes til Universitetet. Her tog især Professor P. Holm sig af ham og skaffede ham Stipendier,
baade medens han var Student, og efter at han 1765 havde taget Attestats, da det Rosenkrantzeske
og Vinstrup-Resenske Stipendium satte ham i Stand til at foretage en Udenlandsrejse. Denne varede
fra 1766 til 1769. Han opholdt sig mest i Leipzig, hvor han især hørte Gellert og Ernesti, der den
Gang omtrent var den anseteste Theolog i Evropa. Han opfordrede B. til at disputere for
Magistergraden; men da Holm var bleven bekjendt med den i dette Øjemed skrevne Afhandling,
tildelte det kjøbenhavnske Fakultet ham Værdigheden, og B. holdt nu Forelæsninger i Leipzig. Efter
1768 at have besøgt Halle og hørt Semler vendte han 1769 tilbage til Danmark, men drog samme
Aar som Hovmester for Overkammerherre, Grev D. Reventlows Sønner til Gøttingen [Göttingen],
hvor han især sluttede sig til Kirkehistorikeren Walch, medens han følte sig mindre tiltalt af den den
Gang saa berømte Michaelis. Her blev der tilbudt ham en Plads som Repetent i det theologiske
Seminarium, men da der hjemme tilbødes ham et Dekanat paa Kommunitetet og Borchs Kollegium,
foretrak han dette og kom 1770 til Kjøbenhavn.
Det næste Aar udnævntes han til Sognepræst for Kjettrup og Gjøttrup Menigheder i Aalborg Stift og
ægtede der sin forlovede, Frederikke Severine Grundtvig, en Datter af Præsten Otto G. i Vallekilde.
Som Landsbypræst følte han sig dog lidet tilfreds, og det var med Glæde, han modtog en Kaldelse
som fjerde theologiske Professor ved Universitetet 1772. Her vare Sindene saa kort efter Struensees
Fald i en stærk Bevægelse; Biskop Gunnerus' Forslag til Universitetets Reformation var ikke blevet
gjennemført; men mange af de yngre vare misfornøjede med dets Tilstand. En af de mere
maadeholdne, J.H. Tauber, stod den Gang B. nær, medens han strax tog Afstand fra de mere
yderliggaaende som N.D. Riegels. Men i det hele saa den yngre Slægt hen til ham som en af de
Mænd, af hvem man ventede sig noget betydeligt; han var en overmaade flittig Professor, der ikke
blot holdt mange Forelæsninger, men ogsaa optraadte som Skribent næsten i alle theologiske
Discipliner, med en Dogmatik (»Theses theologicæ«, 1776), exegetiske Arbejder og et kirkehistorisk
Værk, og da han 1774 var bleven Hofprædikant, udgav han en Prædikensamling og begyndte at give
de studerende praktisk Anvisning til at prædike. Han blev ligeledes 1774 Dr. theol.
I Aaret 1781 døde B.s Hustru, 34 Aar gammel, og det næste Aar ægtede han Johanne Frederikke
Harboe (f. 1756), Datter af Sjællands Biskop L.H. Samtidig adjungeredes han sin Svigerfader i
Bispeembedet som hans tilkommende Eftermand. Harboe døde allerede næste Aar. B. tiltraadte sit
Embede med godt Haab om at kunne holde Bevægelsen i det Spor, han ansaa for det rette. Han
vilde med al Kraft modsætte sig den Vantro og Irreligiøsitet, som truede med at trænge ind i Folket;
men han var heller ikke blind for, at der mange Steder trængtes til Reformer, og han haabede med
Grund, at baade hvor der skulde ske Forandring, og hvor der skulde holdes tilbage, vilde han have
en Støtte i Guldberg, der i Virkeligheden var Regeringens Leder. I det ene Aar, Guldberg endnu
havde Magten, gjennemførtes det eneste af de talrige liturgiske Reformforslag, der skulde blive sat
igjennem, i det Exorcismen ved Daaben [djævleuddrivelsen] afskaffedes, og den nu brugelige af B.
forfattede Daabsformular indførtes. Det var vistnok ogsaa B., der gjorde Regeringen opmærksom
paa T.C. Bruuns usædelige Skrift: »Mine Fritimer«, om det end var mod hans Hensigt og
Forventning, da det blev paalagt ham ved en Undervisning i Religion at afhjælpe Forfatterens
mangelfulde Oplysning om Kristendommen.
Men efter 1784 blev B.s Stilling en anden; den faktisk næsten uindskrænkede Pressefrihed
benyttedes til at sætte alt muligt under Debat; de talrige Tidsskrifter og Piecer strømmede over af
4/142