Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

anden afgørende Lidenskab eller Vane som Ærgerrighed eller Troskab, saadan
træffer vi ogsaa i den klassiske Komedie, der dog ganske anderledes og
anderledes bevidst gaar ud paa at give et Billede af Tidsalderen og
Virkeligheden, Figurer som den strænge, indskrænkede Fader, den
formanende Onkel, den Gerrige, Spilleren, den giftesyge gamle Jomfru,
Personer, hvis Væsen lader sig føre tilbage til ganske faa Bestemmelser.
Saaledes ogsaa hos Holberg. Ikke sjældent er Karakterens Gennemformning
ufuldstændig, Pralhansens Type eller Spradebassens Type træder frem som en
Hjerneskal under Huden. Det væsenlige, almene er i Hovedfiguren undertiden
betonet for drøjt. Paa tilsvarende Maade er i Bifigurerne undertiden Særpræget
helt formummet i Standsuniformen. Holbergs Advokater, Læger, Poeter,
Officerer er kun Masker. Skarpest træder denne Mangel hos Holberg i hans
yngre Aar maaske frem i Uden Hoved og Hale, hvor paa en højst ensformig,
aldeles symmetrisk Maade Roland og Leander betegner Overtro og Vantro for
med ét at bytte Roller, medens Ovidius uden nogen personlig
Ejendommelighed altid balancerende, betegner Middelvejen. Vi føler denne
Mangel i Regelen tydeligst, hvor en enkelt Person træder frem som Digterens
Talerør og giver en lille moralsk Afhandling eller Deklamation til bedste
(Baronen i Jeppe, Løjtnanten i Montanus).
Shakespeare giver os gerne en levende Forestilling om sine Personers Ydre og
legemlige Ejendommelighed: Hotspur stammer, Falstaff er et Kødbjerg og
utænkelig uden sin Fedme. Som Klassiker overlader Holberg det til
Skuespillerne at gøre hans Personer svære eller magre, brune eller blonde. Der
forekommer ikke nogen Tyksak hos ham; og naar hans Poeter maa tænkes
magre, saa er dette Standspræget, ikke noget Særkende for Enkeltmand.
Hermed hænger Navnegivningen hos Holberg, som hos andre Klassikere,
sammen. Personerne har som bekendt ikke ret noget Egennavn. De hedder
Leander og Leonora, Jeronimus og Magdelone, selv hvor Navneligheden
dækker over betydelige Karakterforskelligheder. Jeronimus er i Julestuen en
Købstadspidsborger, i Montanus en Landmand over Bondestanden, i Det
lykkelige Skibbrud Overhoved for et stort Handelshus, i Henrik og Pernille en
adelig Godsejer, i Den honnette Ambition en svag og rangsyg Nar, i Pernilles
korte Frøikenstand en pengebegærlig Hykler; men alle disse Roller har ligefuldt
et vist, meget tydeligt Fællespræg, og dette har slaaet Holberg saa stærkt, at
han ikke — som en moderne Digter vilde gøre — har gjort sig Ulejlighed med
at finde et uigennemsigtigt Navn, hvis Klang paa en malende Maade svarede til
det Indtryk, han ønskede at fremkalde. Hans Navne er ikke sjældent i
Klassicismens Aand definerende; men malende er de aldrig. Og betegnende
nok — overalt hvor Holberg har omarbejdet sine Skuespil, der har han
udslettet de tidligere, særegne Navne og ligesom under et Tryk af den
herskende Aandsform indsat de faste Artsnavne. Han begynder med Navne
som Antonius, Engelke, Elsebet; men de viger snart for de staaende Navne paa
Elsker og Elskerinde. I Gert Westphaler hed den unge Pige oprindeligt Marie,
først senere Leonora; i Den Vægelsindede hed Leonora oprindeligt Terentia og
Henrik Torben.
77