Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Hensyn til Statsraadets Indretning, hvad Falsen fik sat igiennem i Rigsforsamlingen. Denne valgte 17. Maj, efter at
Forfatningen var vedtagen, Regenten til Norges Konge under en frugtesløs Indsigelse fra det svenske Partis Side.
Han modtog Valget, aflagde i Forening med Forsamlingen Ed paa Grundloven, og Norge havde saaledes under
hans Ledelse konstitueret sig som selvstændigt Kongerige. Kong C.F., der beholdt det tidligere Statsraad,
modtoges med Jubel ved sit Indtog i Christiania, men det gjorde et Skaar i Feststemningen, at han strax
udnævnte 18 Kammerherrer og 12 Kammerjunkere.
Koalitionskrigen mod Napoleon, hans Detronisation, Bourbonnernes Gjenindsættelse og Fredslutningen havde
saaledes beslaglagt Stormagternes og Sveriges Kræfter, at C.F. faktisk havde haft frie Hænder til at handle, som
han havde gjort. Carl Johan mindede Stormagterne om, at Carl XIII i sin Proklamation til Nordmændene havde
givet disse Løfte om Indførelse af en konstitutionel Forfatning, og opfordrede dem til at øve Tryk paa Danmark og
C.F. for at faa Kieler-Traktaten gjennemført. Han begav sig derefter til Sverige, hvor han organiserede en
Angrebshær mod Norge. C.F. havde gjennem overordentlige Afsendinger søgt at interessere Stormagterne for sin
Sag, og han var bleven særlig skuffet ved, at England havde svaret afvisende og til Fordel for den svenske
Konge. Kommissærer fra Rusland, Preussen, Østerrig og England fordrede i Kjøbenhavn, at Frederik VI skulde
fratage C. F. Arveretten, hvis denne vægrede sig ved at adlyde en kgl. Befaling om at forlade Norge; men Kongen
indskrænkede sig til en Befaling om, at C.F. skulde iværksætte Foreningen med Sverige og vende tilbage til
Danmark tillige med de danskfødte Embedsmænd. Kommissærerne kom i øvrigt til Erkjendelse af, at Prinsen ikke
handlede efter hemmelige Instruktioner fra Kongen. C.F., hvis Illusioner begyndte at briste, svarede de 4
Stormagts-Kommissærer med diplomatisk Forekommenhed, at han som konstitutionel Konge intet kunde foretage
uden Stortinget, til hvis Sammenkaldelse en Vaabenstilstand var ønskelig. Da nu alle Kommissærerne følte sig
sympathetisk tiltalte af C.F., og da England og Rusland hemmelig ønskede, at Foreningen mellem Norge og
Sverige mere skulde være tilsyneladende end virkelig, gik de alle trods deres Instruktioner ind paa hin
Betragtningsmaade og stillede Forslag i Overensstemmelse hermed over for Carl XIII og Kronprins Carl Johan. Til
disse henvendte C.F. sig skriftlig, men afvistes haanlig. Carl Johan var opfyldt af dyb personlig Uvilje mod C.F., thi
han vidste, at denne nærede Planer om at fortrænge ham som svensk Tronfølger. Sverige vilde kun indrømme en
Vaabenstilstand paa den Betingelse, at Fæstningerne fik svenske Besætninger, og C.F. ubetinget nedlagde
Kronen. Da denne ikke vilde indlade sig herpaa, fulgte et kort Felttog. C.F., der havde taget Overkommandoen,
viste sig aldeles blottet for de militære Egenskaber og den Energi, hvormed Carl Johan var udrustet, og selve
Hæren fremviste væsentlige Mangler i Sammenligning med de i Tal overlegne, feltøvede svenske Tropper. Hertil
kom, at en norsk Deputation, der var sendt til England for at udvirke dettes Bistand, vendte tilbage med uforrettet
Sag, hvad der gav de Forventninger, C.F. haardnakket havde knyttet til denne Stormagt, det sidste Grundskud.
C.F., der gik i Krigen med brudt moralsk Kraft og svigtende fysisk Mod, dristede sig ikke til at levere et Hovedslag,
skjønt de enkelte norske Afdelinger havde kæmpet med megen Tapperhed. Higede C.F. efter Krigens Ophør, saa
attraaede Carl Johan paa sin Side en fredelig Afgjørelse. Han frygtede nemlig for, at den legitimistiske Strømning,
der nu begyndte at gaa hen gjennem Evropa, skulde faa farlige Følger for ham, »Parvenuen«, og skylle ham bort.
Resolut skiftede han Holdning, opgav Kieler-Traktatens Standpunkt og gik ind paa den norske Grundlov. Under
denne Situation afsluttedes 14. Avg. 1814 Vaabenstilstanden og Konventionen i Moss, ved hvilken C.F.
forpligtede sig til at sammenkalde et overordentligt Storting, overdrage Regeringen til Statsraadet, nedlægge
Kronen og forlade Landet. C.F.s politiske Rolle i Norge var dermed udspillet. Fra Moss begav han sig til
Laadegaardsøen, hvor han 10. Okt. dybt bevæget meddelte en Deputation fra Stortinget, at han uden Forbehold
havde nedlagt Kronen for sig og Efterkommere og vilde drage bort. Naar Statsraadet i Stilhed bragte ham
Stortingets Tak for de store Prøver, han havde givet Norge paa Kjærlighed og Omsorg, da var denne vel fortjent.
C.F. var aldeles ikke nogen fremragende Statsmand; men Nordmændene droge stor Fordel af ham derved, at
han afgav en ledende Centralpersonlighed, om hvem de under usikre, vanskelige Forhold kunde samle sig, en
Personlighed, der var omstraalet af den fyrstelige Anseelse, og hvis Begavelse alle anerkjendte. C.F. begav sig
fra Ladegaardsøen til Frederiksværn, hvor han holdtes tilbage af Modvind. 28. Okt. afsejlede han med en dansk
Orlogsbrig og gik 4. Nov. i Land i Aarhus. Et Hovedafsnit af hans Liv var afsluttet.
Prins C.F. kom til Danmark som en besejret Mand, thi han havde ikke naaet sit personlige Maal, og da de
ovennævnte Kommissærers Sendelse havde skaffet Frederik VI bitre Timer, bevirkede denne Omstændighed i
Forbindelse med det dynastiske Nederlag, at Kongen stillede sig uvillig over for ham. De to Personligheder vare i
øvrigt saa grundforskjellige som vel muligt baade i ydre Fremtræden og Interesser. Prinsen, der 1815 ægtede
Caroline Amalie af Augustenborg [...], udnævntes til Gouvernør over Fyn og tog Ophold i Odense. Denne
Udnævnelse kunde betragtes som et Slags Forvisning, men Stillingen blev dog mere end en Form, da han tog
Initiativet til gavnlige lokale Reformer. I Forening med sin Hustru foretog han flere Udenlandsrejser. Det var i den
hellige Alliances Tid: i politisk Henseende havde de legitimistiske Principper fortrængt Revolutionsperiodens
demokratiske Grundsætninger, og Prinsen, hvis Navn stod i Forbindelse med Norges demokratiske Forfatning,
var derfor i de reaktionære Hoffers Øjne en usympathetisk Skikkelse. Under sine Besøg fra 1818—22 i Tyskland,
Rom, Neapel, Schweits [Schweiz], Frankrig og England fik han Lejlighed til saa at sige at rehabilitere sig i de
royalistiske Kredse. »Gives der nogen Aristokrat i Verden, er det ham«, sagde den russiske Gesandt i Paris, da
han havde talt med Prinsen under dennes Besøg hos Kong Ludvig XVIII 1822. Efter Tilbagekomsten til
Fædrelandet tog C.F. Ophold i Kjøbenhavn (om Sommeren paa Sorgenfri), helligede sig naturvidenskabelige
Studier og var et virksomt Medlem af Selskabet til Naturlærens Udbredelse. Han samlede Videnskabsmænd og
Kunstnere om sig, følte sig levende tiltalt af den romantiske Digtning og kunde ogsaa forsøge sig selv som Poet.
479/484