Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Domsakten med Anklagerens og Forsvarerens Indlæg, fra Melampe
Monologen, hvor Sganarel antager sig ført som Spion for en Ret med Dommer
og Pinebænk, fra Erasmus Disputen mellem Helten og Per Degn, fra Det
lykkelige Skibbrud hele femte Akt med alle de kendte Komediefigurer for
Skranken.
Repliken er da altid veltalende, hvor komisk den end er.
Sproglig talt vil dette sige, at Ordet hos Holberg aldrig bliver drevet ud paa de
Grænse-Omraader, hvor det forvandler sig til Tone eller Farve, til Musik eller
Maleri. Højst betegnende er i den Henseende dette Vers af fjerde Bogs første
Sang i Peder Paars:
l smukke Tanker Vers alleene kun bestaaer.
Holbergs egne Vers er hyppigt slette, altid stive; det er Vers, der er gjorte
forstandsmæssigt, som paa Maskine. Hvor det som i hans forfejlede
Metamorphosls er hans Hensigt at tilvejebringe en rørende eller højtidelig
Virkning med dem, bliver Resultatet kedsommeligt eller parodisk. Man føler det
vel, at hvert Blad med Vers »koster ham moxen 81 en dygtig Hovedpine og 12
Skilling udi Caffe«. Stemning og Lyrik er som fordampet af denne Poesi; den
nøgne Aleksandriner staar tilbage.
Derfor finder vi heller aldrig hos Holberg en Monolog, som er Sjælens stille
Hvisken med sig selv. Selve Monologen er bygget, som en Tale, direkte
Meddelelse til Tilskueren. »Vil nogen vide mit Navn, saa heeder jeg med
Permission at sige Oldfux. Vil nogen vide min Haandtering, da er jeg en
Snyltegiæst til Tieneste ... Vil nogen vide, hvem jeg er troe, svarer jeg: ingen,
uden Monsr. Leonard. Vil nogen vide, hvorfor jeg er ham troe, saa studser jeg
og bliver skamfuld o.s.v.«; ja undertiden anvendes Monologen som et Middel,
hvorved Skuespillets øvrige Personer, upaaagtet lyttende, faar noget at vide
(Saaledes i Barselstuen, i Melampe, i Det lykkelige Skibbrud).
De, der ikke er veltalende af Naturen, som Tyendet, er det af Opdragelse eller
Livsstilling, som Barbererne, Pudsenmagerne, Doktorerne, Advokaterne,
Pedanterne.
Med dette Hang til det Alment-Oratoriske hænger den Omstændighed
sammen, at Personerne ikke alle og ikke altid er fuldt virkelige. Holberg har el
skarpere Blik for Arts- og Stands-Egenskaberne end for den Enkeltes. Han har
den klassiske Digters Greb paa at opfatte og betone en Alders, en Stillings, en
Professions, en Lasts eller Latterligheds Artspræg; han formaar med dristig
Kunstnerhaand at gribe og isolere den bestemmende Egenskab og lade den
gennemtrænge alt, men han faar sjældnere Livets hele spillende
Mangfoldighed hos den Enkelte med. Det er en Mangel, som den klassiske
Aandsretning i alle Lande har medført.
Som vi i det franske Sørgespil stadigt møder Karaktertyper, Tyrannen, den
Fortrolige o.s.v., Personligheder, hvis Væsen næsten udtømmes af en eller
81 Moxen = næsten, omtrent.
76