Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Frederik VI, 1768—1839
Af A. Thorsøe
Frederik VI, var en Søn af Christian VII og Caroline Mathilde og blev født 28. Jan. 1768 paa Christiansborg Slot.
Det svagelige Barns Opdragelse blev først ledet af Struensee, hvis Bestræbelser gik ud paa at styrke det i fysisk
Henseende og hærde dets skrøbelige Natur mod Klimaets Omskiftelser. Lette Næringsmidler, tynd Paaklædning
og uhindret Bevægelse i det frie var Hovedregelen. Da Faderen var afsindig, og Forældrenes Ægteskab efter
Katastrofen 1772 opløstes, voxede Barnet op uden Forældres kjærlige Røgt og Pleje. Enkedronning Juliane
Marie ansatte Feltmarskal Numsens Enke som hans Overhofmesterinde, men hun fjærnedes efter 1 1/2 Aars
Forløb, og nu blev General H.H. v. Eickstedt hans Overhofmester. Eickstedt, der var blottet for Kundskaber og af
løse religiøse og moralske Principper, var i pædagogisk Henseende et uheldigt Valg, men han havde levende
Interesse for Dansk, og Prinsen blev under hans Overtilsyn i det hele behandlet humant. Pagehovmesteren B.G.
Sporon ledede som Informator Prinsens Undervisning, og de Vanskeligheder, der her skulde overvindes, vare
store; thi Drengen var yderst ubehjælpsom i sin Udtryksmaade og kejtet i sin Optræden. Af fremmede Sprog lærte
han Tysk og Fransk, men hvad han tilegnede sig af disse, skyldte han ikke saa meget sine Lærere, som sin 2.
Kammerjunker, Johan von Bülow, der af Venskab underviste ham i disse Fag. Bülow søgte ogsaa at vække
Prinsens Interesse for Agerdyrkning og Forstvæsen og bragte ham i Berøring med Bønder. Paa Fredensborg
anlagde Prinsen et lille Stykke Have, som han selv dyrkede, men i denne Beskæftigelse greb Eickstedt
forstyrrende ind, og Prinsen fik efterhaanden en mere og mere udpræget Tilbøjelighed for Troppeøvelser og alt,
hvad der stod i Forbindelse med Militærvæsenet. Samtidig med at han regulerede sine ydre Bevægelser og lærte
at sidde paa en Hest samt haandtere et Gevær med Sikkerhed, udvikledes hans Aandsevner temmelig hurtig.
Bülow roser hans gode Forstand og ypperlige Hukommelse, men fremhæver som moralske Skyggesider hos ham
Haardhed i Tænkemaaden, Ligegyldighed for andres Lidelser og stor Færdighed i Forstillelseskunsten. Fra
Hjærtets Side undergik dog Prinsen i Aarenes Løb, da han hjemsøgtes af Modgang og Ulykke, en heldig
Forandring; men paa hint Tidspunkt, da Mindet om hans ublide Barndomsaar stod frisk for ham, og da
Enkedronning Juliane Marie og hendes Omgivelser mødte ham med en vis Kulde, kunde Glimt af ondt Sind af og
til vise sig i hans Karakter.
Efter at den unge Prins ved enkelte Lejligheder havde følt sig personlig tilsidesat ved Hoffet og var bitter stemt,
forstod hans Kammerpage T.G. Schlanbusch at benytte sig af denne Sindsstemning. Han mindede Prinsen om,
at denne, hvis Faderen ikke havde levet, nu som 13-aarig i Følge Kongeloven skulde have tiltraadt Regeringen,
og betonede dernæst, at han nu burde konfirmeres og have Sæde i Statsraadet. Sandsynligvis gav Schlanbusch
her kun en Tanke, der allerede dæmrede i Prinsens Bevidsthed, et bestemt Udtryk. Prinsen handlede nu med en
for hans Alder forbavsende Kløgt og Tavshed. Først i Efteraaret 1783 aabenbarede han for sin Ven Bülow, at han
tænkte paa at bel mægtige sig Regeringen. Han gjorde Greverne A.P. Bernstorff, L. Reventlow og E.
Schimmelmann, General Huth, Generalprokurør H. Stampe [se om Stampe i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]] og Gehejmeraad Schack-Rathlou til Medvidere i sin Plan, hvilken snildt blev skjult i 3
Aar og derpaa udført ved et rask Kup. 4. April 1784 konfirmeredes Prinsen i Christiansborg Slotskirke, og 10
Dage senere skulde han første Gang tage Sæde i Statsraadet. Her forelagde han resolut Arveprins Frederik fra at
bemægtige sig den sindssyge Konges Person, hvorved det endog kom til et korporligt Sammenstød, traadte han
som Kronprinsregent i Spidsen for Regeringen. Hans Kjækhed og Handlekraft i det afgjørende Øjeblik vakte de
evropæiske Hoffers Anerkjendelse.
Regeringsskiftet vakte ingenlunde Begejstring hos den offentlige Mening i Hovedstaden. Kronprinsen vidstes at
være en ung Mand med tarvelige Kundskaber; men om han var skikket til ait styre en Stat, var et fuldstændig
aabent Spørgsmaal. Hvad det diplomatiske Korpses Holdning angaar, kan det fremhæves, at den engelske
Gesandt frygtede for, at han havde arvet Faderens Sindssyge. Men Kronprinsen skulde snart gjøre alle
Bekymringer og ængstelige Forventninger til Skamme. Baade udad til og indad til oprandt under hans
Regentskab et lykkeligt Tidsrum for Landet; og kunne end de Reformer, der gjennemførtes, ikke tilskrives ham
personlig, saa ere de dog skete ved ham og under ham. A.P. Bernstorff, der »uden Misvisning« ledede
Udenrigspolitikken, opretholdt under den franske Revolutions Koalitionskrige Danmark-Norges Nevtralitet, hvad
der havde Søhandelens Flor til Følge. Med særlig Iver rettede Kronprinsen sin Opmærksomhed mod
Bondestandens Kaar, som han vilde forbedre. Vel gjorde han sig her kun til Organ for de socialøkonomiske Ideer,
der vare herskende i den saakaldte »0plysningsperiode«, og vel var det Mænd som C.D.F. Reventlow, C.
Colbjørnsen og A.P. Bernstorff, der udførte Reformarbejdet, men alligevel har F. dog Hovedfortjenesten af
Opgavens Løsning. Opfyldt, som han var, af høje Forestillinger om Kongemagten satte han hele sin Myndighed
ind paa denne Sags Ordning, og han gik frem uden at spilde nogen Tid »Det forekommer mig,« sagde han til
Grev Reventlow, »at man i en saa vigtig Sag, hvor det gjælder om Landets Vel, ikke bør lade en eneste Dag gaa
tabt. Kan man ikke lige saa godt tage fat derpaa i Morgen som i Overmorgen?« Stavnsbaandets Ophævelse
(1788), Forandringen af Hoveriet (1791—99) og Tienden (1810) og Bestemmelsen af Forholdet mellem Jorddrot
og Fæster (1787) ere de store Reformer, til hvilke Kronprins F.s Navn er knyttet, og den Glans, som de kaste over
det, vil aldrig blegne. Fulgte Kronprinsen med Hensyn til Landboreformerne kun en Strømning i den evropæiske
Udvikling, var hans Regering dog i Henseende til Tidspunktet for de enkelte Reformers Iværksættelse forud for de
474/484