Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

sig ind i alt dette Uvæsen, var en vis Ødelæggelseslyst hos ham. Det var ham tit uimodstaaeligt at slaa Spejle og
Møbler itu i de Knejper og Kipper, hvor han søgte.
Man kan forstaa, at Forfærdelse greb Bernstorff og andre af de høje Embedsmænd, da Kongen 2 Aar efter sin
Tronbestigelse fik Lyst til at foretage en Rejse til England, Frankrig og Tyskland. Skulde Skuepladsen for hans
skandaløse Optrin nu forlægges til London og Paris? Men det gik bedre, end man kunde vente, paa denne Rejse
(6. Maj 1768 til 1. Jan. 1769). Det var, som om det nye, Kongen saa, holdt ham i Aande og fængslede ham i den
korte Tid, han opholdt sig paa de forskjellige Steder, saa han ikke fristedes til at henfalde til sine vante Laster. Og
den Evne, han havde til, naar det endelig skulde være, at vende den elskværdige Side udad og endog komme
med pikante, aandrige Svar, svigtede ham ikke. Saaledes kunde Fortællinger komme i Omløb om, hvor ypperlig
han ved flere Lejligheder havde slaaet ind i den rette Tone. Ludvig XV, fortalte man f.Ex., havde forestillet en
Søster til Hertugen af Choiseul for ham og spurgt ham, hvor gammel han holdt hende for at være. C. svarede
intet. Nu vel, vedblev da Kong Ludvig, hun er over 50 Aar. »Sire«, svarede C., »on ne vieillit pas à Votre
cour«» (ved Deres Majestæts Hof bliver man ikke gammel). Det almindelige Indtryk, han vakte, var forbavselse
over, at han var saa langt bedre end de Rygter, der havde været i Omløb om ham. Bernstorff havde Grund til at
føle sit Hjærte lettet ved at se Rejsen løbe saaledes af.
Men dette var ligesom den sidste Opblussen af de opvakte Sider af hans Natur. Netop snart efter at han var
kommen hjem, sank han mere og mere sammen i Sløvhed og Sindsforvirring, medens Caroline Mathildes og
Struensees fuldstændige Herredømme over ham udviklede sig. Der havde kun været én Side af Styrelsen, han
havde haft virkelig Sans for: det var for, hvad der stod i Forbindelse med Landboreformerne. For dem havde
Reverdil vakt hans Sans. Maaske har han da med nogen Interesse fulgt, hvad Struensee vilde gjennemføre paa
dette Omraade; ellers har han ganske sikkert tankeløst laant sin Underskrift til hans store Omdannelser. Om
Struensees Forhold til Caroline Mathilde havde han en tydelig Forestilling; men han var for sløv til at kunne andet
end raillere over dem og over sig selv. Den Behandling, han personlig var Gjenstand for, var kun alt for tit i mange
Maader hensynsløs. Til sit daglige Selskab havde han en Tid lang en Negerdreng, og naar Ødelæggelseslysten
kom over ham, kunde han more sig med i Drengens Selskab at kaste Spejle, Porcellæn o. a. ud af Slottets
Vinduer. Dog fik han det bedre, da Reverdil, som han i et af sine Luner havde jaget ud af Landet 1767, blev kaldt
tilbage i Eftersommeren 1771 for at være ham til Selskab. Den fremherskende Følelse hos ham imod Struensee
og Brandt var vistnok Frygt og med Hensyn til den sidste ligefrem Had, efter at han endog var bleven pryglet af
ham [...].
Lige saa viljeløst som han havde ladet Struensee og Caroline Mathilde regere, lige saa viljeløst gav han sin
Underskrift om Morgenen 17. Jan. 1772 til deres og deres vigtigste Tilhængeres Fængsling, og uden Vilje var han
i den følgende Tid Konge af Navn indtil sin Død i Rensborg [Rendsborg; Rendsburg] 13. Marts 1808. Werlauff har
fortalt, at han endnu saa sent som 1801 har set ham danse Menuet med stor Ynde, og han bevarede forholdsvis
længe den Egenskab at kunne optræde med en vis Anstand; men hans Tilstand var i høj Grad sørgelig. Det var
paa hans forstyrrede idelige Snakken med sig selv klart, at han syslede med mørke, mismodige Tanker, og ikke
sjælden brød den bitre Side af hans Natur løs ved skarpe Udtalelser til eller om andre. Da han i Sept. 1807 under
sit Ophold i Kolding en Søndag var i Kirke, hørte man ham tale med sig selv paa vanlig Maade. »Wer kommt
heute in die Kirche?« sagde han, og derpaa svarede han: »Der König und seine elende Suite«. Selv til Kronprins
Frederik kunde der komme de hvasseste Udfald fra hans Side. Naturligvis bevarede Folket en vis Medlidenhed
med den ulykkelige, sindssyge Konge; men desto værre kunde denne Følelse ikke finde en Forøgelse ved Mindet
om skjønne eller hæderlige Træk fra hans første Regeringsaar, inden Vanviddet endnu havde lagt sin Taage over
hans Forstand og knust hans Vilje.
I C.s Ægteskab med Caroline Mathilde fødtes Sønnen Frederik (f. 1768), den senere Frederik VI, og Datteren
Louise Augusta (f. 1771) [som Struensee givetvis var den biologiske fader til], der blev gift med Hertug Frederik
Christian af Augustenborg.
Til: Indholdsfortegnelsen
472/484