Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Christian VII, 1749—1808
Af E. Holm
Christian VII var født 29. Jan. 1749. Hans Forældre vare Frederik V og dennes første Dronning, Louise af
England, Datter af Georg II. Efter sin Faders Død 14. Jan. 1766 besteg han Tronen, ikke endnu fyldt 17 Aar. Alle
Beretninger tyde paa, at han som Barn havde noget i høj Grad vindende ved sin ydre Personlighed og tillige i
visse Retninger endog paafaldende gode Evner, baade en hurtig Fatteevne og en ypperlig Hukommelse. Men
han var tillige et Barn, som maatte behandles med megen Omhu, hvis der skulde komme noget heldigt ud af ham.
Der var noget uroligt, springende, overfladisk i hans Begavelse, saa det var svært at holde hans Opmærksomhed
ved, hvad der ikke strax morede ham; alvorlige Samtaler vare ham en Plage. Men, hvad der var endnu langt mere
faretruende, skarptsynede Iagttagere vilde kunne opdage Træk hos ham, der tydede paa, at der laa en Spire til
Vanvid hos ham. Ulykkeligvis blev der taget med Jærnhænder paa denne ængstelig sarte Konstitution. Hans
Fader brød sig ikke det mindste om hans Opdragelse, der ganske blev lagt i Hænderne paa hans Overhofmester,
Grev D. Reventlow, holstensk Godsejer og senere Medlem af Konseillet. Man kunde ikke have gjort et
ulykkeligere Valg. Reventlow var vistnok ikke uden Paalidelighed og Samvittighedsfuldhed, men brutal og barsk
uden det ringeste Gran af pædagogisk Forstand. Han gjennemførte et sandt Pryglesystem i Opdragelsen af den
snart aldeles forkuede Prins, i hvem han vilde indbanke en vis Masse af positive Kundskaber, ligegyldigt, om de
bleve fordøjede eller ikke. Om at vække Prinsens Sans for store og skjønne Opgaver, om at forsøge at give ham
højere Interesser eller forædle hans Følelser havde han ingen Forestilling. Den af Prinsens Lærere, som havde
mest at gjøre med denne, G.H. Nielsen, senere Bibliothekar ved Kongens Haandbibliothek og Konferensraad, var
med al sin personlige Hæderlighed en aandløs, udtørret, rationalistisk Natur, som mindst af alt kunde virke
vækkende og befrugtende paa Prinsen. Derimod var det et heldigt Valg, da den franske Schweitser Reverdil blev
indkaldt for at være en af hans Lærere. Han fik tidlig et klart Blik for de truende Sider i Prinsens Personlighed og
for det skammelige i den Behandling, han var Gjenstand for fra Reventlows Side. Maaske skortede det Reverdil
noget paa Friskhed; men han søgte med Omhu at knytte Prinsen til sig og virkelig at opdrage ham paa en sund
og god Maade til at blive Konge for sit Folk. Hvilke Anstrængelser han imidlertid end gjorde sig, blev Resultatet af
C.s Opdragelse, taget i sin Helhed, kun slet. Hvad hjalp det, at han lærte baade Dansk, Tysk og Fransk til
Fuldendthed — Dansk, som det karakteristisk hedder, »bedre end nogen dansk Konge i lang Tid« —, eller at han
dansede fortrinlig og kunde optræde med megen Anstand? Ingen, der saa lidt dybere til, kunde, da han besteg
Tronen, haabe paa noget godt af ham som Regent. Reventlows Mishandlinger havde kvalt Spirerne til milde og
kjærlige Følelser hos ham, han var bleven paa én Gang sky og ondskabsfuld, hævnlysten og uden Tro paa andre
Mennesker. Det Talent, han stærkest havde udviklet, og som han unægtelig ypperlig forstod at bruge, var
Spotten, Persiflagen. Blottet for virkelig religiøs Følelse fandt han Fornøjelse i kaade Spotterier paa dette
Omraade, og det var ham en Yndlingsfornøjelse at efterabe eller stikle paa Ministre og, hvem han ellers kom i
Berøring med. Oven i Kjøbet havde han allerede faaet Smag paa Udsvævelser. Ogsaa i den Henseende var han
bleven uforsvarlig behandlet som Barn. Han havde faaet Pager, der vare fordærvede unge Mennesker, og da
han, skræmmet af sin Overhofmesters Tyranni, kastede sig i deres Arme, havde de let ved at forføre ham. Det
havde, fortæller Reverdil, været hans Haab, naar han blev voxen, at have en Tid, inden han blev Konge, i hvilken
han kunde »være rask«, dvs. hengive sig til alskens Udsvævelser, for dog endelig at blive holdt skadesløs for den
Tvang, han havde været Gjenstand for. Bag alt dette lurede endelig Vanviddet som en forfærdelig ødelæggende
Magt, næret ved den gyselige Opdragelse.
Da han blev Konge, tog han efter Frederik V's Tid, med J.H.E. Bernstorff som sin egentlige Leder, havde
Lejlighed til at forbavses over, hvorledes han undertiden kunde tage sig sammen til at arbejde med Klarhed og
Skarphed. Men, som det var at vente, traadte Skyggesiderne i hans Natur, formørkede af det voxende Vanvid,
snart frem for al Verden, nu da de kunde vise sig frit uden Skranker. Niebuhr har et Sted i sine Skrifter sagt, at C.
VII havde en Del i sig af en Caligula. Bemærkningen er sand. De vare beslægtede Naturer, men lykkeligvis vare
Forholdene her hjemme vidt forskjellige fra Roms i Kejsertiden, og lykkeligvis havde C. langt mindre Vildhed i sig
end den vanvittige romerske Kejser. At give efter for sine skadefro og ondskabsfulde Luner og at volde Folk
Ubehageligheder var imidlertid en Nydelse for ham. Da han kort efter at være kommen paa Tronen blev bragt til
at afskedige General Saint-Germain fra hans høje Plads i Spidsen for Krigsstyreisen, sagde han med et Udtryk af
Glæde: »Han har gjort Springet«. Og den Slags Fornøjelser skaffede han sig i rigeligt Maal. Det blev derfor en
højst uhyggelig Tid, i hvilken den ene Intrige imellem fremragende Personligheder eller Mænd, der havde
Kongens Øre, fulgte den anden i Hælene. Han var let at lokke for dem, der kunde sværte Mænd af hans Konseil
eller i andre høje Stillinger. Bernstorff følte Jordbunden vakle under sig og var ved at fortvivle ved Tanken om,
hvor let den vigtige Underhandling, han førte med Rusland om det holstenske Mageskifte, kunde briste under alt
dette.
Imidlertid var Caroline Mathilde bleven C.s Dronning [...]; men det var strax fra først af klart, at denne Forbindelse
ikke kunde virke til at bringe Ro i Kongens Liv. Maaske endnu mere efter sit Bryllup med hende end tidligere
hengav han sig med en Kreds af Svirebrødre, hvoriblandt Grev Holck og en Lieutenant Osborn, til de raaeste
Udsvævelser, besøgte i Forening med dem Kjøbenhavns berygtede Huse og satte sin kongelige Værdighed paa
Spil ved at slaas med Vægterne og rave drukken hjem igjennem Gaderne. Et ejendommeligt Træk, der blandede
471/484