Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

højt han end synes at have sat sin yndige Dronning, formaaede han end ikke i sit Ægteskabs første Tid at holde
sig borte fra de Orgier, han havde begyndt at vænne sig til, og hans Overhofmarskal A.G. Moltke, der var ham en
oprigtig Ven, kæmpede nu og stedse senere en frugtesløs Kamp for at vække hans Samvittighed.
Efter at Dronning Louise til almindelig Sorg var død 19. Dec. 1751, synes det at have været Kongens Tanke at
ville ægte en Datter af Moltke; men denne var forstandig nok til at faa det forhindret og fik ham hurtig gift med
Prinsesse Juliane Marie af Brunsvig-Wolfenbüttel [Braunschweig-Wolfenbüttel] (8. Juli 1752). Uheldigvis
formaaede denne endnu mindre end Louise at fængsle ham, saa han væmmedes ved det evindelige Drikkeri og
de gemene Fruentimmer, der sammen med hans Svirebrødre vare blevne ham et uundværligt Selskab. Hidsige
Forløbelser vare ikke sjælden Virkninger af hans Udskejelser. Saa kunde han nok, naar Moltke holdt
Straffeprædiken for ham, angre sin »satanisches Betragen«, klage over »seinen hitzigen Kopf« og kaste sig paa
Knæ for at bede Gud om Tilgivelse. Men hvad hjalp det, den næste Dag var det lige galt. Lykkeligvis indrømmede
han hverken sine Drikkekammerater eller sine Elskerinder — hvis man kan bruge dette Udtryk — nogen
Indflydelse paa Regeringen. Her lod han den ældre Bernstorff med Moltke som Støtte være de raadende. Var
dette end i og for sig det heldigste, saa havde han liden Ære af at staa uendelig langt tilbage baade for sin Fader
og sin Farfader i flittig Varetagelse af en Konges Pligter. Om det saa var sin Søns, Kronprinsens, Opdragelse, saa
brød han sig lidet eller intet om den. Reverdil har bevidnet, at han f.Ex. aldrig talte til ham om Sønnen. Skjønt
tunge Skatter, som Krigsrustningerne i Aaret 1762 og Fejl i Statshusholdningen gjorde nødvendige, vakte stærk
Misstemning, tabte F. mærkværdig nok aldrig sin Folkeyndest. Man rystede paa Hovedet ved at høre, hvad der
fortaltes om ham, eller naar man saa ham selv være alt andet end sikker paa Benene; men han blev dog ved at
gjælde for at være den gode Konge. Ewalds Kantate ved hans Ligfærd er et sandt Vidnesbyrd om Stemningen.
Naturligvis undergravedes hans Helbred ved det Levned, han førte, især da hans Konstitution fra først af var sart.
Ikke mere end 43 Aar gammel døde han af Vattersot 14. Jan. 1766. Af de 5 Børn, han havde med Louise,
overlevede 4 ham, Kronprinsen, den senere Christian VII, og 3 Døtre: Sophie Magdalene, Vilhelmine Caroline og
Louise; Juliane Marie fødte ham kun én Søn, Arveprins Frederik [...].
Til: Indholdsfortegnelsen
468/484