Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Bestemmelse, uden at Menneskenaturens Bevægelighed nogensinde gør en
Streg i Regningen, og som derfor ufravigeligt fører Intrigen gennem den
lystigste Forvirring til den fra de første Scener af forudsete eller planlagte
Løsning.
Det Oratoriske i Klassicismen træder dernæst frem i den Ejendommelighed, at
Hovedpersonerne altid taler fortræffeligt for sig. Det gælder ikke i stærkere
Forstand om en Helt og Heltinde hos Corneille, at de er Mestere i Talens Kunst,
end det gælder om en Tjener og en Tjenestepige, en Henrik og Pernille hos
Holberg. De er skaarne for Tungebaandet, som var de Advokater. I
Virkeligheden er de ogsaa Advokater, nemlig for den sunde Sans, deres Talen
til sig selv er ikke sjældent en hel Holbergsk Epistel og Samtalen nærmer sig
paa de afgørende Steder til et oratorisk Dystløb.
Tag t. Eks. Troels' store Indledningsmonolog i Barselstuen. Det fortræffelige
Indfald med Listen, »saa lang som det hele Theatrum«, hvorpaa alle de 93
Koners Navne findes, hvem Barnets Fødsel skal meddeles, er ikke oprindeligt
Holbergs, kun tillæmpet af ham. Denne Liste, det er oprindeligt Leporellolisten,
som aabner det italienske Teaters Il Convitato di Pietra. Men fraset
Navneremsen er Monologen, paa hvilken først den ypperlige Fremførelsesscene
følger, en ægte Holbergsk Afhandling, en Kapucinerprædiken i Fornuftens Navn
med Indledning, Stigen og Højdepunkt: Brylluppernes, Begravelsernes,
Barselstuernes Uskik behandles i Orden, Urimelighederne oplyses paa en
ligesaa veltalende som overgiven Maade gennem Forklaringer,
Sammenligninger o.s.v. Overgangene fra Led til Led er saa lidet uvilkaarlige
som f. Eks. denne: »Vil jeg begive mig fra Bryllupper til Begravelser, da finder
jeg lige saa meget Galskab ved de sidste, som ved de første . . . Fornuften
siger . . . , men Moden siger . . . etc.«
Tag Gusmans store Enetale i Melampe (I,5), hvor han med en halv Snes efter
hinanden opregnede Beviser — Oversætning, Undersætning og Ergo —
godtgør, at han er større end Prins Paris.
Læs Sparenborgs Monolog i det oprindelige Udkast til Den Vægelsindede (II,
1), den er i hele sin Bygning en Holbergsk Epistel om Drikkepenge, med
Slutningskæde, oplysende Anekdoter, gennemført Kritik og Forbedringsforslag.
Eller man tænke paa Henriks berømte Forsvar for Maskerader, paa den Strøm
af Bevisgrunde, Indvendinger og Paradokser, han har til sin Raadighed overfor
Jeronimus, (»han kunde blive en perfect Lakej-Prokurator«) paa det Liv og det
Vid, hvormed han i samme Stykke overfor Leander spiller Tamperretten 79 ,
afvekslende er Jomfruens Prokurator og den unge Mands; man tænke
overhovedet paa alle de Steder, hvor Samtalen hos Holberg faar Karakter af en
Proces, af en akademisk eller juridisk Disputation. Man mindes f. Eks. fra
Kandestøberen Advokaternes Ordstrid og de to Hattemageres Ansøgninger i
Anledning af Retstrætten imellem dem, fra Jeppe Doktorernes (fra Bidermann 80
hentede) vidtløftige Fortællinger med dertil sig knyttende Bevisførelse og hele
79 Se s. 318.
80 Bidermann, se om Gunnar Sivertsen's disputats på: http://bjoerna.dk/Holberg/Gunnar-
Sivertsen-061206.pdf [uddrag fra Bjørn Andersen: »Jeppe på vrangen?«, se note på s. 12].
75