Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Frederik V, 1723—66
Af E. Holm
Frederik V blev født 31. Marts 1723 og var den ældste af Christian VI's og Sophie Magdalenes Børn. Da han var
7 Aar gammel, fik han sin egen Hofetat og i Spidsen for den som Hofmarskal den tysk fødte Baron G.V.
Søhlenthal, senere bekjendt som Administrator for Grevskabet Rantzau og Stiffader til Christian og Enevold
Brandt [...]. I god Overensstemmelse med den tyske Aand, der i hine Tider saa stærkt havde Magten i
Hofkredsene, vare de Lærere, der efterhaanden fik at gjøre med Prinsens Undervisning, lutter tysk fødte Mænd,
alene med Undtagelse af en, der var Franskmand. Flere af dem vare for øvrigt dygtige Mænd, deriblandt
Retshistorikeren Chr. L. Scheidt; men det er betegnende, at da denne vilde have en historisk Ledetraad affattet
for den danske Tronfølger, henvendte han sig til den tyske lærde Johan Jacob Moser. Og dog havde vi den Gang
her hjemme baade Holberg og Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. At
Ivar Rosenkrantz siden Christian VI's Tronbestigelse i Slutningen af 1730 som Overhofmester havde et
overordnet Tilsyn med Prinsens Opdragelse, formaaede ikke at bevirke, at F. kunde faa en mere dansk
Undervisning. Derfor vedblev ogsaa Tysk stedse at være det Sprog, der laa ham nærmest, paa samme Maade
som det havde været Tilfældet med hans Fader og Farfader. Derimod viste han sig fra Barn af at være en fra
Faderen saa vel som fra Moderen grundforskjellig Natur. Religiøse Stemninger vare ham visselig ikke fjærne, de
bryde jævnlig frem i hans Breve, og en Bøn, han nedskrev under den i Aaret 1762 frembrydende Krigsfare, er
rørende inderlig. Men sligt var kun Stemninger til visse Tider, og hvor lidt der end er Grund til at beklage, at det
pietistiske Hældøreri, der kun alt for meget havde haft Magten over hans Forældre, laa ham fjærnt, saa er der
desto værre i endnu højere Grad Grund til at beklage, at det religiøse hos ham var for overfladisk til at styrke ham
i sædelig Henseende.
At her var en Fare, anede man dog ikke i hans tidlige Dage. Da saa det ud, som om han vilde faa aandelige
Interesser, og den lærde Hans Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]
glædede sig endog under Samtaler med ham ved at mærke, hvor kundskabsrig han var. Dertil kom en stor
personlig Mildhed og Venlighed, der gav hans i og for sig lidet betydelige Ydre noget overordentlig vindende, saa
det var, som om Naturen her i rigt Maal havde skjænket ham, hvad der haardt savnedes hos hans Forældre; og
da han, endnu ikke 21 Aar gammel, ægtede den engelske Konge Georg II's Datter Louise (11. Dec. 1743), fik han
en Hustru, der fuldt ud viste de samme indtagende Egenskaber, endnu forhøjede ved det Skjær af Ynde, en ung,
elskværdig Kvinde formaar at brede om sig.
Intet Kongepar kunde være mere yndet af Folket end disse to, da de efter Christian VI's Død 6. Avg. 1746
bestege Tronen. Lige saa afsondrede, som Faderen og Moderen havde holdt sig fra Folket, lige saa stærkt syntes
F. at ville komme det i Møde, og der er blevet fortalt om, hvorledes han og Dronningen holdt af at være sammen
med Kjøbenhavns Borgere og besøgte Bønderne i deres Gaarde. Det var, som om alt det tyske, der var blevet
indpodet Kongen af Lærere og Hofomgivelser i Faderens Tid, ikke forhindrede Folket fra at føle, at der var noget
jævnt, dansk i hans Personlighed. Det passede godt hertil, at det hele Liv rundt omkring i Landet nu antog friskere
Former, da der ikke længere fra oven lagdes Tryk i pietistisk Aand paa alle friere Rørelser. »Den danske
Skueplads« aabnede atter sine Døre, Hoflivets lettere Tone fremkaldte Gjenopførelse af italienske Operaer og
franske Komedier, den bildende Kunst fik sig et Hjem i Kunstakademiet, og samtidig begyndte der paa flere
Omraader en livligere Drøftelse, end man tidligere havde kjendt. Visselig havde den sine Mangler, men den
betegnede dog i sin Grund et stort Fremskridt, og den bar i sig Spiren til Samfundsreformer, der siden skulde blive
til Velsignelse. Hvor lidt F. end selv havde fuld Forstaaelse af, hvad der var oppe i Tiden, var det dog en
Fortjeneste af ham at samtykke i, at Spørgsmaalet om Reformer maatte drøftes i Litteraturen. Det var et smukt
Ord, der i saa Henseende blev tillagt ham, naar det hed sig, at han havde sagt: »Jeg vil ikke tillade, at Aandslivet
underkastes nogen Indskrænkning i mit Rige.«
Med Datidens royalistiske Tilbøjelighed til at give Kongen Æren for alt, hvad man fandt Behag i enten ved
Politikken eller Styrelsen indad til, priste den offentlige Mening ham, fordi Staten blev holdt uden for den
ødelæggende Syvaarskrig. Hans Kjærlighed til Freden syntes at passe godt til det milde, godgjørende hos ham,
»Frederik den ejegode«, som han blev nævnt. Og denne Lovprisning fandt Gjenlyd uden for Landets Grænser,
stærkest vistnok i det af vilkaarlig Kabinetsjustits og haarde Udsugelser saa forplagede Tyskland. Man saa jo her
en af de Mænd, man var mest stolt af at eje, Klopstock, finde et gjæstfrit Ly og Underhold i den danske Konges
Lande og ved Understøttelse fra hans Haand. Som den højt ansete tyske Publicist K.Fr. Moser saa hen til de
danske som »lyksalige Mennesker«, Saaledes udbrød han om deres Konge: »Kong F., Menneskevennens Navn
vil staa i Verdenshistorien som en uforgængelig Støtte.«
Men desto værre laa der en dyb Fejltagelse bag al denne Lovprisning hjemme og ude. F. har i Virkeligheden ikke
som Personlighed hævet Kongedømmets Niveau her i Landet. Lav Sanselighed og Tilbøjelighed til Drik
undergravede allerede tidlig det gode hos denne Fyrste, der var lige saa svag af Karakter, som han var velsindet
imod andre. Allerede inden han ægtede Louise, havde disse Laster begyndt at faa Magten over ham og gjort ham
til et Bytte for usle Mænd i hans Omgivelser, der blot søgte at drage ham dybere og dybere ned i Dyndet. Hvor
467/484