Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

udstrakte han sine Rejser sammen med Dronningen til Norge og naaede her op til Throndhjem [Trondheim] og til
Vesterlandet. Han skal paa denne Rejse — mærkværdig nok — have sagt en Vittighed og, hvad der er endnu
mærkeligere, en dansk Vittighed. Da Storm og Uvejr nødte ham og hans Følge til at blive liggende 8 Dage i
Aalesund, udtalte han, at man passende kunde forandre Byens Navn og kalde den Taalesund.
Men Hovedadspredelsen var vistnok den at sysle med Byggeforetagender, baade i det store og det smaa, og at
pynte op med kostbart Bohave eller andre Prydelser, fra Møbler til Guldservice og Ædelstenssmykker. Det var
uheldigvis dyre Fornøjelser. Udgifterne til Christiansborg Slots Bygning løb op til 2.700.000 Rdl. (i Sølvværdi 9
Mill. Kr.). Ogsaa Hirschholm Slot og andre mindre Lystslotte slugte mange Penge. C. VI mente rigtignok med
Selvfølelse at kunne sige, at han havde bygget Christiansborg Slot, uden at det kostede hans Undersaatter en
Hvid, et mærkeligt Selvbedrag, som om de Penge, der hørte til hans Partikulærkasse, mindre vare Statens end
de, der fandtes i Statskassen.
Med det stille, ensformige Hofliv stod en næsten fuldstændig Afsluttethed fra Nationens store Masse i
Forbindelse. Det var, som om han og Dronningen formelig søgte at undgaa det Folk, paa hvis Vel i det mindste
han oprigtig tænkte. Menneskeskyhed og taabelig overdrevne Tanker om Kongemagtens Ophøjethed virkede her
sammen. Der var i Kjøbenhavn for andre end Hofpersonalet og visse Embedsmænd kun Lejlighed til at se
Kongeparret, naar de gik til Alters. Kjørte de igjennem Gaderne, omgav en tæt Skare Ryttere deres Vogne som et
Værn imod profane Blikke, og Gravens Stilhed herskede om den pragtfulde Kongeborg, som udspændte
Jærnkjæder forhindrede uvedkommende fra at nærme sig til. Naar C.s Regering senere gjaldt som Adelens
gyldne Tid, var der stor Overdrivelse deri; en Hofadel existerede ikke, og de Mænd her hjemme, der stode hans
Hjærte nærmest, vare borgerlig fødte Mænd, Hofpræsten Bluhme, Ministeren Schulin og General Løvenørn, den
sidste oven i Kjøbet en Mand, der var saa lidt pietistisk af Sind som vel tænkeligt. Ej heller fattedes det C. paa
Sans for Spørgsmaal af folkelig Betydning. Baade Omsorg for Almueundervisning og Fattigvæsen laa ham nær.
Men folkekjær var dog det, han i Følge hele sin Personlighed og Optræden mindst kunde blive. Ogsaa Pietismen
virkede dertil. Var han end ingenlunde blandt dem, der gik videst i denne Retning, mente han end f.Ex., at det var
Synd at nægte Bønderne en Forlystelse som den at ride Sommer i By, naar det kun ikke skete paa Helligdage,
saa kom han efterhaanden mere og mere ind paa at støtte Pietismen, og saa lidt man kan benægte dens delvise
Berettigelse, saa vist er det, at den havde meget usundt i Følge og var vort Folks Ejendommelighed imod.
C. kunde vise megen Omhu for dem, der stode i nært Arbejdsforhold til ham; men han var besværlig at have at
gjøre med. Der fandtes liden Opfindsomhed og lidet Initiativ, men derimod stor Ubestemthed hos ham, saa han
idelig trængte til Raadgivere. Dem overhængte han da med Spørgsmaal, mest i sine talløse smaa eller store
Breve, og det saa meget mere, som han kun havde liden Tillid til sig selv. Hans Hovedkorrespondenter vare
vistnok her hjemme Schulin og Bluhme og uden for Landet Grev Christian Ernst Stolberg paa Wernigerode, der i
mange Aar endog nærmest maa siges at have været hans oprigtige Ven. I stort som i smaat, lige til, hvorledes
han kunde blive af med en Kokkepige, som han og Dronningen ikke kunde magte, maatte den spørgesyge Konge
have Raad. Uheldigvis hørte til dette Overhæng en ikke ringe Pirrelighed, som næredes ved en god Portion
Hidsighed og ved hans umaadelig store Tanker om sin Magts Højhed. Det kunde slaa ud i en alt andet end
behagelig Mistænksomhed. En Minister maatte efter hans Opfattelse først og fremmest være »submis«, og
ganske vist skulde han tillige være oprigtig; men han maatte kun tale, naar han blev spurgt. Hvor lidt man end kan
kalde C. hævnlysten, saa var han dog lidenskabelig i sin Uvilje imod dem, han fik noget imod. Det viste han i
større Stil strax i Begyndelsen af sin Regering imod Anna Sophie og hendes Venner, og det kunde bringe ham til
vilkaarlige Afskedigelser som ved hans Færd imod Skibsbygmesteren Benstrup og Marinekapitajnen Lütken .
Selvstændige Mænd som Ivar Rosenkrantz og endnu mere de tvende Brødre Plessen [Carl Adolf von Plessen og
Christian Ludvig von Plessen], der i Førstningen dannede hans Konseil, kunde da ej heller undgaa hans Unaade.
Det følger af sig selv, at en Konge med C. VI's Personlighed maatte være fredelskende og lidet reformlysten. Da
han 1743 greb efter den svenske Tronfølge for sin Søn Kronprins Frederik, var det vistnok en Chimære — om der
end skjulte sig en stor og smuk Tanke bag ved den —; men ellers var hans Regering ud ad til stilfærdig. Indad til
viste han en omhyggelig Omsorg ved mange enkelte Spørgsmaal; men i det store var han ængstelig og
konservativ. Netop derfor kom han ved Bestræbelsen for at værne om det synkende Landbrug ind paa at søge
Hjælpen ved Tvangen i Steden for ved Friheden, og han blev Stavnsbaandets Stifter.
I sit Ægteskab med Sophie Magdalena havde han af Børn, der bleve voxne, foruden den senere Frederik V en
Datter Louise, der blev gift med en Hertug af Sachsen-Hildburghausen. C. døde paa Hirschholm 6. Avg. 1746,
Dagen før sin Sølvbryllupsdag.
Henvisning
Anna Sophie Magdalene Frederikke Ulrikke hævdede i 1766 at være datter af Christian VI, men blev fængslet som bedrager efter at der
i 1770 var foretaget en kommissionsundersøgelse.
465/484