Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Udtalelser, som synes ufattelig.
F. havde i de første Regeringsaar været optaget af store Reformplaner. Saa snart han havde faaet sluttet Freden
i Traventhal (1700), søgte han at skaffe Staten et forøget Værn ved Oprettelsen af en Landmilits i Danmark, der
kunde være et Sidestykke til den, der allerede fandtes i Norge (22. Febr. 1701). Aaret efter ophævede han
Vornedskabet, der hvilede paa Bondestanden paa den sjællandske Øgruppe (21. Febr. 1702), og det saa for saa
vidt ud, som om en ny Tid skulde begynde for en stor Del af de danske Bønder. Men Landmilitsens Ordning blev
uheldig gjennemført; hverken Kongen eller hans nærmeste Raadgivere viste her tilstrækkelig praktisk Greb, og
den store nordiske Krig med sine Soldaterudskrivninger og sine umaadelige Skattepaalæg tilintetgjorde alt det
gode, som F.s sunde Reformtanker ellers havde kunnet medføre. Oven i Kjøbet sloge uheldige Forhold sig til for
Landbruget, og Tanken om Frihedens Betydning for Udvikling af Arbejdslyst var i hine Tider kun lidet udviklet.
Resultatet blev derfor, at Kongens Ønsker om at hjælpe Bondestanden i Vejret ingenlunde gik i Opfyldelse, og om
Landmilitsen end gjorde særdeles god Nytte under den store nordiske Krig, saa F. dog, at den blev opfattet som
en utaalelig Byrde, der afskyedes baade af Bønderne og af Herremændene, hvem det paahvilede at indestaa for,
at der blev stillet de nødvendige Rekrutter, og som derfor rundt omkring vilde tvinge Bønderne til at blive ved
deres Fødestavn. De forskjellige Forsøg, Kongen gjorde paa at hæve Frygten og Uviljen ved at indskrænke
Soldatertjenesten til det mindst mulige, førte til intet.
Ej heller ved den store Forandring i Rigets Stilling, som F. skabte ved Slesvigs Inkorporation i den danske Krone,
skulde hans Politik faa tilstrækkelig gavnlige Virkninger. Han havde vistnok et rigtigt Blik for, at den statsretlige
Inkorporation helst burde efterfølges af en administrativ Sammensmeltning; men han foretog dog intet i saa
Henseende. Sandt at sige havde han nok at tage Vare paa, dels under truende Krigsudsigter udad til, dels under
de mange Vanskeligheder, som det voldte ham at faa raadet Bod baade paa, hvad Staten havde lidt ved den
lange Krig, og paa, hvad den led ved Naturulykker som Vandflod i Hertugdømmerne, flere Aars Misvæxt og
ødelæggende Ildebrande, fremfor alle den store i Kjøbenhavn 1728. Men man kan dog ikke værge sig imod den
Formodning, at F. alt for meget har set paa det hele Forhold til Slesvig fra Enevældens Standpunkt og ment, at
den dynastiske Enhed havde Magt nok til at sikre Forbindelsen for stedse. Særlig havde han ingen Anelse om
Betydningen af at værne om den danske Nationalitet i Slesvig.
Denne Blindhed hos ham kunde kun blive næret ved hans ringe Sans for dansk-norsk Nationalitet i det hele. Det
at være dansk var for ham et rent Statsborgerbegreb, uden at det havde noget at sige for ham, hvad Sprog der
taltes. Dette i Forbindelse med hans svage Interesse for aandelige Sysler i Almindelighed maatte da ogsaa stille
ham temmelig ligegyldig over for Udviklingen af dansk-norsk Aandsliv. Den Hjælp, han ydede det begyndende
danske Skuespil, var i Virkeligheden kun tarvelig. Naar Slutningen af hans Regeringstid dog er bleven
epokegjørende for Udviklingen af Danmarks og Norges Litteratur, er Fortjenesten en andens, nemlig Holbergs.
Derimod havde F. oprigtig Varme og Iver paa det religiøse Omraade. Hans Regeringstid var i saa Henseende en
Overgangstid fra det 17. Aarhundredes Orthodoxi til Pietismen, som den brød frem under Christian VI. F. selv
passede godt i denne Overgangstid. Skjønt han ingenlunde sympathiserede med de ivrige Pietister, var han alt
for lidt bunden i dogmatisk orthodox Iver til ikke at kunne bruge pietistisk paavirkede Mænd, naar de vare
skikkede til at fremme, hvad han interesserede sig for i religiøs Henseende. Saaledes ved Hedningemissionen,
som han allerede, da han var Kronprins, personlig havde faaet Sans for, og som han førend nogen anden i det
protestantiske Evropa gav Stødet til at faa i Gang. Baade ved Missionen i Indien og oppe i Finmarken brugte han
Mænd, der tilhørte Pietismen. Det var sikkert en anden god Virkning af F.s religiøse Sans, at han ved Oprettelsen
af 240 Skoler paa Ryttergodset søgte at give et nyt Stød til Almueundervisningen, der i hin Tid aldeles
overvejende havde et religiøst Formaal. Derimod kan det ikke kaldes heldigt, at han ogsaa viste sin religiøse Iver
ved en urimelig stræng Helligdagsanordning, som han udstedte i sit sidste Regeringsaar.
Uheldigvis formaaede F.s Religiøsitet ikke at holde ham fri for alvorlige Pletter i sædelig Henseende. Han var
ogsaa i den Henseende en fuldtro Repræsentant for Enevælden efter Ludvig XIV's Mønster. Som andre af
Datidens Fyrster forstod han at dysse sin Samvittighed i Søvn ved en egen, særlig kongelig Moralbetragtning,
indtil den til sidst vaagnede i Slutningen af hans Liv og voldte ham bitre Timer. Inderlig kjed af sin Dronning Louise
af Meklenborg [Mecklenburg], hvem han havde ægtet 5. Dec. 1695, lod han sig vie ved venstre Haand (1703) til
en Datter af den preussiske Statsafsending i Kjøbenhavn, Viereck [forholdet nævnes en passant i: Georg
Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Hendes snart paafølgende Død gjorde vel hurtig Ende paa dette
skandaløse Bigami; men nogle Aar senere tog han en Frøken Schindel til Frille, og da det var kommet til et Brud
mellem ham og hende, forelskede han sig i Anna Sophie Reventlow, til hvem han lod sig vie ved venstre Haand.
Senere, da Dronning Louise var død (15. Marts 1721), formælede han sig højtidelig med Anna Sophie og kronede
hende snart efter til Dronning (31. Maj 1721). [...]
Hvor stærk Kongens og Anna Sophies gjensidige Kjærlighed end var, forbitredes Livet for dem begge ved den
Uvilje, som hendes Kroning til Dronning vakte baade hos F.s Søskende, Prins Carl [...] og Prinsesse Sophie
Hedevig, og i endnu højere Grad hos Kronprinsessen. Da deres yngste Søn, Carl, fulgte sine ældre Helsøskende
i Graven (10. Dec. 1729), var det, som om F. følte Guds Straf for hans sædelige Forvildelser, og dyb Anger greb
ham. Endog den Tanke at overlade Kronprinsen og Konseillet Regeringen for at leve alene for Tanken om sin
462/484