Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Frederik IV, 1671—1730
Af E. Holm
Frederik IV. 11. Okt. 1671 fødtes F. som den ældste Søn i Christian V's Ægteskab med Charlotte Amalie af
Hessen. Den Undervisning, han fik som Barn og som ungt Menneske, var ingenlunde saa god, som den burde
have været. Vistnok havde han til Hofmester Michael Vibe, bekjendt som Vicekansler i danske Kancelli og en vel
begavet Mand; men, hvad der nu end har været Grunden, saa drog Vibe ikke Omsorg for, at den unge Prins
lærte, hvad han skulde have lært. Hans Retskrivning var daarlig, naar han skrev Dansk eller Tysk, rædsom, naar
han vilde udtrykke sig paa Fransk. Af Historie, økonomiske og andre Statsvidenskaber, som han vilde have haft
saa megen Brug for som Regent, lærte han kun lidet, og han klager derfor senere jævnlig over, hvor stor Møje det
havde kostet ham blot nogenlunde at raade Bod paa, hvad der i saa Henseende fattedes ham. Endnu værre var
det, at hans Undervisning væsentlig var gaaet i Hænderne paa en Tysker, Cassius. Dette i Forening med den
stærkt tyske Tone, der herskede ved Christian V's Hof, gjorde, at Tysk kom til at ligge ham ulige nærmere end
Dansk. Da han var bleven voxen, foretog han (1692—93) en Udenlandsrejse til Tyskland, Italien og Frankrig, og
de Indtryk, han herved havde faaet, særlig i Italien, vare saa stærke, at de bragte ham til som Konge at foretage
en ny Rejse ned til dette Land (1708—9), og det uagtet Forholdene i Evropa den Gang ingenlunde syntes at
opmuntre til at foretage en Adspredelsesrejse. Thi fra anden Side kunne disse Rejser næppe opfattes. Da han
havde Sans for Arkitektur, havde han med Hensyn til denne Kunstart vistnok Nydelser i det kunstrige Syden, som
vare smukke og ædle; men for øvrigt er det aabenbart med rette sagt om ham, at han havde mere Sans for
Italiens levende Skjønheder end for Rafaels malede. Hans Kunstsans var i det hele næppe synderlig større end
hans Interesse for Videnskab, der var og blev en lukket Bog for ham.
Ved Siden af disse store Mangler i F.s Udvikling og Personlighed havde han imidlertid fortræffelige Egenskaber.
Hans gode naturlige Forstand var styrket ved en ypperlig Hukommelse, og han lagde en overordentlig Flid og
Arbejdskraft i sit Arbejde som Konge. Hvad enten han var paa Rejse i Norge, paa Inspektionsrejser omkring paa
Ryttergodset, eller han sad i sit Kabinet med Statsregnskaber og Indstillinger fra Kollegierne for sig, søgte han at
se med egne Øjne og skyede ingen Anstrængelse for at trænge ind i Sagerne. Ingen Konge har nogen Sinde
taget sin Gjerning mere alvorlig end han. Dertil kom den Evne, han, uagtet sit ingenlunde synderlig skjønne eller
imponerende Ydre, havde til at optræde med kongelig Værdighed, en stor personlig Elskværdighed over for dem,
som han daglig arbejdede med, og noget ligefremt, folkeligt i hans Maade at være paa over for Folk i jævne
Stillinger og Menigmand, hvorved han vandt Hjærterne for sig. I høj Grad værdifuld var den Karakterfasthed, han i
farlige Øjeblikke kunde udvise. Der blev god Brug for den under de vanskelige Kriser, som hans Regering var fuld
af.
Vigtigst i saa Henseende var den store nordiske Krig (1709 —20). Naar man har opfattet hans Deltagelse i den
som overvejende fremkaldt af letsindig Krigslyst, har det været med urette. Saadan som Danmark-Norges Stilling
var ved hans Tronbestigelse (25. Avg. 1699), tilraadede vægtige Grunde at gjøre de yderste Anstrængelser for at
sprænge Forbindelsen mellem Sverige og Holsten-Gottorp. At løsne den med det gode havde i Christian V's
sidste Aar vist sig umuligt. Derimod vare Forberedelserne til at kaste sig ind i Krigen 1709 ingenlunde trufne med
tilstrækkelig Omhu. F. selv var vistnok en personlig modig Mand; men han havde intet Feltherretalent, det
fattedes ham paa den overlegne Personlighed, den Sikkerhed i at finde de rette Midler og den Snarraadighed, der
behøvedes under en farlig Krig, og hvor værdifuld end hans seje Udholdenhed var ved flere Lejligheder, blev
hans Karakterfasthed undertiden til Stivsindethed. Der kunde ogsaa være noget smaaligt ved ham, der under
diplomatiske Forhandlinger virkede uheldig.
Imidlertid saa han dog gode Virkninger af sin Udholdenhed, da Krigen endte til Gavn for Riget, og det
væsentligste, han vandt ved den, hele Slesvigs Inkorporation i den danske Krone, satte han siden al Kraft ind paa
at værne om under det vanskelige Forhold til Rusland, der i flere Aar efter Fredslutningen i Frederiksborg frembød
alvorlige Farer. Det var ikke en Frase, naar han udtalte, at han hellere vilde vove alt end opgive noget igjen af
Slesvig. Inden han døde, kunde han haabe, at han lykkelig havde ført Riget igjennem de værste Farer, der her
truede, og samtidig havde hans faste Holdning over for Kejserhoffet i Wien skaffet ham Rigsgrevskabet Rantzau
og en for Staten heldig Løsning af Arvestriden om Fyrstendømmet Pløen [Plön].
Hvor elskværdig F. end var at arbejde sammen med for dem, han ret havde Tillid til, kunde det have sine
Vanskeligheder at være Minister hos ham. Som han havde de mest ophøjede Forestillinger om sin Kongemagts
Hellighed og Rettigheder, saaledes vaagede han ogsaa med en vis Mistænksomhed over den. Det var endog
flere Gange, som om han var bange for, at hans Ministre skulde have for meget at sige, og han kunde i slige
Øjeblikke holde af at lytte til andre Raadgivere, hvad der ingenlunde var til Gavn for Styrelsen. Det mest
paafaldende Udslag af hans Skinsyge og Mistænksomhed var det Had, som han nærede imod den gamle danske
og den holstenske Adel. Uden nogen rimelig Grund saa han i dem farlige Fjender af sin Enevælde, og foruden at
han selv, især efter 1721, søgte at omgive sig med Mænd af udenlandsk eller af borgerlig Byrd, opfordrede han i
et Slags Testamente sine Arvesuccessorer til som en Velfærdssag at holde alle Mænd af de ovennævnte
Adelsslægter borte fra næsten samtlige høje Stillinger i Staten. Der gaar en Lidenskabelighed igjennem Kongens
461/484