Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

overset hans virksomme Arbejde i Statsstyrelsen og skildret ham som en slet og ret forlystelsessyg Mand, saa var
det højst uheldigt, at han ikke kjendte til ædlere Fornøjelser end den at ride en halv Snes Heste trætte om Dagen
eller at tumle sig paa de raa Parforcejagter, som han har den tvivlsomme Ære at have gjort yndede her i Landet.
Det blev forunderlig nok et Spark af en Hjort, han ved en saadan Jagt gav Dødsstødet, der kom til at fremskynde
hans Død. Han var ikke egentlig Lækkermund og ej heller drikfældig; men han kunde spise over al Maade, og han
holdt som adskillige af Datidens tyske Fyrster af undertiden at kige for dybt i Glasset. Det er et alt andet end
tiltalende Indtryk, man faar af Fortællingerne om de Drikkelag, han tog Del i, og som endte med, at de fleste af
Deltagerne vare døddrukne. Det var disse Sider af hans Liv, der knyttede stærke Baand imellem ham og hans
tvende Yndlinger, Overjægermesteren Vincents Hahn og Overkammerjunkeren A.L. Knuth, to fødte
Meklenborgere, af hvilke den første var haardhjærtet, uelskværdig og egennyttig, den sidste vistnok et langt bedre
Menneske, men saare ubetydelig. Endnu mere frastødende var det dog, at han, ogsaa ganske efter sin Tids
Fyrstemode, havde en formelig »Maitresse en titre«, nemlig Grevinden af Samsø, Sophie Amalie Moth, som alle
og enhver vidste, at han langt foretrak for sin Dronning. Selv om intet er bevist af, hvad Rygtet har fortalt om
hendes uheldige Indflydelse paa ham, f.Ex. med Hensyn til hans Behandling af Griffenfeld, og om man end i høj
Grad har overdrevet den Ødselhed, C. skulde have vist ved sine Gaver til hende, var Forholdet baade i og for sig
forargeligt, og han skjænkede sine Sønner med hende, Christian Gyldenløve og Ulrik Christian Gyldenløve,
Begunstigelser, som ikke passede til Statens Tarv.
Men dette saa vel som hans Forhold til hans nys nævnte Yndlinger hang ogsaa sammen med en anden alvorlig
Mangel i hans Personlighed. Han var en svag Karakter. Vistnok vil man ikke kunne frakjende ham i sin ydre Politik
at have arbejdet vedholdende efter det Maal at bringe den gottorpske Del af Slesvig tilbage under Kronen; men
lige saa lidt som han formaaede paa den udenrigske Politiks Omraade selv at være den overlegent styrende, lige
saa lidt formaaede han selvstændig at træffe sit Valg af en fremragende Raadgiver og saa trofast at holde fast
ved ham, blot tænkende paa, hvad der var til Gavn for hans Riger. Da han havde haft den Lykke fra sin Fader at
arve en saa eminent politisk Raadgiver som Griffenfeld, saa fulgte han ham vel en Tid med Beundring og Tillid og
hævede ham fra den ene Værdighed til den anden; men kløgtige Fjender af Statsmanden forstode snildt at
benytte sig af det uforsigtige og overmodige i dennes Færd til at ophidse Kongens Forfængelighed som Hersker
og at faa ham til i Griffenfeld at se den, der frækt søgte at ville raade selv i Steden for at være en stor Konges
ydmyge Tjener. Saa kastede han ham fra sig og lod ham hentæres i det ensomme Fængsel paa Munkholm.
Det fortælles, at C. som lille Barn, da han blev holdt over Daaben af sin Bedstefader Christian IV, havde grebet
dennes Haand fast, og at den gamle Konge da havde sagt: »Vil du trykke Svensken saa, som du har trykket min
Haand, saa faar han Skam«. Ganske sikkert fattedes det ham senere som Konge ikke paa Lyst dertil. Det
naturlige Ønske at gjenvinde de tabte danske Lande øst for Sundet næredes af den Kjærlighed til krigerske
Bedrifter, som han havde til fælles med saa mange af Datidens Fyrster. Opfyldt af slige Stemninger var han ulige
hidsigere efter at kaste sig ind i den skaanske Krig (1675—79), end den forsigtige, beregnende Griffenfeld fandt
rigtigt. Naturligvis vilde han da ogsaa selv være med i Krigen, og han tog baade Del i Wismars Belejring og
Erobring 1675 og i Felttogene i Skaane de følgende Aar. I Slagene ved Lund og Landskrone [Landskrona]
kæmpede han personlig alvorlig med. Men skjønt han kunde gjøre Fyldest som en flink Rytterofficer, saa havde
han intet Feltherretalent, og det vankelmodige, svage i hans Karakter traadte tydelig frem. Efter at han havde
aabnet Slaget ved Lund (1676) med et alt for hidsigt Rytterangreb, viste han ikke siden under Slaget Fasthed i
Viljen til at holde ud til det sidste, men forlod uheldigvis Kampen, inden den var endt. Endnu værre var det dog, at
han ikke havde Klarsyn eller Selvstændighed nok til at holde paa den talentfulde Overgeneral, Hæren havde i
Hertugen af Pløen, men faa Dage førend det kom til Slaget ved Lund, ved Hofmandsrænker lod sig bevæge til at
afskedige ham. Det kom til at svie til ham selv og Hæren.
Efter Griffenfelds Fald udtalte C. som en anden Ludvig XIV med Selvfølelse, at han var sin egen Premierminister,
og det havde været godt, om han havde kunnet være det, thi der var blandt Statens højere Embedsmænd
fortræffelige Kræfter, der under en begavet Konges Ledelse kunde have gjort ypperlig Fyldest, Mænd som
Frederik Ahlefeldt, Michael Vibe, v. Støcken, Jens Juel, Moth, Plessen, Jessen o.a.; men i Steden for at være den
virkelig styrende stod han uden Fodfæste imellem sine forskjellige Raadgivere, der idelig laa i en indre Splid, som
kun var til liden Baade for Land og Rige. Især i hans sidste Regeringsaar traadte dette stærkt frem.
Ingen kan nægte, at der under C. V skete vigtige Skridt til at udvikle den indre Styrelse i Danmark og Norge, lige
saa lidt, at der knytter sig hæderlige Minder til hans Regeringstid. Det vilde fremdeles være ubilligt at nægte, at
der baade i Rigernes indre Tilstande og i deres ydre Stilling laa store Vanskeligheder; men naar Staten under
ham kun gik saare lidt frem i materiel og national Kraft, naar den i Udenrigspolitikken baade ved den skaanske
Krig og bag efter ved Stridighederne med Gottorp led Skibbrud, bære Mangler i C.s Personlighed ubestridelig en
Del af Skylden derfor.
Han døde 25. Avg. 1699. Af ægtefødte Børn efterlod han sig foruden Frederik IV, der fulgte ham paa Tronen,
Datteren Sophie Hedevig og Sønnerne Carl [...] og Vilhelm, hvilken sidste allerede døde 1705, 18 Aar gammel.
459/484