Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

de Dage, hvor han lovede at ville dø i sin Rede og gav Kjøbenhavn store Privilegier, og de mange Maaneder,
hvor han ved sit Mod og sin Udholdenhed under Hovedstadens Belejring satte sin Person ind paa Forsvaret af
Landets og Dynastiets forenede Interesser. Men netop herved vandt han ogsaa en uhyre Fordel. Den noget
ubestemte, traditionelle Tillid, hvormed de uprivilegerede Stænder Generationer igjennem havde set hen til
Kongedømmet som et Værn mod Adelstandens Overgreb, formedes nu især hos Kjøbenhavns Borgerskab til en
taknemmelig, loyal Tilslutning til F.s Person. Han blev, om end kun for en kort Tid, den populære Konge.
Ved Hjælp af denne Popularitet og med Hæren og dens tyske Befalingsmænd som den Baggrund, der
skræmmede Modstanderne, dreven frem af sin Dronning og støttet af dygtige Raadgivere med Sans for at
benytte Øjeblikket, vandt han saa sin Sejer i Efteraaret 1660. 16. Okt. kasseredes Haandfæstningen, 18. Okt. og
paa ny 15. Nov. hyldedes han som Arvekonge. Han standsede ikke hermed; ved den senere med rette saakaldte
Enevoldsregeringsakt af 10. Jan. 1661 fik han af Stænderne overdraget Arveret, Souverænitet og absolut
Regering. 14. Nov. 1665 traadte hans Underskrift paa Kongeloven til som endelig Afslutning [se:
http://bjoerna.dk/DanskeLov/Kongeloven.htm].
Danmark havde faaet den Regeringsform, det beholdt i henved 200 Aar. Den gamle Forfatning med Rigsraadet
som Indehaver af Souveræniteten og med Adelen som den lovmæssige Parthaver i Statens Styrelse sank i
Graven. Dens Undergang skyldtes ved Siden af F.s Indgriben talrige Aarsager, som han var uden Del i. Hans
Indsats blev Kvælningen af de Spirer, som fandtes til en paa et bredere stændersk Grundlag hvilende
konstitutionel Regering, hans Ansvar er den ubetingede Enevælde. Dynastisk Interesse havde, støttet til det
Overskud af Magt, som Kongedømmet besad under den almindelige Opløsningstilstand, hidført dette Resultat.
Den ikke alene hos Adelen, men ogsaa hos Borgerskabet ulmende Misfornøjelse vovede sig kun spagt frem. Cai
Lykkes og Corfits Ulfeldts Domfældelser vidnede om det nye Regimentes tunge og haarde Haand.
F. skildres enstemmig af Samtiden som en Mand af lange Overvejelser, med Vanskelighed til at bestemme sig,
med Tilbøjelighed til at gjemme og ikke glemme. Han var indesluttet og hemmelighedsfuld, kunde ofte le højt,
men talte kun lidet, skrev endnu mindre. Hans Ansigt minder ikke lidt om Christian IV's, men dennes Træk, der
kom igjen afslappede hos Broderen Prins Christian, vare hos ham blevne grovere. Hvor stor en Modsætning var
der ikke i det hele mellem ham og hans Fader! Medens denne trængte til at meddele sig og gav sig hen i
Øjeblikket med hele sin Naturs oprindelige Styrke og med hele dens oprindelige Svaghed, var F. ganske
anderledes selvbehersket. Ved denne Selvbeherskelse blev hans Optræden og Livsførelse finere. Der var ikke
lidt sanseligt i hans Ansigtstræk, og han omtales som udsvævende i sin Ungdom, men af uægte Børn vides han
kun at have haft Sønnen Ulrik Frederik Gyldenløve, der var født før hans Ægteskab, og han var afholdende med
Hensyn til stærke Drikke, efter Sigende fordi han vidste, at han daarlig kunde taale dem. Hans Fornøjelser
repræsentere et højere Kulturstandpunkt end Faderens. Han holdt af mythologiske Balletter i fransk Stil, af
Hyrdestykker og af Jagt og mødtes heri med Sophie Amalies Passioner; han havde hele Tidens Fyrstesmag for at
samle paa Bøger, paa Kunstsager og Rariteter; han gav sig — et Særsyn i den oldenborgske Kongeslægt — af
med Videnskabelighed. Spidsfindige theologiske Diskussioner overværede han gjærne og var ved Siden deraf
optagen af Alkymi og Guldmageri. Større Ros fortjener hans Beundring for Tyge Brahe, hvis samlede Værker han
tænkte paa at udgive.
Den Enevælde, F. skabte, blev snart efter af dens Omgivelser tillagt en guddommelig Oprindelse og en
guddommelig Værdighed i Overensstemmelse med Samtidens Tankegang rundt om i Evropa. F. har næppe selv
staaet paa dette Standpunkt; for ham var det hele nærmest et Spørgsmaal om Formaalstjenlighed og om Magt.
Christian II's Minde blev under ham for første Gang taget til Naade ved det danske Hof. Det var, som om han paa
denne Maade følte Trang til at knytte sin Gjerning til Fortidens. Ellers var der over hans Virken noget
traditionsløst. Og der var tillige noget tilfældigt, thi hans egne Indskydelser vare langtfra altid sikre og bestemte.
Det var ikke vanskeligt for hans Omgivelser at vinde Magt og Indflydelse over ham. Først og fremmest gjaldt dette
om hans Dronning, men dernæst om adskillige andre. Der er intet paafaldende i, at de to Mænd, hvis Navne i
denne Henseende bør nævnes i første Række, Christoffer Gabel og Peder Schumacher, skjønt forskjellige i saa
høj Grad, at de ellers næppe kunne nævnes i samme Aandedræt, begge have Parvenuernes Præg.
9. Febr. 1670 døde F. III paa Kjøbenhavns Slot og begravedes 4. Maj s. A. i Roskilde Domkirke.
Til: Indholdsfortegnelsen
457/484