Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

men her kom det strax til nye og skarpe Stridigheder imellem dem, og F. trak sig tilbage til Hertugdømmerne og
opslog igjen sit Hovedkvarter i Glückstadt. Hans noget uenergiske Fremgangsmaade havde til Dels sin Aarsag i
Christian IV's Ordre om at beskytte Marsklandene, men skyldtes sikkert tillige Frygten for Svenskernes Angreb
paa hans Stift Bremen, hvilket i de nærmest paafølgende Maaneder faldt i Fjendens Hænder. Den væsentligste
Betydning af det skete laa imidlertid deri, at der havde fundet en Rivning Sted mellem F. og den danske Adel eller
i alt Fald en af dennes Hovedrepræsentanter. Rigsmarsken og en stor Del af hans Standsfæller saa for Fremtiden
med Frygt og Mistanke hen til Hertugen, og denne saa til Gjengjæld i Adelen en Modstander.
Ved Freden i Brømsebro [Brömsebro] 1645 blev F. optagen i dens Pacifikationsbestemmelser; hans Stifters
Skæbne blev henvist til direkte Forhandlinger med Sverige. Trods dette tænkte han paa ved en Tilslutning til
Kejseren at vinde dem tilbage med Vaabenmagt, men opgav dog atter dette. Han tog 1646 Ophold i Flensborg
[Flensburg], men hans Pengeforhold vare daarlige, og han søgte stadig sin Fader om Hjælp, hvilket dog i Regelen
indbragte ham temmelig skarpe og bitre Svar. Ved Siden heraf anstrængte han sig for at opnaa en ny Virksomhed
med nye Indtægter og blev i Juli 1647 udnævnt til Statholder i Hertugdømmerne. Kort i Forvejen havde han
formelt givet Afkald paa sine Bispestifter. Til Beslutningen herom medvirkede et nyt Moment.
Tanken om at vinde Danmarks Trone var naturlig bleven stærkere og stærkere hos ham, jo mere hans ældre
Broders Svagelighed gav Udsigt til hans snarlige Død og i alt Fald Sikkerhed for hans Barnløshed. Men paa den
anden Side var det ham ikke ubekjendt, at Stemningen hos den danske Adel var ham alt andet end gunstig.
Derfor ønskede han Spørgsmaalet afgjort inden Faderens og Broderens Død. I Nov. 1646 virkede han for et
umiddelbart, subsidiært Tronfølgervalg, skjønt den valgte Tronfølger endnu var i Live, og Udtalelser i hans
Skrivelser fra denne Tid vise, hvorledes allerede nu Arvekongedømmet stod for ham som det egentlige Maal; men
han opnaaede ikke noget. Saa meget ivrigere tilskyndede hans Omgivelser ham til at opgive Bispestifterne, da de
vidste, at den danske Adel, der i Forvejen ikke nærede Sympathi for ham, tilmed skræmmedes tilbage fra at
vælge ham til Konge, fordi den frygtede for, at hans Strid med Sverige om hans Stifter skulde fremkalde et nyt
Brud med dette Rige. Ved en af hans Kansler Dietrich Reinking i Münster strax efter Prins Christians Død i Juni
1647 sluttet Overenskomst blev Spørgsmaalet om Bremen og Verden ogsaa, i alt Fald foreløbig, afgjort, i det F.
slog sig til Taals med et Løfte af Kejseren om en Pengeerstatning. En Hindring for hans Succession i Danmark
var saaledes ryddet af Vejen, men noget Kongevalg havde dog endnu ikke fundet Sted, da Christian IV 28. Febr.
1648 fulgte sin Søn i Graven.
F. var ikke tilstede ved sin Faders Dødsleje, først en Uges Tid efter hans Bortgang kom han til Kjøbenhavn.
Hermed afsluttedes den første store Periode af hans Liv. Han havde, da han blev Konge, en Fortid
betydningsfuldere end nogen anden af hans Slægts med Undtagelse af Frederik I's.
Hans Valg og Haandfæstning kom først i Stand efter en flere Maaneders Strid mellem ham og Rigsraadet. Selve
Valget blev afgjort i de første Dage af Maj 1648 og bekræftedes ved Hyldingen 6. Juli og Kroningen 23. Nov. s. A.
Det var for saa vidt en Sejer for ham, som Valget ikke havde været paa den Maade givet og sikkert som hans
Forgængeres, men nogen virkelig Modstand havde ikke været tilstede. Den Valget ledsagende Haandfæstning,
som han undertegnede 8. Maj, var derimod vel paa flere Punkter et Kompromis, men dog som Helhed et
Nederlag for ham. Det var lykkedes Rigsraadet i dets Frygt for hans avtokratiske Tendenser og for hans og
Dronningens vante tyske Omgivelser at sætte Bestemmelser ind i den, som skulde værne herimod; det havde
end videre hindret ham i at tilegne sig Norge som et Arverige. Men den bestaaende Forfatnings Udlevethed
kunde det ikke for Alvor raade Bod paa, og Aristokratiets Magt rokkedes ved Corfits Ulfeldts Fald. F. III mistænkte
ham, til hvem han i tidligere Tid havde staaet i ret venskabeligt Forhold, for som Gesandt i Frankrig 1647 at have
modarbejdet hans bremiske Politik; hertil kom saa dels Forhandlingerne om Valget og Haandfæstningen, dels
Spændingen og Skinsygen mellem Dronningen og Leonora Christina; Bruddet endte med Ulfeldts Landflygtighed
1651. Om nogen bestemt, i alle Enkeltheder forfulgt indenrigsk Politik fra Kongens Side efter denne Tid vilde det
næppe være rigtigt at tale; der kunde endog komme Perioder som 1654, hvor hans og Dronningens Sans for
Fornøjelser og Festligheder lagde Beslag paa hans Opmærksomhed i en næsten alt opslugende Grad; men
adskilligt viste dog hen til Kongehusets dynastiske Tilbøjeligheder, saaledes den stadig stærkere Anvendelse af
fremmede Raadgivere, den fortsatte Interesse for Norges Anerkjendelse som Arverige og endelig det paa ny
opdukkende Haab om ved Kejserens Hjælp at vinde Bremen Stift tilbage. Det var uden Tvivl ogsaa Tanken
herom, der spillede en stor Rolle under de Overvejelser, som Følge af hvilke Kongen kastede sig ind i sit Livs
ubesindigste og skæbnesvangreste Gjerning, Krigen med Sverige 1657.
Medens under denne Krig den hidtilværende Forfatnings indre Uholdbarhed viste sig stærkere end nogen Sinde
før, rokkede Kongen ved dens Grundstene. Han opnaaede i Maj 1658 for sig og sine Arvinger en fuldstændig fri
Stilling over for Rigsraadet med Hensyn til Slesvig, i det han fik afstaaet Souveræniteten over den kongelige Del
af Hertugdømmet, ligesom den gottorpske Hertug havde tvunget den igjennem for sin Dels Vedkommende. Et Aar
efter fik han Bornholm lagt ind under Kongehuset som dettes Arv og Eje. End videre formindskedes stadig mere
og mere Rigsraadets Indflydelse, og fremmede Officerer trængte sig frem i tilsvarende Grad. Ikke nok hermed,
det er meget sandsynligt, om end ikke fuldt bevist, at Kongen efter Freden i Roskilde har haft Planer om en
ligefrem Statsomvæltning, støttet til Hæren. Dog fik han snart ved Carl Gustavs fornyede Angreb (Avg. 1658)
foreløbig andet at tænke paa. Og nu brød frem den smukkeste og mest sympathivækkende Periode i F. III's Liv,
456/484