Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Frederik III, 1609—70
Af J.A. Fridericia
Frederik III, Søn af Christian IV og Anna Cathrine af Brandenborg [Brandenburg], blev født 18. Marts 1609 paa
Haderslevhus. Hans Stilling som yngre Søn fik Betydning for hele hans Liv. Der var i hans Barndom og første
Ungdom ingen Udsigt til, at han skulde komme til at bestige Danmarks Trone, og Christian IV bestemte sig derfor
til at sikre hans Fremtid uden for dette Rige. Han skulde tillige være et Middel for sin Faders Planer om
Udvidelsen af Dynastiets Besiddelser og derved ogsaa af Danmarks Magt i Nordtyskland. Trods stærk Modstand
lykkedes det Christian IV at drive hans Valg igjennem til en Række Magtposter, der indeholdt Løfter om en
indflydelsesrig Løbebane. 1621 blev han Koadjutor i Bremen Stift, 1622 Koadjutor og 1623 Biskop i Verden, 1624
Koadjutor i Halberstadt. Kun 18 Aar gammel blev han 1627 af Faderen udnævnt til Præsident for det i Stade
indsatte Krigsraad og fik overdraget Regimentet i Bremen Stift i Egenskab af Kongens Stedfortræder som
Kredsoberst. Saaledes blev han som ung vænnet til Tanken om Regentvirksomhed, og vinkede end ingen
Kongekrone ad ham som ad hans ældre Broder, saa behøvede han paa den anden Side ikke stadig at tænke paa
den Magt, han havde Udsigt til at vinde, som bestemt til at deles med den danske Adel. Ingen Traditioner bandt
hans Fremtid i den Grad som en kaaret Tronarvings.
Medens saaledes Æresposter tilfaldt ham fra hans Barndom, var hans Opdragelse og Uddannelse bleven
afsluttet. Ingen af hans Lærere har vundet noget særlig fremragende Navn, men de have uden Tvivl bibragt ham
en solid Kundskabsmasse og medvirket til at skabe hos ham Interesse og Sans for boglige og videnskabelige
Sysler. Han tilbragte nogle Aar (1624—26) ved Sorø Akademi, var 1628 en Tid i Friesland ved sin Frænde Grev
Ernst Casimirs Hof og opholdt sig fra Maj 1629 til Sommeren 1630 i Frankrig; han har næppe forsømt Lejligheden
til at nyde godt af de forskjellige Indtryk, han paa denne Maade modtog.
Livets Alvor traadte ham imidlertid hurtig i Møde. Christian IV's Nederlag syntes for bestandig at berøve ham de
Fremtidsudsigter, der havde tilsmilet ham. Fra Aaret 1632 have vi den første Karakteristik af ham; en engelsk
Gesandt skildrer ham som mørk og indesluttet, men med gode Anlæg, fri for sin Faders Raahed i Nydelsen af
stærke Drikke, men noget tilbøjelig til Udsvævelser. Hvad Udholdenhed kunde føre til, lærte han snart. 1634
opnaaede han trods Freden i Lybek [Lübeck] at blive Ærkebiskop i Bremen Stift, og 1635 kom han ogsaa i
Besiddelse af Verden Stift. Han var saaledes bleven tysk Fyrste, men Fyrsteværdigheden bragte ingen Dans paa
Roser. Stifterne vare medtagne af stadige Troppeindkvarteringer, den politiske Stilling var vanskelig, og han kom i
Strid med Stænderne. Han optraadte endog i disse Stridigheder saa skarpt, at hans Fader maatte paaminde ham
om at vise Maadehold. I finansiel Henseende vedblev han at være afhængig af Christian IV, der maatte støtte
ham med store aarlige Tilskud til hans Hofudgifter. Der havde været Tale om hans Ægteskab med Dronning
Christina af Sverige, men Forhandlingerne derom førte ikke til noget, og i Marts 1640 forlovede han sig med
Hertug Georg af Brunsvig-Lyneborgs [Braunschweig-Lüneburg] Datter Sophie Amalie. Fra da af mærker man en
større Interesse hos ham for at sikre sig en Fremtid ogsaa inden for det danske Rige; han forespørger ængstelig,
om han kan være sikker paa at blive valgt til Konge, hvis hans svagelige Broder skulde dø, og faar et beroligende
Svar af sin Fader. Men dreven frem af det brunsvigske Fyrstehus tragtede han efter større Sikkerhed for sin
Fremtid, og 1642 opnaaede han ogsaa Kongens Samtykke til, at han, hvis Prins Christian efterlod Arvinger,
skulde have Segeberg og Hanerau Amter som sin Arvedel af Hertugdømmerne foruden livsvarig Besiddelse af
Amtet Svabsted. Heller ikke hermed vilde han dog lade sig nøje, og efter skarpe Forhandlinger mellem ham og
Broderen kom det i Okt. 1643 til et nyt Arveforlig med denne, hvorved den F. tidligere forbeholdte Andel i
Hertugdømmerne ikke alene tilsikredes ham allerede for det Tilfælde, at Prins Christian blev Konge ved Faderens
Død, men ogsaa forøgedes med forskjellige Slotte og Godser. Lige før dette Forligs Afslutning havde han 1. Okt.
1643 paa Glücksborg Slot ved Glückstadt fejret sit Bryllup, og der stod fra dette Øjeblik af ved hans Side en
Kvinde, hvis Tilbøjeligheder og Vilje kom til at gribe dybt ind i hans og dermed i Danmarks Skæbne. Sophie
Amalie bragte med sig en livsglad Lyst til Festligheder og Fornøjelser, der til sine Tider kunde bevirke en
Afbrydelse af Kongens Regeringsvirksomhed, men ved Siden deraf et bestemt Initiativ og en lidenskabelig,
hadefuld Ærgjerrighed, forenet med det brunsvigske [braunschweig'ske] Fyrstehuses dynastiske og enevældige
Tendenser.
F.s Ungdom havde fjærnet ham fra Forholdene i Danmark og givet ham væsentlig tyske Omgivelser. Til nogen
Spænding med den danske Adel havde der dog hidtil ikke været Anledning. En saadan kom først med Christian
IV's sidste Krig. I Marts 1644 udnævnte Kongen ham til Generalissimus og Præsident for det Krigsraad, der
skulde oprettes i Glückstadt. De meget vanskelige Forhold tjene som Undskyldning for, at F. ikke i disse
Egenskaber vandt Lavrbær; han formaaede hverken at bringe Hæren i god Orden eller lægge videre Hindringer i
Vejen for Fjenden. Til en større aktiv Optræden gik han først over i Slutningen af Dec. 1644, da den svenske
Oberst Wrangel havde vovet sig gjennem Hertugdømmerne til Nørrejylland. I Dec. bevægede F. sig med sin Hær
langsomt mod Nord og forenede sig med Rigsmarsken Anders Bille ved Kolding; her kom det imidlertid til en
alvorlig Uoverensstemmelse mellem de to Hærførere [...]. Imod Anders Billes Raad rykkede F. ikke nord paa mod
Wrangel, men vendte sig mod Ribe og stormede 30. Dec. det af Svenskerne besatte Riberhus. Efter modtagen
Ordre fra Kongen rykkede han umiddelbart derpaa tilbage til Kolding og forenede sig atter med Rigsmarsken;
455/484