Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Understøttelse fra Kongernes Side. Frederik den Fjerde lignede ikke Ludvig den
Fjortende i dennes Forhold til Literaturen; han havde ikke stort andet af ham
end de mange officielle Elskerinder, kun at han, som mere borgerlig anlagt,
plejede at ægte dem til venstre Haand. Grevinderne Velo, Viereck, Schindel og
Anna Sophie var hans Montespan, La Vallière, Fontanges og Maintenon. Han
havde som Personlighed noget af Frederik den Syvendes Væsen, var afholdt og
mødte Overbærenhed som han. I Christian den Sjettes Tidsalder, som fulgte,
var Vilkaarene endnu ugunstigere for Literaturen; strænge Sæder var det
offenlige Løsen; Hoffet afsluttede sig fra Folket; Kongen arbejdede, sparede,
byggede og bad. Efter Hof- og Embedskresenes regelløse, men livlige
Fysiognomi under Frederik den Fjerde var den fuldstændige Fysiognomiløshed
indtraadt; Psalmedigtningen blomstrede, Underholdningsliteraturen trængtes
tilbage, Holberg maatte som Digter forstumme. Da det endelig 75 med Frederik
den Femtes Tronbestigelse paany klarede op for ham, var han en gammel
Mand. Og dog kom han selv nu ikke Kongen nærmere. Medens det
forskønnende Sagn for at illustrere Ludvig den Fjortendes Velvilje mod Molière
lod ham spise til Middag sammen med Digteren alene, formente Frederik den
Femte, den med saa store Forventninger hilsede oplyste Monark, som bekendt
den alderstegne Holberg at spise ved samme Bord som han ved selve den
Fest, der gaves Kongen i Anledning af det soranske Akademis Oprettelse for
Holbergs Penge 76 .
Men ikke desmindre: Holberg støtter sig til Kongehus og Hof. Det var kun ved
Hjælp af meget højtstaaende Mænd, det lykkedes at faa den danske Skueplads
oprettet. Det skyldtes en Mand, hvis Kærlighed til Sproget og Literaturen
forholdsvis hurtigt fik ham til at opgive sin Uvilje mod Holberg, Frederik
Rostgaard 77 , Præsident for det danske Kancelli, gift med en uægte Datter af
Grev Konrad Reventlow, den — indtil 1721 — illegitime Dronnings Fader, og
Ulrich v. Holstein, Storkansler og Universitetspatron, gift med den samme
Dronnings Halvsøster. Holberg siger det selv, at det var nogle af »de
fornemste Mænd her af Staden«, at det var »endog Folk af første Rang, som
det ingen let Sag var at vise Haardnakkethed imod«, der opfordrede ham til at
skrive Komedier og støttede ham i hans Bestræbelser for at skabe et dansk
Teater. Deres Bifald ønskede han sig, ikke de Lærdes; de havde den moralske
og sproglige Politur, som fattedes hans Kaldsfæller.
Her falder et nyt Lys paa det Holbergske Had til Pedanter, dette Had, der er
saa paafaldende, at Franskmanden Legrelle, den af alle Fremmede som vel
kender Holberg nøjest, ikke har kunnet tro det følt, men har antaget Krigen
mod Pedanteriet i Komedierne for pur Efterabelse af Molière. Han fremhæver,
at det altid er Pedanteriet, som under de forskelligste Former for Holberg
betegner Højdepunktet af det Latterlige. Han indrømmer, at det i hine Dage
var epidemisk i Kjøbenhavn som det et Aarhundrede forud havde været i
75 'Endelig' betyder 'sluttelig', 'til sidst' eller tilsvarende.
76 Hvad der ligger i denne historie er jeg ikke helt klar over, men vil undersøge det nærmere
ved lejlighed. Se i øvrigt Julius Paludan om dette emne s. 176. Der var et arrangement på
Sorø i forbindelse med Kongens besøg. Måske var der en særlig soupér for Kongen og hans
gehejmekonseil i ét rum, og et samtidigt arrangement for Akademiet i et andet?
77 Se biografisk artikel s. 237.
73