Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Wiedewelt, Johannes, 1731—1802, Billedhugger
Af Sigurd Müller
Johannes Wiedewelt var født i Kjøbenhavn 1. Juli 1731 og Søn af [...] Just W. [Billedhugger, indvandret fra
Tyskland]. Faderen maa tidlig have faaet Øje for sin Søns kunstneriske Begavelse, thi allerede som Dreng blev
W. sat i Lære hos den italiensk-fødte Historiemaler Miani. Da denne imidlertid forlod Kjøbenhavn 1745, tog Just
W. sig selv af Sønnens videre Uddannelse samtidig med, at han lod ham besøge det ældre Kunstakademi, hvor
W. rimeligvis har tegnet og modelleret under Petzold. Tidlig er han dog begyndt at arbejde paa egen Haand og
har naaet Resultater, der maa have vakt en vis Opmærksomhed; saa meget vides i alt Fald, at den unge
Kunstner allerede i Foraaret 1750 havde modelleret og faaet støbt i Tin to smaa Buster, forestillende Kong
Frederik V og Dronning Louise, og at disse Arbejder bleve overrakte de høje Herskaber og betalte med 120 Daler.
Stort mere end denne Sum har W. næppe haft til Raadighed, da han et Par Maaneder senere gav sig ud paa en
større Studierejse. Over Hamborg drog han til Rouen og naaede i Begyndelsen af Avgust Paris, hvor han ikke
længe efter havde det Held at gjøre Bekjendtskab med den danske Legationssekretær ved det franske Hof,
Justitsraad Wasserschlebe. Denne blev ham en værdifuld Støtte, i det han først skaffede sin unge Landsmand
Optagelse i den ansete Billedhugger G. Coustou den yngres Atelier og senere formaaede Kong Frederik til at yde
ham en aarlig Understøttelse, foreløbig paa 2 Aar og paa 200 Rigsdaler d. K. aarlig; senere blev Summen forhøjet
til det dobbelte. Hos Coustou indtog W. en Stilling dels som Elev, dels som Medhjælper, og var i den sidste
Egenskab højt skattet af Mesteren, hvem han stod bi med Marmorhugningen; det viste sig ogsaa, da W. udtalte
sit Ønske om at rejse til Italien, at Coustou søgte at holde ham tilbage ved at forestille ham, at han, om han blev i
Paris, ved hvis Akademi han havde vundet en Sølvmedaille, endnu et Aar (hele Aaret 1754), vilde kunne gjøre sig
Haab om at opnaa Akademiets store Rejsestipendium. Hertil synes W. imidlertid kun at have fæstet ringe Lid, og
tilmed stod det ham vistnok klart, at han i det franske Atelier ikke lærte andet godt end at hugge i Marmor. Han
skilte sig da fra Coustou, studerede endnu en kort Tid paa egen Haand i Paris og begav sig saa, i Maj 1754, over
Lyon, Marseille og Civitavecchia til Rom. Fra Wasserschlebe havde W. Anbefalingsbreve med til Direktøren for
det franske Akademi i Rom, Professor Natoire, der tog venlig imod ham, og gjennem hvem han blev kjendt med
adskillige andre franske Kunstnere; til hans Omgangskreds kom ogsaa andre fremmede Mestre til at høre,
Saaledes Tyskeren Rafael Mengs og Italieneren Pompeo Battoni. Af ganske særlig Betydning for ham blev dog
fremfor alt det nære Venskabsforhold, hvori han kom til at staa til den fremragende tyske Arkæolog og
Kunstgransker Winckelmann, Grundlæggeren af den nyere Tids Antikstudium. Sammen studerede Winckelmann
og W. hvad der paa den Tid fandtes i Rom af Oldtidens Billedhuggerarbejder, og den store lærde vejledede sin
unge Ven til deres rigtige Forstaaelse, opmuntrede ham til at tegne saa meget som muligt efter dem og har sikkert
ikke forsømt nogen Lejlighed til at indskærpe ham den Grundsætning, som W. senere hævdede i sit lille Skrift
»Tanker om Smagen udi Kunsterne i Almindelighed«, at den fremadstræbende Kunstner gjør stor Uret mod sig
selv og mod sit Kald, dersom han giver sig til at arbejde efter Naturen, før han grundig har studeret Antikken og
tilegnet sig dens Aand og Stil. Winckelmanns Indflydelse paa W. har saaledes ingenlunde helt igjennem været af
det gode. Mere end tvivlsomt er det dog, om W. i de Aar, han levede i Rom, uden sin Vens Hjælp overhovedet
havde faaet Øjnene op for den oldgræske Plastiks Fortrin for den nyete franske og mægtet at iværksætte de
agtværdige Forsøg, han senere i sine bedste Værker gjorde paa at komme ud over den Barokstil, der raadede i
Coustous Værksted.
W. blev i Italien til 1758, da Akademiets Præses gav ham Tilhold om at vende hjem; største Delen af de 4 Aar
tilbragte han i Rom, men fik dog Tid til at gjøre en Udflugt til Neapel, Pompeji, Herculanum og Portici, i hvilken
sidste By han viede de to Rytterstatuer af M. Nonius Balbus en ikke ringere Hyldest end den, han i Rom havde
ladet blive sine Yndlingsskulpturer, Apollon i Belvedere, Laokoonsgruppen og Niobegruppen, til Del. 1. Juli i det
nævnte Aar tog han i Rom Afsked med Vennerne og gav sig i Følge med Maleren Mandelberg paa Hjemrejsen.
Denne gik over Siena og Florents, hvor Vennerne tilbragte 16 Dage og flittig besøgte Kunstsamlingerne; W. har
selv i sine Optegnelser og Breve udtalt sig om Indtrykkene, han modtog i disse og i Kirkerne, og det er med noget
blandede Følelser, man erfarer, i hvilken Retning hans Smag gik; af Malerierne synes et Værk af den ret
ubetydelige Eklektiker Trevisani at have gjort det stærkeste Indtryk paa ham, medens det om Michelangelos
Monumenter i Kapellet ved S. Lorenzo (Medicigravene) hedder, at de ere »schlechter, als man sich einbilden
sollte«. I Pisa saa han Freskerne i Campo santo, »so aber nicht viel taugen«, i Padua interessere
Billedhuggerarbejderne, deriblandt Donatellos berømte Rytterstatue, ham ikke, »ist nicht sonderlich«. Rejsen førte
ham for øvrigt over Venedig gjennem Tyrol og Tyskland; til Kjøbenhavn kom han 6. Okt. 1758.
Hvad W. havde hjemsendt fra Rom var ikke meget; foruden en Del Tegninger og Kopier efter Antikken nævnes
kun et Relief, der kom til Akademiet i sønderbrudt Tilstand, og hvis Æmne nu ikke kjendes. At man imidlertid i de
raadende Kredse allerede regnede ham for en betydelig Kraft, fremgaar af Begivenhedernes Gang: næppe et
halvt Aar efter sin Hjemkomst blev han optagen som Medlem af det nyorganiserede Kunstakademi, og samtidig
fik han Udnævnelse til kongl. Hof billedhugger med frit Atelier i Materialgaarden ved Frederiksholms Kanal. Og
Bestillingerne lod ikke vente paa sig; først blev det ham paalagt at udføre et Monument over Christian VI — det
var færdigt i Marmor 1770 og bestaar af en mægtig, med allegoriske Relieffer prydet Sarkofag, ved hvis
Endestykker 2 kvindelige Figurer, »Sorgen« og »Berømmelsen« ere anbragte; det hele er samlet med ikke ringe
440/484