Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Wessel, Ole Christopher, 1744—94, Generalavditør
Af L. Daae
Ole Christopher Wessel var Digteren J. H. Wessels yngre Broder, født i Vestby 12. Jan. 1744, og gik som denne i
Christianias [Kristiania]s den Gang fortrinlige Kathedralskole. Allerede i Studenteraarene viste det sig, at hans,
ligesom Broderen Caspars, Begavelse og Anlæg gik i en ganske anden Retning end Digterens, ligesom ogsaa
hans Livsbane blev højst forskjellig fra dennes. W. synes at have staaet uden for »det norske Selskabs« Kreds,
han lagde sig efter trigonometrisk Landmaaling under Thomas Bugge og har omkring 1768 opmaalt og kortlagt en
stor Del af de danske Øer og det paa en Maade, der fandt »almindelig Approbation« (Molbech, Videnskabernes
Selskabs Historie S. 81 ff.). Derhos studerede han Lovkyndighed, og det tør være denne Broder, hvem Digteren
for Spøg karakteriserede saaledes: »Han tegner Landkort og læser Loven, han er saa flittig, som jeg er
doven!« [»Han« er også blevet opfattet som Caspar Wessel] 4. Maj 1770 tog han den juridiske Embedsexamen
og avancerede saa hurtig fra det ene Embede til det andet. Han blev nemlig 7. Dec. 1771 udnævnt til Assessor i
den kort i Forvejen oprettede Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn. Her fra gik han over i Højesteret 3. April 1775 og
blev samtidig virkelig Justitsraad. Men allerede 27. Nov. 1776 udnævntes han til Generalavditør i Norge og
senere til 2. Deputeret i det kongl. Generalitets- og Kommissariatskollegium i Christiania [Kristiania]. Han led i sin
sidste Tid af Sygelighed og tog Afsked fra sine Embeder 25. April 1794. Inden Aarets Udgang døde han, nylig
hjemkommen fra en Baderejse til Pyrmont, 26. Dec.
Wessel nød stor Anseelse som Embedsmand og var en af Norges den Gang mest fremtrædende Mænd.
Gjentagne Gange benyttedes han i vigtige Kommissioner. I 1785 var han Medlem af den »Generalkommission« i
Christiania [Kristiania], som skulde udlægge Gaarde af det beneficerede Gods til Embedsgaarde for Officerer, og
kom herved til i et Lejlighedsskrift (1788) at optræde mod Legangers [...] Protest imod dette Godses Anvendelse i
det nævnte Øjemed. Denne W.s Piece er ret mærkelig, da Forfatteren med stor Frimodighed udtalte
Ønskeligheden af »et øverste Kollegium i Norge selv, med Ret ej alene til Regeringens, men ogsaa Nationens
Fortrolighed« og i ret stærke Udtryk talte om, at Norge var »miskjendt«. I 1788 var han Medlem af det »Feltkommissariat«,
som fulgte med de norske Tropper, der rykkede ind i Baahus Len [Bohuslen] under Carl af
Hessen, 1789 af Kommissionen angaaende en ny Landmilitsforordning for Norge. Hans Forestillinger i denne
Anledning bleve efter hans Død trykte i »Minerva«. For Oprettelsen af et norsk Universitet var han en ivrig
Talsmand og udsatte af egne Midler Præmier for Skrifter om denne Sag. Hans tidlige Bortgang vakte Sorg i
Landet. Medens hans Broder Digteren begravedes i største Stilhed, fejredes O. C. W.s Minde ved store
Festligheder i Christiania [Kristiania], hans Ven Jonas Rein besang ham, og N. Treschow indbød til
Højtideligheden ved Program paa Latin og Dansk. Enken rejste ham et prægtigt Monument i Skjeberg Kirke.
Han var 2 Gange gift. Hans første Hustru var Helene Barcklay, Datter af Avktionsdirektør B. i Christiania
[Kristiania]. Under W.s Fraværelse paa Toget i Baahus Len indlod Fruen sig i en Liaison med Justitiarius Enevold
de Falsen [...], der medførte hendes Skilsmisse fra W. (hun døde 19. April 1826 i Danmark efter et ulykkeligt
Ægteskab med en Lieutenant Lous). I 1791 blev W. gift med den bekjendte Fru Maren Holter, f. Juel, en i alle
Henseender udmærket Dame, der efter sin første Mands, Zahlkasserer Holters [...], Død sad inde med en af
Norges allerbetydeligste Formuer og besad store Ejendomme, navnlig Hafslund og Borregaard. Hun ægtede efter
W.s Død Statsraad M. G. Rosenkrantz og døde 1815. Begge W.s Ægteskaber vare barnløse.
Til: Indholdsfortegnelsen
439/484