Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

under Ludvig den Fjortende bliver Enevælde efter at have knækket Rigets Adel
og draget den fra dens Godser til Hoffet, eller som i England under Karl den
Anden genindføres efter Overvindelsen af en Republik. Denne Aandsform
udgaar fra Frankrig og bliver Europas Mønster samtidigt med, at den franske
Kongemagt bliver Mønster for Europa.
Som Kunstform er den oprindeligt et Produkt af Digterens Forhold til det nye
Publikum, som dannes af en Hofadel, der er velopdragen og ørkesløs, og der
kaster sig over den Sysselsættelse at samtale, da den ingen anden
Sysselsættelse har. De Mænd og Kvinder, der — hvad Stand de end ved
Fødselen tilhører — har modtaget Hofdannelsen, finder en hidtil ukendt
Fornøjelse i at samtale, idet de nyder deres eget og de Andres Herredømme
over det saa nyligt endnu stive og upolerede Sprog. De underholder sig med
Smag og Lethed om alle de alvorlige eller skemtefulde Æmner, der kan
interessere Mænd og Kvinder af det gode Selskab, som ingen Fagkundskaber
har. Det bliver Opgaven for den, som er Fagmand, at meddele sine Tanker og
sin Viden uden at afskrække ved aandløse Enkeltheder eller for den fine
Verden uforstaaelige Kunstudtryk. Hofdannelsen ser ned paa
Universitetsdannelsen med den dybeste Foragt. Det er betegnende, at Tidens
alsidigste Lærde og maaske mest typiske Tænker Leibniz (1646—1716), der
havde fuldendt sin Dannelse, saavel den literære som den videnskabelige, ved
Hofferne og i Paris, hvilken By han lovprisende benævner »Galanteriets
Hovedstad«, ofte taler med ufordulgt Ringeagt om Universiteterne; han tænker
for højt om sig selv og sin Opgave til at kunne nøjes med en Professors
Stilling. Han kalder Universiteterne munkeagtige Anstalter, der sysler med
tomme Griller, og undrer sig over, at ansete Mænd, naar de optræder som
Skribenter, hellere vil aflægge Prøver paa deres Lærdom end paa deres
Erfaring og Dømmekraft. Hofferne var hans Tilholdssteder; han ønskede oftere,
skønt forgæves, ud fra dem at foretage en Universitetsreform; han søgte ved
Hjælp af sine fornemme Forbindelser at grunde Videnskabsakademier efter
Forbilledet af det franske baade i Berlin og Wien og Petersburg; saa fjærnt stod
han, skønt tysk, den tyske Professorverden, at han hverken i sine Skrifter
indlod sig med den eller rettede sine Skrifter til den, men til filosofiske
Dronninger og Fyrster.
Fra nu af er da ikke mere den Højlærde (som Scaliger f. Eks.) den afgørende
Dommer over hvad der er rigtigt eller smukt eller smagfuldt, men Hoffets
Smag er afgørende; det kommer an paa, hvad Manden med Livserfaring og
Verdensdannelse mener, »den honette Mand«, som man siger i Frankrig,
»smukke Folks Barn«, som Holberg vilde sige. Clitandre eller Philinte hos
Molière, Leonard hos Holberg er den fornuftige Dommer, der fortrænger
»Pedanten«, Dyrkeren af det lærde Særstudium, som Klassicismen ser ned
paa.
Ogsaa i Danmark staar den klassiske Aandsretnings Triumf med Holberg i
Sammenhæng med Oprettelsen af det enevældige Kongedømme. Hans hele
Virksomhed kan, som det oftere, men i en anden Forbindelse er blevet
bemærket, betragtes som »et af de Fænomener, der er fremgaaede af
Suverænitetens Indførelse«. Kun at den stakkels store Skribent savnede al
72