Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Ligegyldig og uden Initiativ som W. efter sin egen bekjendte Gravskrift var, ydede han aldrig mere noget, som
svarede til denne Debut. Som Rouget de l'Isle vaagnede han en Morgen og var berømt; han leverede sit bedste
strax og var udtømt med det samme. Norske Selskabs Præmier fremkaldte, til Dels efter engelske Forbilleder,
hans to alvorlige Digte »Nøjsomhed« og »Ode til Søvnen«, af hvilke især det sidste er naturlig følt og let
versificeret uden dog i nogen udmærket Grad at hæve sig over Tidens sædvanlige Reflexionslyrik. Hans Lystspil i
holbergsk Stil »Lykken bedre end Forstanden«, 1776, er lige saa ubehændigt og skjødesløst i sit Anlæg som
mange holbergske Stykker, men savner ganske Holbergs Vid og viser os, at den store Verskunstner ikke var
mindre stiv og tung i sit Prosasprog end de fleste af hans samtidige. Samme Aar ramtes W. af en langvarig og
haard Fistelsygdom i den ene Kind, der ganske synes at have berøvet ham Livsmodet og gjort ham yderligere
tilbøjelig til at søge Forglemmelse i Drik og uregelmæssig Levemaade, saa at han endog ofte led ligefrem Nød. Et
Lyspunkt var det, da Theaterdirektør Warnstedt 1779 skaffede ham en tarvelig lønnet Bestilling som
Theateroversætter, der dog ikke bragte ham ud af hans trykkende Forhold, især da han 10. Maj næste Aar
ægtede en ikke ganske ung norsk Pige, Anna Cathrine Bukier (død 1812), Datter af Justitsraad, Krigsbogholder
Thomas B. Ved dette Ægteskab har W. vel nærmest tænkt at sikre sig en Sygeplejerske, og skjønt hans faa
Udtalelser til og om sin Hustru ikke bekræfte Traditionen om hans ulykkelige huslige Forhold, formaaede
Hustruen dog ikke at knytte ham til Hjemmet eller overvinde hans uheldige Tilbøjeligheder, selv ikke efter at hun
1781 havde født ham en Søn. Hans tidligere saa sorgløse Sind blev stadig tungere, og selv om han kunde tø op i
et muntert Lag, svandt Haabet om at se nye Frugter af hans Lune mere og mere. Det var tydelig nok ogsaa mere
ydre end indre Trang, der i 1784 foranledigede Udgivelsen af hans Ugeblad »Votre serviteur otiosis«, der baade
ved sin Form og sit Indhold, som var laant af almenbekjendte Anekdotesamlinger og sat paa tarvelige Vers,
noksom røbede sin Tilblivelse »in vita Minerva« og under almindelig Skuffelse ophørte efter et Aars Tids Forløb.
Endnu ringere og næsten barnagtig baade i Plan og Udførelse er den uopførte og af W. selv ikke vedkjendte
fantastiske Komedie »Anno 7603« fra 1785, en Satire paa Kvindeemancipation, ikke uden Mindelser om Holbergs
Niels Klim. S. A. hilste han, beskeden og uselvisk som altid, i et Rimbrev Baggesen som den opgaaende Sol. W.
døde efter et kort Sygeleje af Nervefeber 29. Dec. 1785, kun 43 Aar gammel, og uden at hans Bortgang vakte
stor Opmærksomhed. Hans Venner tog sig af hans Søn uden Hensyn til Enken, bl.a. ved at faa arrangeret en
Mindefest paa Theatret, og Baggesen gjengjældte senere hans Hyldest ved de bekjendte, for Resten ofte
varierede Linjer under hans Portræt:
Graad smelted hen i Smil, naar Wessels Lune bød,
og Glædens Smil forsvandt i Taarer ved hans Død.
W. var en godmodig, naiv Improvisator, hvis rige Lune traadte frem i Indfatning af en glimrende Sprogkunst og en
sikker poetisk Takt, der f. Ex. i »Kjærlighed uden Strømper« midt i den vildeste Karikatur altid bevarer sin
Overlegenhed over Stoffet, aldrig lader sig rive med af det. Men Arbejde, Studium, Udvikling er der hos ham ikke
Tale om; alt maatte komme ligesom af sig selv, halvt ubevidst, født af øjeblikkelig Indskydelse som hans
Impromptuer (»Hestehandleren«, »Jfr. Biehls Smørrebrødsselskab«, »Gravskrifterne«), der imidlertid i Runding
og Pointe ikke staa over den aandsbeslægtede Ambr. Stubs, — eller dog udarbejdet uden Møje eller Reflexion, i
ét Aandedræt, som »Kjærlighed uden Strømper«, der blev til paa nogle faa Uger. Han stod fuldt færdig som
Digter allerede i sit første Forsøg, og næsten hele hans i Omfang vistnok ringe, men desto lødigere Produktion
falder i A arene 1772—75. Senere fremkom kun nogle smaa Perler af komisk Fortællekunst som »Gaffelen«,
»Herremanden«, »Hundemordet«, »Smedden og Bageren«, og i »Votre serviteur« spores kun hist og her hans
ejendommelige Humor med dens Sidespring og overraskende Pointer, især i den saa uventet tilknyttede Moral,
der spotter Samtidens moraliserende Hang. Ikke mindst mærkelig er W.s medfødte Overlegenhed og Originalitet i
Versbehandlingen. Under hans Haand taber Alexandrineren ganske det ensformig klaprende Præg, som hidtil
skæmmede dens Overførelse paa de germanske Sprog, og tumler sig med en Frihed og Lethed, der ikke giver
Franskmændenes noget efter og f. Ex. i »Kiærlighed uden Strømper« i en ukjendt Grad nærmer sig til naturligt
Talesprog. Siden uddannede han i sine komiske Fortællinger, nærmest efter Lafontaine, et aldeles frit jambisk
Vers, der i sin uregelmæssige Vexlen fra 1 til 6 Fødder lunefuldt snor og bøjer sig efter Fortællingens Gang, og
som Baggesen senere optog og tillempede i sine Rimbreve.
I dansk Digtning danner W. Overgangsleddet mellem Holberg og Baggesen. Den første overgik han langt i formel
Lethed, og han veg ikke for ham i komisk Naturbegavelse; snarere sprudlede W.s Vid endnu mere umiddelbart
frem, og ingen enkelt af Holbergs Komedier staar maaske fuldt paa Højde med »Kiærlighed uden Strømper«. En
anden Sag er det, at Holbergs mere omfattende Aand gjennem et langt Livs Arbejde satte ganske anderledes
dybe Spor i Litteraturen. Baggesen var lige saa urolig virksom, som W. var doven, men fik dog lige saa lidt som
han noget fuldt og helt ud af sine Evner og sit Arbejde. I Vid som i overlegen Form- og Sprogsans ligne de
hinanden; men Baggesens Vittighed er gjærne bevidst og villet, hvor W.s er rent umiddelbar, og hans
[Baggesens] sproglige Færdighed løber ofte løbsk med ham i kunstlede og uklare Perioder, medens W. netop
udmærker sig ved den fuldkomneste og mest usøgte Naturlighed i Tanke og Udtryk. Det var denne Naturlighed,
der gjorde ham til en Fjende baade af fransk Rhetorik og af Klopstocks »hastemte Toner«; men paa Grund af
Digterens noble og fredsommelige Karakter blev hans Opposition, f. Ex. over for Ewald, aldrig personlig og ubillig
som nogle af hans Venners.
437/484