Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Wessel, Johan Herman, 1742—85, Digter
Af Julius Paludan
Johan Herman Wessel, Broder til ovennævnte Mathematiker Caspar W. (f 1818), var født i Jonsrud Kapellanbolig
6. Okt. 1742 som det fjerde af 13 Børn og blev efter privat Forberedelse optagen i Christiania [Kristiania]
Kathedralskole, hvorfra han dimitteredes 1761. I Kjøbenhavn erhvervede han gode Kundskaber i nyere Sprog,
især Fransk og Engelsk, men fik aldrig nogen Embedsexamen. Hans Helbred var svageligt og hans Energi for
ringe til at overvinde Lysten til et mageligt og muntert Liv, der lod hver Dag have sin Plage. Derfor afsatte hans
eminente komiske Begavelse og formelle Sans kun spredte og tilfældige Frugter; han levede kummerlig fra
Haanden og i Munden af Sprogundervisning, tilbragte sin rigelige Fritid i lystigt Samkvem med begavede unge
Landsmænd og strøede sit Vids og sit Lunes Gnister om sig i halv improviserede Indfald uden at samle sig til
alvorligt poetisk Arbejde.
Det er bekjendt, hvorledes de vaagnende nationale Modsætninger og den spirende Interesse for Theater,
Litteratur og Kritik i sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede fremkaldte et stærkt pulserende offentligt Liv i mindre
Kredse, paa Kaffehuse og Vinstuer og i der fra udgaaende litterære Selskaber, der øvede sig i at tumle med
Dagens Spørgsmaal i Visens, Satirens og Vittighedens Form. Fremmest blandt disse staar »det norske Selskab«
paa Md. Juels Kaffehus i Sværtegade, Samlingsstedet for de i Kjøbenhavn temmelig hjemløse studerende
Nordmænd, de kvikkeste Hoveder blandt Datidens Ungdom. Her havde W. sit Tilhold; uden at indtage nogen
officiel Førerstilling blev han ved sin overlegne Begavelse og fordringsløse Elskværdighed Sjælen i Selskabet, og
her fik han Impulserne til sine betydeligste Arbejder.
Selskabet stiftedes i Foraaret 1772 som Modvægt mod den danske Kritik af Joh. Nordal Bruns Sørgespil
»Zarine«, hvori Nordmændene saa et Udslag af national Skinsyge. Det er da et paafaldende Bevis paa W.s
selvstændige og sikre Smag saa vel som paa Selskabets Fordomsfrihed, at hans berømte Indlæg i denne Strid
(der vistnok var skrevet før Selskabets Konstitution, men udgivet paa Vennernes Foranledning), snarest gik i
modsat Retning, imod den af Nordmændene Bredal og Brun indførte fransk-italienske Synge- og Sørgespilstil paa
Theatret. Vistnok var W. selv næppe klar over sin Satires Rækkevidde, om han end ogsaa hos sine egne
Landsmænd kunde se den Opstyltethed, som ellers var den norske Natur saa meget imod, f. Ex. hos Ewald. Men
da han skrev »Kjærlighed uden Strømper«, tilsigtede han kun at frembringe en spøgende Bagatel, et Udslag af
den godmodige indbyrdes Persiflage, som siden trivedes saa frit inden for Norske Selskab. Han havde endnu
intet offentliggjort og havde heller ingen Tanke om at bringe dette Stykke offentlig frem. Det var kun hans Venners
Overtalelser, der formaaede den beskedne og indolente Digter hertil, uden at nogen af Parterne gjorde sig nogen
Forestilling om den uhørte Lykke, dette »komiske Sørgespil« skulde gjøre ved Udgivelsen (uden Forfatternavn)
1772 og især ved Opførelsen i næste Foraar. Den dramatiske Parodi, som hos os 50 Aar tidligere i Holbergs
»Ulysses v. Ithacia« havde vendt sig mod den middelalderlige Formløshed, Haupt- und Staatsactionen, rettedes
her med maaske endnu større komisk Genialitet mod den tomme Form, den fransk-klassiske Smags Udartning,
som Holberg allerede, men uden Held, havde villet ramme i »Melampe«. W. tog den paa Kornet: Indholdets
Frivolitet (de stjaalne Strømper) og den rhetorisk sententiøse Diktion; den indtil Kjedsommelighed fladtraadte
Konflikt mellem Pligt og Kiærlighed; det udvortes opfattede Æresbegreb (hellere Tyv end strømpeløs Brudgom);
de konventionelle Regler, Enhederne (»Du bliver aldrig gift, hvis ej i Dag det sker!«), de ørkesløst paaklistrede
»fortrolige«, det tragiske Anelses-, Drømme- og Selvmordsapparat, — alt er benyttet med den virkningsfuldeste
Komik, fra Fyrsters og Heroers Sfære draget ned i den platteste Hverdagslighed, der yderligere understreges ved
Personernes naive Reflexion over deres egne Helteroller, og indrammet i de højtidelige Alexandrinere, som aldrig
rigtig kom sig efter dette Stød. Og ikke mindre end Tragedien parodieres det den Gang saa yndede heroiske
Syngespil, der behandlede beslægtede Æmner i en mekanisk Afvexling af Recitativ og Arie, hvor Personerne
skildrede deres Sindsaffekter billedlig (»Naar Dig nogen Karper byder«, »Paa mit Hjærtes Skorsten brænder«) og
i en affekteret italiensk Sangstil, som Komponisten Scalabrini fremhævede ved sin kunstlede Musik, og som
Skuespillerne med Held efterlignede ved Opførelsen.
Det gik med W. som med Holberg, at hans Genialitet og komiske Kraft førte langt videre, end han selv tilsigtede,
og skabte en Parodi, der staar paa Højde med Verdenslitteraturens ypperste, som Don Quixote, fordi den ikke
blot rammer et enkelt Værk eller en enkelt Digter, men en hel Tidsalders falske Smag. Dette ses bl.a. ved
Sammenligning med Hertugen af Buckinghams »The Rehearsal« (»Komedieprøven«) 1671, en dramatisk Satire
mod Popes og Drydens franske Smag, hvorfra W. maaske nok har laant Motiv, men som i Betydning og
Gjennemførelse staar langt under »Kjærlighed uden Strømper«. Derfor har Stykket ogsaa bevaret sit
selvstændige Værd længe efter, at Parodien har mistet sin Gjenstand. Dette skete naturligvis ikke paa én Gang;
de parodierede Stykker stod endnu en Tid lang paa Repertoiret sammen med »Kjærlighed uden Strømper«, og
Samtiden fattede lige saa lidt som Forfatteren denne litterære Bedrifts fulde Betydning. Alle lod sig rive med, af
Stykkets umiddelbare Vittighed, medens de, der deri anede et Angreb paa Tragedien som Genre, Tode, Baden,
Wadum, nærmest misbilligede denne Tendens. Men i Virkeligheden havde W. hos os givet Dødsstødet til en hel
Aands- og Poesiretning, der havde sin Berettigelse paa sin egen hjemlige Jordbund, men overført paa fremmed
maatte blive rodløs og unaturlig.
436/484