Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Lige saa forældet er hans Bestræbelse for at pynte sin poetiske Prosa op med uvedkommende Lærdom, der
allerede anmeldes i de sidelange, søgte og skruede Titler som »Poetisk Skueplads, aabnet paa det saa kongelige
som kostelige Christiansborgs Slotsplads, forestillende i tre Scenes de kongl. danske Residenceslotte, saa
mange af Historien og Antikviteten har været at opspore, med udførlige historiske Anmærkninger« osv., 1741. Til
en yderst nøjagtig og kjedsommelig rimet Opregning af alle de Steder i Danmark, hvor Konger fra Arilds Tid have
eller kunne have resideret, knyttes her en Vrimmel af heterogene Prosanoter, der i de vilkaarligste Tankespring
udkramme alt, hvad der i Øjeblikket farer Forfatteren gjennem Hovedet, latinske og danske Vers, historiske
Anekdoter og brogede Citater fra W.s spredte Læsning.
Af lignende Art, men kortere, er »Det afgudiske Lejre og kristelige Lethraborg« 1747, og »Forandrings Skueplads
paa Amalienborgs Lueplads« 1754, W.s sidste Digtning, skreven i Anledning af Indvielsen af Grev Moltkes Palais
og Frederik V's Nybebyggelse af Stadsdelen omkring Amalienborg efter den store Brand, der i 1689 havde
fortæret Operahuset og Slottet. I disse Digte blander plat Smiger for Familierne Holstein og Moltke sig med den
vamle Kongerøgelse, W. idelig afbrænder, lige overdreven og smagløs enten det gjælder Frederik V eller
Christian VI,
Verdens Under, Nordens Ære,
purpurværdigste Monark!
Hele Beskrivelsen af Christiansborg i »Poetisk Skueplads« er én fortløbende Panegyrik over denne Konge, og i
Skriftet om Bogtrykkerkunsten kaldes han:
Optronede Christian! fra Himlen til Jorden
nedtrinet, at styre de Snemænd i Norden!
. . . . . . . . . .
Livsaligste Sextal, som lod Sexer alle
med mildeste Øjne i Skjødet os falde,
. . . . . . . . . .
Du Kronen for Verdens guldkronede Sexer,
vi kysse dit Purpur og gjør Circumflexer!
Det var imidlertid netop denne hastemte Loyalitet, der faldt i god Jord og henledte allerhøjeste Opmærksomhed
paa Digteren. Hans humoristiske Aare, som i sin Blanding med det højtidelige falder ud til ren Barokstil, kommer
heldigere frem i de rimede Ansøgninger, som W. for en Del skyldte sit Ry og sin Fremgang:
Kingo Biskop, Bording Lektor,
Nordrup Præst og Falster Rektor,
Kyhn tillige Præst og Degn,
Schandrup blev en Herredsfoged,
hver Poet er bleven noget, ingen bleven er forlegn.
Med flere Syndere jeg underdanigst holder
om Tolderembed an hos Deres Majestæt.
. . . . . . . . . .
Jeg søgte Toldbod sidst, nu søger jeg Katheder;
hvad gjælder, det om mig hos Majestæten hedder:
Er ikke den Poet en underlig Krabat?
Snart vil han Tolderi og snart Professorat!
Hovedmassen af W.s Digte er dog de bestilte Bryllups- og Begravelsesvers i det 17. Aarhundredes Stil og i det
gamle alexandrinske eller jambiske Trav. Nogle har han selv udgivet som »Liden Samling af udvalgte Vers« 1743;
mange flere ere bevarede i Enkelttryk, ofte, »efter Begjæring paa ny oplagte«, et Bevis for, at de trods deres
efemere Præg have slaaet an og endog vakt Polemik, f. Ex. ved spøgende Angreb paa de kjøbenhavnske Piger, i
Aarene mellem 1741—44 stiger deres Tal til nogle og fyrre. W. spøger selv uforbeholdent med denne
Fabriksproduktion og søger at variere den ved indflettede Anekdoter, branderagtige Allusioner til Parternes Navne
eller private Forhold og de traditionelle Hentydninger til eventuel Barselfærd. Bryllupper give ham Anledning til at
431/484