Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Wadskiær, Christian Frederik, 1712—79, Poet og Professor
Af Julius Paludan
Christian Frederik Wadskiær var Søn af Forpagter Søren Mogensen, der stammede fra Wa(d)skjærgaard ved
Lemvig, og Elisabeth f. Lynge, Datter af Provst L. W. er født 1712 paa Ørslevkloster, som Faderen havde
forpagtet af General, senere Greve Levetzau [...], blev Student fra Sæby Skole 1728, laa paa Regensen og
maatte leve af privat Understøttelse (bl.a. af Levetzau) og Undervisning, medens han dog samtidig erhvervede sig
omfattende Kundskaber i Sprog og Antikviteter. Vistnok 1735 blev han Amanuensis hos daværende Professor
Erik Pontoppidan [se om Erik Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der benyttede
hans polyhistoriske Viden ved Udarbejdelsen af sine historiske Arbejder og sin Salmebog. Tillige overtog W. o.
1738—40 for Wielandts Enke Redaktionen af »Lærde Tidender« [se om Joachim Wielandt i: Georg Brandes:
»Ludvig Holberg« [digital udgave]], Datidens eneste litterær-kritiske Organ, og konkurrerede samtidig til de af
Holberg 1738 udsatte Verspræmier. Efter at have opgivet sine Bestillinger levede han i flere Aar fra 1740 i Nød og
Trang, til Dels af at skrive Lejlighedsvers for Betaling, skjønt han allerede nød ikke ringe Anseelse som Skribent,
stod i Venskabsforhold til de bedste af Tidens Ungdom, Langebek [se om Jacob Langebek i: Georg Brandes:
»Ludvig Holberg« [digital udgave]], Eilschov [se om Frederik Christian Eilschov i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]] og J. Riis (hvis »Danske Spectator« han 1745 sluttede med et langt Afskedsvers), og
beskyttedes af Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Holberg. Endog
paa højeste Steder vakte han en vis Opmærksomhed, fik Tilbud om en Titel og opnaaede 1741 en aarlig
Understøttelse paa 100 Rdl. som en Slags Oversætter og Forfatter af Indskrifter og Vers ved Mønt- og
Medaillekabinettet under Videnskabernes Selskab. Men trods Ansøgninger om alle mulige Embeder — som
Sorenskriver, Notarius publicus eller Toldbetjent — blev han stadig holdt hen med Løfter og fik først 1747
Ansættelse som Professor i Historie ved det nyoprettede Akademi i Sorø. Naar han her blev foretrukken for
Mænd som J.E. Schlegel og J.S. Sneedorff, var det dog ikke, som man har troet, paa Holbergs Anbefaling; baade
Holberg og Gram anbefalede tvært imod Sneedorff. Schlegel blev dog siden W.s Kollega i Sorø, ligesom J. Kraft
o. a. Jævnlig optraadte W. som Akademiets officielle Festdigter, men til Lærer egnede han sig ikke og blev efter
et Sammenstød med Overhofmesteren afskediget 1751.
Nu stod W. atter paa bar Bund; men naar hans egen Søn beretter, at han endog en Tid maatte lade sig
underholde af sin fordums Tjener,Mathematikeren Didrik Fester [...], lader dette sig dog ikke forene med Festers
Alder (19 Aar) og øvrige Forhold paa denne Tid. Det varede ogsaa kun nogle Maaneder, inden
Universitetspatronen Grev Holstein fik W. anbragt som Professor poeseos, senere eloqventiæ, ved Kjøbenhavns
Universitet, hvor han i Juli 1755 ogsaa tog Magistergraden. Fra den Tid skrev han væsentlig kun latinske
litteraturhistoriske Disputatser, men medens han opgav sin egen Digtervirksomhed, overtog han i Kraft af sin
Stilling Censuren over andres, hvortil hans Smag lidet kvalificerede ham, ligesom han trods sin ubestridelige Flid
og Lærdom næppe heller fyldte i det akademiske Lærerembede. Han døde 5. (9. ?) Nov. 1779.
W. skal have været en godmodig og hjælpsom Mand, efter eget Sigende snarere af et tungt end, som man af
hans Digte skulde slutte, et muntert Sind. Han ægtede 1755 Christiane Annette Friedenreich (død 1774), Datter af
Provst F. i Stege, og 1778 Frederikke Hæseker, Datter af Etatsraad, Borgmester H. [...].
W. besad baade Aandslivlighed, stor metrisk Lethed og en udbredt Belæsthed. Men hans Digtning var lige saa
tom paa Indhold som udtværet og smagløs i sin Form, og hans Viden var polyhistorisk Sprænglærdom, anbragt
paa urette Sted. Som saa mange af sine Kaldsfæller maatte han en Tid lang leve af at holde formelig Versbutik,
og da han endelig fik en fast Stilling, foranledigede den ham til at blive ved paa samme Maade: splitte sine
poetiske Evner i Lejlighedspoesi og sin Lærdom i Disputatser, uden nogen Sinde at forsøge sig paa et større og
betydningsfulderé poetisk eller videnskabeligt Æmne. Da Forholdene nu tillige hævede ham op paa den
akademiske Lærestol og i Poesiens officielle Dommersæde, samtidig med at Ambrosius Stub og Ewald
nødlidende og ringeagtede gjenfødte den danske verdslige Digtning, er han for Eftertiden kommen til at staa i et
næsten komisk Lys som vor sidste professionelle Rimer og Type for en forældet og udlevet Smag.
Ligesom sine Forgængere helt fra Bording af er W. mindst heldig i de større, højtidelige Lejlighedsdigte, hvor han
især fejrer Begivenheder i Kongehuset i pathetiske Alexandrinere eller endog paa Latin. Her bevæger han sig i de
tomrneste og mest opstyltede Fraser, undertiden endnu i den 2. schlesiske Skoles hule Ordbram, som han drager
helt ned i det barokke ved sin uovervindelige Tilbøjelighed til trivielle Ordspil og til at overbrodere sit Sprog med
tyske, franske og latinske Gloser. Det bekjendteste Exempel er vel hans »Poetiske Reflexioner fra den filosofiske
Gang i Sorø«:
Skingrer, I Sorø omzinglende Skove,
Egen med Bøgen antræde en Dans!
hvor han lader hele Naturen opføre Festoptog og Bal i Anledning af Frederik V's Salving 1747.
430/484