Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Statsembedsmænds Kreds. De, der ikke yndede den nye Dronning og hendes Tilhæng, kunde ikke længere høre
til Kongens nærmeste Omgivelser, og blandt dem var V., der, skjønt Kongens fortrolige og Raadgiver i snart en
Menneskealder, mod Aarets Slutning, rigtignok i de for ham mest smigrende Udtryk, blev udnævnt til Statholder i
Norge og saaledes, ligesom sin Ven Sehested, fjærnet fra Konseillet. Fra nu af var hans politiske Rolle udspillet;
og da han 1728 fik Tilbud om at gaa som Ambassadør til Kongressen i Soissons, ønskede han ikke at forlade
Christiania [Kristiania], vistnok ogsaa fordi en saadan Rejse hverken konvenerede hans Helbred eller hans Pung.
Som Kongens Ledsager paa Rejsen til Norge 1704 var V. ikke ganske ukjendt med dette Land. Dette kom ham
nu til gode, da han 1722 tiltraadte sit Embede samtidig med, at det hidtilværende Regeringskollegium i Christiania
[Kristiania], Slotsloven, ophævedes. Vel har man antaget, at han ikke skulde have været synderlig virksom i sit
Statholderembede, men det er i sig selv usandynligt, at han, endnu i sin kraftige Alder og vant igjennem
mangfoldige Aar til intensivt Arbejde i Statens Sager, skulde have taget sig sin nye Opgave let. Hvad der
foreligger, tyder heller ikke derpaa, og i hvert Fald var Tilstedeværelsen i Christiania [Kristiania] af en Mand som
Biskop Deichman [...], der i Tillid til sin Gunst ved Hove fremkom med det ene Forslag efter det andet til
indgribende Forandringer i den norske Statsforvaltning, nok til at holde V. i Aande. Saaledes bekæmpede V.
Deichmans Forslag til en ny Matrikkel og var 1724 kaldt til Kjøbenhavn som Medlem af en i den Anledning nedsat
Kommission, samtidig maatte han finde sig i at tage Sæde med sin Modstander i andre Kommissioner om det
bergenske grønlandske Handelskompagni og om Behandlingen af Skovene. Vi se V. tage sig med Omhu af
Bønderne mod Embedsmænd, der undertrykkede dem, og det 1722 og følgende Aar til Bøndernes Gavn
iværksatte Salg af Kronens Gods i Norge drev han med saadan Iver, at han sædvanlig selv var til Stede ved
Avktionerne. Ham skyldes en Forordning (1730), hvorved Jagten paa Vildt ordnedes; Reguleringen af de slette
Forhold ved Statens Sølvværk paa Kongsberg skyldtes for en stor Del hans indtrængende Forestillinger, og
Finmarkens Beboere kunde takke ham for, at de beholdt den dem under Krigen indrømmede forholdsvis frie
Handel; at Regeringen ikke nedsatte den norske Told, var ikke hans Skyld.
Efter knap 10 Aars Virksomhed i Norge døde V. i Christiania [Kristiania], hvor Kongsgaarden paa Ladegaardsøen
var ham overladt til Benyttelse, 5. Okt. 1731. Det har næppe været ubetinget lykkelige Aar for ham, væsentlig paa
Grund af Forholdet til Deichman, som Regeringen jævnlig skubbede ind mellem sig og Statholderen paa en
Maade, som denne maatte føle sig højlig krænket ved, og det uagtet Rentekammeret flere Gange fremhævede
»den Vigilance og Forsorg, som han lod se i alle Tilfælde«. Men han fik et godt Eftermæle som en for Landets
Tarv »omhyggelig Herre«. Trods Deichmans Underfundigheder glemte Kongen dog ikke sin gamle Ven; han
fritoges for Afgifter af sit Savværk, og da han 1725 kjøbte det hjemfaldne Baroni Rosendal, fik han det med
friherrelige Privilegier. Sit fædrene Gods, Freienfelde i Oldenborg, har han vistnok afhændet.
V. var utvivlsomt en begavet, om end ikke nogen overlegen Personlighed; om hans Dygtighed som Embedsmand
er der kun én Mening. Han var af Karakter elskværdig og højsindet; det vanskelige Hverv at suspendere
Deichman, da denne 1730 faldt i Unaade, kunde han derfor udføre med mere end almindelig Takt. Hans glade og
aabne Sindelag afspejler sig i hans Portræt, der unægtelig ogsaa bestyrker Overleveringen om ham som noget af
en Bonvivant. At to saa ædle Mænd som Sehested og Løvenørn vare hans fortrolige Venner, vejer ikke lidet til
Fordel for V. Han var hele sit Liv ugift og skal have afslaaet de fordelagtige Ægteskabstilbud, der bleve gjorte
ham, da han ikke brød sig om Rigdom. En Del af sine Indtægter anvendte han til at samle sig et overordentlig
smukt Bibliothek, og at han i det mindste paa visse Omraader vedligeholdt sine, selv for en Datids Statsmand
usædvanlig grundige Kundskaber, have vi et Bevis paa deri, at han kunde besvare et latinsk Brev fra Sehested
paa Græsk. Sine Optegnelser om Kongens italienske Rejse og om hele Krigsperioden tilintetgjorde han tillige
med mange af sine egne Papirer, for at ingen efter hans Død skulde kompromitteres ved dem — ogsaa et Bevis
paa hans humane Tænkemaade, som dog Historikeren vanskelig fuldt ud vil kunne paaskjønne.
Til: Indholdsfortegnelsen
428/484