Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Forud for denne Aandsform gaar i de store Hovedlande den Tid, der faar sit
Præg ved de sprudlende Naturgenier, ved Mænd som Boccaccio, Luther og
Shakespeare; dens egne store Navne er Molière, Boileau og Racine, Pope og
Addison; den naaer sit Højdepunkt i Frankrig med Voltaire, i Tyskland med
Lessing. Den opstaar, da hos de herskende Nationer i Kraft af den stegne
Kultur den digteriske Indbildningskraft søger sin Styrke, sin Støtte, sin
Begrænsning, sine Idealer i det inderligste Forbund med en lys, klar,
verdensdannet Forstand; den udaander, da Herder og Goethe i Tyskland,
Chateaubriand i Frankrig, Burns og Wordsworth i England, Ewald og
Oehlenschläger i Danmark indvarsler en ny Tid.
Som almindelig Regel gælder det, at Menneskeaanden, stillet Ansigt til Ansigt
med Naturen og Menneskene, har en dobbelt Virksomhed at udføre, først den
at modtage saa rigt og alsidigt et Indtryk som muligt, dernæst at bearbejde
dette Indtryk, sønderdele det og efter Evne ordne og udtrykke, de
Forestillinger, det har fremkaldt.
Paa forskellige Udviklingstrin er Menneskeheden stærkere i den ene
Virksomhed end i den anden, de forskellige Racer og Tidsaldre har ligeledes
her en ulige Styrke. Den klassiske Aand har større Evne til at ordne
Forestillingerne og udvikle dem i logisk Sammenhæng end til at faa et fuldt og
samlet Indtryk og gengive dette ved kunstneriske Midler, der spotter al Logik,
men virker enten ubegribeligt malende eller næsten magisk ved deres Klang.
Renæssancedigteren Shakespeare har det fuldstændige, alsidige Indtryk af
Hamlets Karakter; den er god og grusom, besluttet og handlesvag, genial og
tungsindig til Grænsen af Vanvid, gennemdannet og brutal, planlæggende og
planløs, og han fremstiller Skikkelsen uden at ræsonnere over den, uden noget
Forsøg paa at forklare den; Hamlet er gaadefuld som Livet selv.
Holberg er Digter nok til at modtage et dybt og varigt Indtryk af selv det
flygtigst Sete og Iagttagne; i hans Hjærne har ophobet sig Tusinder af
Virkelighedsbilleder; han véd paa en Prik, hvorledes en jysk Proprietær tænker
og taler, og den vesterjyske Dialekt ligger i hans Øre; han kan tegne danske
Bønder, Haandværkere, Borgerfolk og Skolemestre, Lakajer og Adelsfruer, saa
Ligheden er slaaende og intet væsenligt Træk synes glemt eller udeladt. Men
agter man nøjere paa hans Fremgangsmaade ved Hovedfigurerne, opdager
man, at han som klassisk Digter udstykker Indtrykket, af det fuldstændige,
stereoskopisk sete Billede hyppigst kun faar fat paa en enkelt Hovedegenskab
som Stundesløshed, Snaksomhed eller Praleri, former hele den iagttagne
Karakter om denne Egenskab og nu stiller Skikkelsen i en Krydsild af
Ræsonnementer over dens paafaldende Ejendommelighed, hvis Oprindelse vi
ikke medoplever, men som bliver sig lig Komedien igennem.
Klassicismen opstaar paa et Tidspunkt, da i Europas ledende Lande
Kongedømmet vinder en helt ny Glans og Magt, idet det enten som i Frankrig
Se Julius Paludan's anvendelse af citatet s. 177. Liebenberg-udgaven af satiren kan findes
elektronisk på »Kalliope«, hvor citatet findes henimod slutningen (linie 429-430), se:
http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=holberg2002112628
71