Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Vibe, Ditlev, 1670—1731, Gehejmeraad
Af G. L. Wad
Ditlev Vibe, Søn af [...] Gehejmeraad Michael V., var født 15. Nov. 1670 og blev, da hans Fader 1678 kaldtes til
Kjøbenhavn for at lede Prins Frederiks [Frederik IV's] Opdragelse, ganske naturlig Kammerat med den næsten
jævnaldrende Tronfølger, et Forhold, der blev af afgjørende Betydning for hans Livsbane. Medens det med rette
kan bebrejdes Faderen, at han ikke sørgede saa omhyggelig for Prinsens Undervisning, som han burde, er der
ikke Tvivl om, at han har søgt at udvikle sin Søns Evner paa en saadan Maade, at han med Tiden vilde blive
skikket til de høje Embedsstillinger, som hans Fødsel og Forbindelser gav ham al mulig Udsigt til. Af den Instrux,
som medgaves V.s Hovmester Daniel Müller (siden Borgmester i Lybek [Lübeck]), da han som Slutstenen paa sin
Uddannelse tiltraadte den nødvendige Rejse til fremmede Lande, fremgaar det, hvilken Vægt der blev lagt paa de
historiske og Statsvidenskaberne, kort sagt paa alt, hvad der kunde danne den vordende Statsmand. Efter sin
Hjemkomst blev V. først 1695 ansat som Kammerjunker hos Prins Carl, hvem han dog ikke ledsagede paa hans
kort efter foretagne Udenlandsrejse, og 1697 i lignende Stilling hos Kongen. S. A. ledsagede han Chr. Siegfr. v.
Plessen paa Ambassaden til Holland, hvor han levede meget sammen med Chr. Sehested, med hvem han siden i
Livet skulde faa saa meget at gjøre. Næppe vare imidlertid Christian V's Øjne lukkede (Avg. 1699) og V.s
Barndomsven kommen paa Tronen, før han, knap 29 Aar gammel, hævedes op til det høje administrative
Embede som Oversekretær i Danske Kancelli, hvilket han ledede i den lange Aarrække til 1721; som saadan blev
han 1718 Patron for Universitetet. I de den Gang jævnlig til vigtige Raadslagninger sammenkaldte Kommissioner i
Slottets Raadstue havde V. Sæde i Aarene 1700—5; 1708 udnævnte Kongen ham til Gehejmeraad, og kort efter
optoges han i Gehejmekonseillet, altsaa mellem Monarkens nærmeste Raadgivere eller Ministre, en glimrende
Stilling for den 38-aarige Mand. Desuden var han 1714—21 Amtmand over Gottorp Amt. Allerede 1701 fik han
Danebrogsordenen, 1716 Elefantordenen. Om end V. allerede før 1708 har haft betydelig Indflydelse paa mange
Anliggender i Kraft af den Tillid, Kongen nærede til ham, er det dog først, efter at han er kommen ind i Konseillet,
at hans Stemme faar en afgjørende Betydning for Ledelsen af Statens Politik udad til. Trods den Forsigtighed,
nogle af V.s samtidige tillægge ham, var han, da de med Zar Peter, under V.s Fraværelse i Italien 1708—9 i
Kongens Følge, førte Underhandlinger ledede til Forbundet med Rusland mod Sverige, ikke i Tvivl om, at Krigen
mod denne gamle Arvefjende var det eneste Middel til at lamme den for Danmark saa skadelige svenskgottorpske
Politik. Som sin Kollega i Konseillet Chr. Sehested, der i Følge sin Embedsstilling som tysk
Oversekretær var Udenrigsminister, var han overbevist om, at Sverige, hvis det fik Bugt med Rusland, strax vilde
vende sine Vaaben mod Danmark. Det er Sammenholdet mellem disse to Mænd, repræsenterende den nationale
Politik i Kongens Raad, der fik den afgjørende Indflydelse i de følgende Aar, i Modsætning til C. Lente og J. G.
Holstein, der af politiske og finansielle Grunde fraraadede Krigen. Det var Aar, rige paa Spænding og paa
Handling hos V. som Kongens højre Haand; 1711 var han delegeret til Underhandling med Zaren, 1712 maatte
han ved sin Herres Side i den uhyggelige Decembernat redde sig fra Gadebusch, og store Krav er der under
Krigens vexlende Gang stillet til hans Evner og Arbejdskraft. For ham, hvem en saa væsentlig Del af Ansvaret for
Krigens Begyndelse paahvilede, vare Sejrene næsten mere end for de kæmpende en Kilde til Glæde, og det
fortælles, at han efter Slaget ved Dynekilen 1716 tog General Dewitz paa Sengen og kyssede ham gjentagne
Gange uden i lang Tid at kunne fremføre et Ord for lutter Jubel, saa Generalen først troede, at der maatte være
hændet en stor Ulykke. Da det efter mange Vanskeligheder lykkedes Frederik IV og Zaren i Maj s. A. at blive
enige om en Sammenkomst i Hamborg for at forhandle om en fælles Aktion imod Sverige med et Angreb i
Fjendens eget Land, var V., hvis Raad bestandig gjaldt mest hos Kongen, den Minister, der fra dansk Side ledede
Underhandlingerne. Og ligesom for 7 Aar siden var V. højlig stemt for Samvirken med Rusland, i hvilken
Opfattelse han støttedes af Sehested, der for øvrigt ikke deltog i Forhandlingerne. Ved en Traktat, dat. Altona 3.
Juni, enedes man om en Landgang i Skaane, der, som bekjendt, ikke blev til Virkelighed, da de allieredes
gjensidige Mistænksomhed under Zarens paafølgende Ophold i Kjøbenhavn hindrede Udførelsen af denne Plan.
Man kan tænke sig, hvilken Skuffelse dette har været for V., og hans Frygt for Fremtiden maatte i de nærmest
paafølgende Aar voxe, efter som Sveriges Fjender, Zaren og England-Hannover, fulde af Forbitrelse paa
hinanden, hver for sig søgte at slutte Fred med Sverige. Ruslands i Foraaret 1718 med Sverige aabnede
Underhandlinger paa Aalandsøerne benyttedes af England til at paavirke Danmark til et afgjørende Brud med
Zaren. Under disse »tvivlsomme og epineuse Konjunkturer«, da det for Frederik IV gjaldt at træffe et afgjørende
Valg, greb han i Efteraaret s. A. til den enestaaende Udvej at æske Erklæring af o. 30 af Statens kyndigste Mænd
om den politiske Stilling. Blandt de afgivne Erklæringer er V.s den mest omfattende, indledet med en Fremstilling
af Forholdet til Udlandet siden Aar 1700, der har betydelig Interesse. Han fraraadede bestemt Forsøg paa
Fredslutning med Sverige og tilraadede Kongen at søge Tilslutning til England, alene derved kunde Besiddelsen
af den gottorpske Del af Slesvig sikres. Han var heri enig med de fleste af de adspurgte; kun faa udtalte sig for
Forbund med Rusland, og blandt disse mærkelig nok Sehested, der ellers i vigtigere Sager plejede at lade sig
stærkt paavirke af V. De følgende Aars Begivenheder gav V. Ret, og da Freden omsider sluttedes 1720, var det
under en engelsk Statsmands Mægling.
De mærkelige Begivenheder ved Hoffet, som kjendetegne Aaret 1721 — Dronning Louises Død, Anna Sophies
Ophøjelse til Dronning, som V. skal have fraraadet, hendes Svoger U. A. Holsteins Udnævnelse til Storkansler, et
Embede, der ikke havde været besat siden 1708 — alt dette havde til Følge store Forandringer i de høje Hof- og
427/484