Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Styrke. Til sin store Glæde udnævntes T. i Begyndelsen af 1717 til Chef for Foretagendet. 8. April stak han i Søen
med en ret anselig Eskadre, førte først en stor Konvoi til Norge og gik derefter til Fladstrand. Her fra skulde
Angrebet mod Gøteborg [Göteborg] iværksættes, og efter hans Plan skulde det have Karakteren af et Overfald.
Uheldigvis ledsagedes han denne Gang af flere illoyale Officerer, der vare misfornøjede med at staa under den
unge Lykkeridder; blandt disse maa særlig nævnes Kapitajn Vosbein. Det gjaldt om i Nattens Mørke at overføre
den slet sejlende Stykpram »Noæ Ark«, hvilket Hverv overdroges til Vosbein med Fregatten »Søridderen«. Denne
Officer adlød imidlertid ikke Ordren, og da T. 12. Maj ankom til den svenske Skjærgaard, var Arken ikke tilstede.
Der maatte nu ventes paa den, og Svenskerne fik derved Tid til at træffe Modforberedelser. T. vilde imidlertid ikke
af den Grund opgive Kampen; d. 13. om Natten sejler han ind og angriber Fæstningen Ny Elfsborg, men bliver
meget djærvt modtaget af Svenskerne under C.G. Mørner [Mörner]. I 5 Timer fortsættes Beskydningen, men da
Chefen for Linjeskibet »Fyen«, Kapitajn Sievertz, er falden, Galejen »Louise«» er sunken og »Lucretia« maa
forlades efter at være kommen paa Grund, indser T., at der intet er at udrette, og med temmelig stort Mandefald
trækker han sig tilbage. Medens han nu laa uden for og blokerede Gøteborg [Göteborg], indsendte han en
forbitret Klage over Vosbein; kort Tid efter modtog han imidlertid et undskyldende Brev fra denne, og da han
samtidig erfarede, at hans Modstander havde udmærket sig i en Kamp, fik hans gode Hjærte strax Overtag over
Naget, og øjeblikkelig gik han i Forbøn for ham. Svenskerne havde i den sidste Tid anlagt en befæstet
Flaadestation ved Strømstad [Strömstad], og denne blev snart en Torn i Øjet paa T. Med sit fyrige Sind betænkte
han sig ikke længe; da Blokaden for Gøteborg [Göteborg] var ophævet, fordi han maatte afgive en Del af sin
Styrke til Troppedislokationer, gik han fra Frederiksstad 14. Juli og angreb d. 17. Batterierne ved Strømstad
[Strömstad], der forsvaredes af den heltemodige Johan Giertta, men maatte efter en haard Kamp, hvori Kapitajn
Lillienskjold faldt, og han selv, Tønder og Grib saaredes, ogsaa her vige. Han forberedte dog strax et nyt Angreb
og var selv fuld af de bedste Forhaabninger om Udfaldet, da Giertta led stor Mangel paa Krigsfornødenheder;
men efter nogle indledende Smaakampe i Begyndelsen af Avg. blev han 17. Avg. overrasket ved en Ordre,
hvorved han afsattes fra sin Post som øverstkommanderende og reduceredes til Chef for Linjeskibet »Laaland«.
Endnu i Slutningen af Avg. saa han dog med dette Lejlighed til at bortsnappe 16 fjendtlige Transportskibe,
rigtignok med Tabet af en Galej; derefter maatte han ogsaa afstaa sit Skib for at rejse til Kjøbenhavn. Om Bord i
en lille Hukkert tog han da fra Norge, havde paa Nedrejsen en højst æventyrlig Kamp med en meget overlegen
Kaper; stærkt forskudt strandede Hukkerten senere sønden for Kullen, og i en ussel Jolle naaede T. endelig til
Sjælland efterladende alle sine Værdisager i Hukkerten, der ved Vagtskibschefens Ligegyldighed faldt i
Svenskernes Hænder.
Hjemme havde i Mellemtiden hans Fjender, navnlig Gabel, benyttet de nævnte Uheld til at sætte ondt for ham.
Man beskyldte ham for Fusentasteri og Mangel paa Evne til at bedømme Modstanden. Denne Anklage var dog
uretfærdig; i alle T.s Angrebsplaner spores umiskjendelig et medfødt strategisk Anlæg, han er hurtig klar over sine
Modstanderes svage Punkter og lynsnar til at finde paa Udveje; men rigtignok kan det ikke nægtes, at han ofte
stolede mere paa Lykken og sin Evne til at rive de undergivne med, end han egentlig burde. Resultatet af
Intrigerne blev imidlertid en Krigsret, der trak ind i 1718 og maaske vilde have faaet et skæbnesvangert Udfald,
hvis ikke hans gamle Beskytter U.C. Gyldenløve var fremkommen med et kraftigt Indlæg til hans Gunst, hvorved
Anklagen faldt til Jorden.
Aaret 1718 blev forholdsvis fattigt paa Begivenheder for T. Som Chef for Linjeskibet »Ebenezer« i Rabens Flaade
færdedes han i Østersøen, uden at noget særlig nævneværdigt forefaldt. Hans Skib oplagdes i Nov.; men
allerede forinden havde han indgivet et Forslag orn Søkrigsførelsen i Norge, hvorefter han udnævntes til Chef for
en mindre Eskadre, der midt i Dec. bragte Tropper der op. Ved Ankomsten til Moss d. 16. erfór han, at Carl XII
[Karl 12.] var falden ved Belejringen af Frederikssten; hurtig ilede han atter hjem og kunde d. 28. personlig
overbringe Kongen denne vigtige Nyhed. I sin Glæde herover udnævnte Frederik IV ham til Schoutbynacht.
Uagtet Fredsunderhandlinger strax herefter indlededes, fortsattes Krigen dog foreløbig, om end for Sveriges
Vedkommende med en kjendelig mindsket Kraft. Allerede i Jan. 1719 afgik T. med en Eskadre nord paa for at
blokere Gøteborg [Göteborg] og Marstrand; sidstnævnte By, der forsvaredes af Fæstningen Carlsten [Karlsten],
var tillige Oplagssted for den oprindelige Gøteborg [Göteborg]s Eskadre, som nu bestod af 5 Linjeskibe samt 8
mindre Krigsfartøjer under Kommando af Sjøblad [Sjöblad]. Efter flere Gange at have modtaget Forstærkninger
blev T. endelig i Juli saa stærk, at han turde vove et Kup. Efter at have anlagt nogle Batterier paa Koøen [Koön]
lige over for Marstrand, førte han 23. Juli et kraftigt Anfald paa Byen, tvang Svenskerne til at rømme den og
erobrede en Del af de i Havnen liggende Orlogsskibe, medens Fjenden selv maatte sænke Resten (der dog
senere for største Parten optoges af Admiral Judichær); faa Dage efter kapitulerede Kommandanten paa Carlsten
[Karlsten], Oberst Danckwardt, og T. var hermed Herre over hele Staden. Bekjendt fra Viser og Anekdoter er
noksom T.s Optræden og Æventyr fra denne Belejring: hvorlunde han forklædt som Fisker listede sig ind i
Fæstningen, sendte Stikbreve til Besætningen, paavirkede Kommandanten gjennem en Enke o.m.a. Alle disse
Historier bekræftes ogsaa af Akterne i den Krigsret, der senere nedsattes over Danckwardt. Mindre paalidelig
synes derimod Historien om Adjudanten, der skulde overbevise sig om den danske Styrkes Størrelse, blev
drukket fuld og derefter ført omkring i Gaderne, hvor han stadig inspicerede de samme Soldater, som løb fra en
Gade til en anden. Under alle Omstændigheder kommer dette Moment slet ikke frem i de nævnte Akter (»Nord og
Syd« Nov. 1897).
418/484