Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Vi ser endog, at naar Holberg udtrykkelig lægger an paa at fremstille en
saadan selvmodsigende, omskiftelig og af tilsyneladende uforligelige
Egenskaber bestaaende Karakter, som allerede i hans andet Stykke Den
Vægelsindede 73 , saa mislykkes det ganske for ham. Madammen har vel syv
Sind over en Dørtærskel, men man ser, især i det første Udkast, slet ikke,
hvad der afstedkommer Forandringerne. Der staar blot »Imidlertid faar hun
anden Humør« eller lignende; Bevæggrunden fattes og dermed Baandet, der
skulde sammenholde de stridige Egenskaber og Handlinger. Man ser ikke ned i
noget Personlighedens Dyb.
Hvis Den Vægelsindede, som det let kan tænkes, skønt det andet i Rækken, er
Holbergs først anlagte Stykke, da kunde det se ud, som havde han fra først af
forsøgt med sin Aand at omspænde et videre Omraade end det, han egenlig
magtede, saa havde opgivet Forsøget og senere i Reglen havde indskrænket
sig til simplere Opgaver. Rimeligere er det dog, at han ikke selv har følt det
Utilstrækkelige i Karaktertegningen her, men har opfattet Lunefuldheden blot
som en urimelig Uro i Stil med Stundesløshed. Uvilkaarligt har han lettet sig
sin Opgave ved at simplificere.
Hvad betyder dette? Hvad er Aarsagen dertil?
Aarsagen er hans aandelige Øjes, hans Livssyns Beskaffenhed. Han ser, som
man i Europa paa hans Tid saa'. Hans Blik paa Menneskene og hans
Menneskefremstilling er betinget af Tidsalderens herskende Aandsform,
Klassicismen.
Den klassiske Aandsretning er den, som begynder, da ved Renæssancens
Ophør de vældige Temperamenters Tid er forbi. og som slutter, da omkring det
nittende Aarhundredes Begyndelse Troen paa det Ubevidstes Magt i
Modsætning til den ræsonnerende Tænkens Betydning vender tilbage. Den
klassiske Aand er en Forstand, der tror paa den personlige Fornuft; den
personlige Fornuft styrer Verdensaltet som Gud og behersker i
Menneskeverdenen Lidenskaberne som Dyd. I Videnskaben er den den literære
Kulturs, i Kunst og Poesi Smagens, Politurens Herredømme. Den opfatter hvad
der ligger umiddelbart bag den som Barbariets, det Ubehøvledes Tidsalder, og
samtidigt med at den prædiker Fornuft for Menneskene vil den give Sproget
Glans. Derfor siger Holberg:
Jeg skriver eene ey for at moralisere
For Folk ey eene, men for Sproget at polere. 74
73 Se omtalen af den vægelsindede danske bibliotekar, Bormann, der var ansat hos Abbé de
Bignon i Paris, i »Ludvig Holbergs Tre Levnedsbreve 1728-1743« ved Aage Kragelund, bd. 1, s.
107 ff.
74 Citatet stammer fra »Skjemtedigte. Critiqve over Peder Paars, tredie Satire«. Men der er
sket en lille justering ift både Rahbek's Holberg-udgave fra begyndelsen af 1800-tallet og ift
Liebenberg's udgave fra 1866 (som Brandes formentlig har benyttet). Hos Rabek indgår
satiren i bd. 7, hvor citatet findes på s. 472:
Jeg skriver ene ej for at moralisere,
For Folk ej ene, men og Sproget at polere
70