Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

erobrede en svensk Kaper, »Svenske Vaaben«, og gjorde adskillige Priser. Han var nu en Tid i Kattegat underlagt
Kommandør Wilster, hvis Ørkesløshed opirrede ham i høj Grad, saa at han endog klagede over ham; derefter
afsendtes han til Hovedflaaden i Østersøen under U.C. Gyldenløve [...], der ikke var længe om at indse, hvilken
Nytte han kunde drage af en saa aktiv og modig Officer, og som benyttede ham til jævnlig at rekognoscere
Fjenden. Under disse Spejderture benyttede W. trolig enhver Lejlighed, som frembød sig, til at angribe de
detacherede svenske Skibe, uden Hensyn til om han var Modstanderne jævnbyrdig eller ikke, men takket være
hans enestaaende Manøvredygtighed slap han bestandig uskadt ud af selv de værste Klemmer. Da Gyldenløve
omsider var bleven forstærket saa meget, at han kunde binde an med sin Modstander, Wachtmeister, der havde
overført en Transportflaade til Rygen [Rügen] for dermed at undsætte det betrængte Stralsund, angreb han 29.
Sept. denne; under Kampen detacherede han sine Fregatter ind under Land. Transportflaaden blev nu angreben
og næsten helt ødelagt eller erobret, ved hvilket Arbejde W. kom i Kamp med 2 svenske Spaniefarere. Det herved
Svenskerne paaførte Tab kom senere til at gribe væsentlig ind i Krigens videre Gang. For sit gode Forhold under
denne Kampagne forfremmedes W. til Kapitajnlieutenant i Okt., i det han oversprang hele
Premierlieutenantsklassen. I Resten af Aaret benyttedes han til nogle Konvoirejser o. lign. til Norge.
1713 var W. tidlig paa Færde; han havde først et selvstændigt Kryds — hvad der særlig tiltalte ham —, men
sendtes kort efter med en Konvoi til og fra Holland. Da Ventetiden her blev ham for lang, gjorde han paa egen
Haand en Afstikker over under Gøteborg [Göteborg], indlod sig i en dumdristig Kamp med 2 svenske Linjeskibe,
slap dog lykkelig tilbage til Holland, førte sin Konvoi velbeholden til Norge, afsøgte paa ny de svenske Skjær og
gik endelig i Vinterkvarter i Staværn, hvor han førte et muntert Liv og hurtig blev alles erklærede Yndling.
Tidlig paa Foraaret 1714 finde vi atter den unge Fregatchef i travl Virksomhed paa de svenske Kyster, for hvis
Befolkning han ligefrem blev en Skræk, og fra hvem han hvert Øjeblik tager Priser. Under en Rekognoscering i
Land hændte det ham her, at han overraskedes af nogle Dragoner, og at hans Mandskab svigtede ham, løb i
Baaden og satte af. Dragonerne, der indhentede W. i Nærheden af Strandbredden, omringede ham og
opfordrede ham til at overgive sig. W. tager Kaarden og gjør Mine til at ville afgive den; en Dragon rækker
Haanden ud efter den, men W. hugger ham over Armen, tager Kaarden mellem Tænderne, springer i Søen og
svømmer ud til sin Baad, uden at de forbløffede Svenskere kunne forhindre det. Historien viser en Snarraadighed,
der i Krigstid er en uforlignelig Egenskab. W.s Optræden kan vel ogsaa nok undskyldes og tilgives, men som
nogen egentlig Bravour kan det dog næppe betegnes at saare en Modstander, der i god Tro rækker ud efter det
Værge, han tror at skulle modtage til Tegn paa Overgivelse. Ud for Gøteborg [Göteborg] viste han sig gjentagne
Gange og sendte Kommandanten den ene haanende Udfordring efter den anden. I Juli traf han en Fregat, der for
svensk Regning var udrustet i England og — ført af en Englænder, Kapitajn Bactmann — var paa Vej ind til Byen.
Øjeblikkelig angriber W., men træffer i Englænderen en næsten jævnbyrdig Modstander. Skud vexles mod Skud,
Kampen afbrydes af Natten, men fornyes næste Morgen; pludselig opdager vor Helt, at han næsten er renonce
paa Ammunition. I Stedet for nu at klare sig ved Flugt, griber W. til en Udvej, som er yderst betegnende for hans
Karakter, men ganske sikkert uden Sidestykke i Krigshistorien. Han sender en Parlamentær om Bord, meddeler
den fjendtlige Chef, at han ikke kan fortsætte Kampen, og beder ham laane sig nogle Kugler og noget Krudt;
Englænderen gaar ind i Tonen, beklager at maatte give Afslag, men er for øvrigt fuld af Artighed; de 2
Modstandere nærme sig nu til hinanden, Cheferne vise sig paa Hytten med fyldte Glas, drikke hinandens Skaal,
komplimentere hinanden og sejle derpaa hver sin Vej. 30. Avg. kom W. efter denne Affære ind til Flækkerø med
sin stærkt ramponerede Fregat. Hans raske Avancement, udfordrende Optræden og den Yndest, hvori han hurtig
var kommen hos Kongen, havde selvfølgelig allerede skaffet ham adskillige misundelige Fjender, særlig da Tonen
i Officerskorpset paa dette Tidspunkt var alt andet end kollegial. Den Blottelse, han her havde givet sig, blev
derfor strax benyttet, tillige beskyldtes han for alt for stor Tilbøjelighed til at indlade sig i Kamp med Overmagten.
Resultatet blev, at en Krigsret nedsattes for at bedømme hans Forhold. Vi have hidtil set Helten optræde i Kamp,
som gik han til en Fest; i de efterladte Akter viser han sig som en Skribent, der ikke alene forsvarer sig
ualmindelig energisk, men som endogsaa er i Besiddelse af en Pen, der kan stikke og svide. I et af sine
Forsvarsindlæg fremkommer han med efterfølgende sublime Vending: »Hvad ellers den Irettesættelse angaar om
den af Fjendens Kanoner tilføjede Skade paa den mig allernaadigst anfortroede Fregat, da kan jeg det ikke
nægte, thi man véd, at Kanonen er et Instrument, som temmelig lader se sin Virkning, hvor den træffer, og var det
mig umuligt den fjendtlige at forbyde Fregatten eller Mandskabet at beskadige, med mindre jeg som en Kujon
straxen vilde have strøget for første Lag.« Han ender sine Indlæg med at forlange Fiskalen tiltalt for
Æresfornærmelser. Om det nu har været W.s trofaste Beskytter Gyldenløve, der her er gaaet i Forbøn for ham,
eller at selve den enevældige Monark er bleven rørt af den frejdige Tro paa en god Sag, der glimter gjennem
Forsvaret, nok er det: Frederik IV gjorde omsider en brat Ende paa Pennefejden ved skriftlig at frikjende W. for al
Skyld, hvorhos han 28. Dec. forfremmede den 23-aarige Kapitajnlieutenant til Kapitajn. At W.s Hengivenhed for
Kongen herefter hartad steg til Tilbedelse, siger næsten sig selv.
Aaret 1715 betegner et stærkt Opsving i Krigsførelsen. Efter sit lange Ophold i Tyrkiet var Carl XII [Karl 12.]
endelig brudt op; til Hest ilede han gjennem Europa, indtraf allerede i Nov. 1714 til Stralsund og ved sin
personlige Nærværelse pustede han nyt Liv i det omtrent udpinte Sveriges Modstandskraft. Talrige Rygter om
Foretagender, der vare planlagte, sivede efterhaanden frem til Hoffet i Kjøbenhavn, og for at skaffe tilforladelige
Oplysninger om disse og om den svenske Flaades Tilstand, sendtes W. med »Løvendals Galej« ud for at
spionere ved de blekingske Kyster. Ved Ternø opsnappede han nogle Fiskere, erfarede af dem, at Flaaden laa
416/484