Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Tode, Johann Clemens, 1736—1806, Læge, skjønlitterær Forfatter
Af Jul. Petersen og F. Rønning
Johann Clemens Tode fødtes 24. Juni 1736 i Toldstedet Zollenspieker ved Elben i de saakaldte Vierländer og var
en Søn af Tolder Johann Dietrich T. og Agnesa Maria f. Schlöpke; Farfaderen, Borger i Hamborg Hans T., var gift
med en Kjøbmandsdatter fra Bergen, og der flød saaledes ogsaa norsk Blod i J.C.T.s Aarer. Ved Faderens Død
1744 flyttede Enken til Hamborg, og den opvakte Søn kom i den latinske Johannisskole. 1752 kom han i Lære
hos sin ældste Søsters Mand, der var dansk Kirurg og Regimentsfeltskær i Tønder, og ved dennes Forflyttelse til
Haderslev og derpaa til Rensborg [Rendsborg; Rendsburg] fulgte Lærlingen med og fungerede paa sidstnævnte
Sted ved en Lejrsamling som Eskadronskirurg. 1757 kom han til Kjøbenhavn med god Anbefaling fra Svogeren til
dennes tidligere Lærer i Kjøbenhavn Wohlert, som med faderlig Omhu og Nidkjærhed tog sig af den
videbegjærlige og aandslivlige Ynglings videre Uddannelse baade i Lægevidenskab og i anden Kundskab.
Wohlert var ham, siger han i sin Selvbiografi, i alle Henseender et ædelt Mønster til Efterfølgelse, »af ham har jeg
lært at foragte det Charlatanen, som endnu er alt for gængse, at spille den tavse Orakelrolle, som om man saa
gjærne vilde holdes for en af de vise Mestre«. Wohlert benyttede ham som Assistent i sin store kirurgiske og
medicinske Praxis, bl.a. ogsaa til at vaage hos syge af Stand, og Nætterne anvendte han da med Iver til Læsning
i saadanne Familiers Bibliotheker. Særlig Tilfredsstillelse for sin uudslukkelige Læsetrang fandt han ved at komme
i Forbindelse med den bibliofile Samler Klevenfeldt. Skjønlitteratur dyrkede han med samme Iver som
lægevidenskabelige Skrifter, og i de forskjellige fremmede Sprog blev han ved sit store Nemme hurtig hjemme.
1763 opnaaede han ved Wohlerts Hjælp Ansættelse som Rejsekirurg ved Hoffet og kom derved i nær
Forbindelse med Livmedikus v. Berger og Livkirurg Braun, hvis Yndest han snart vandt ved sit lyse Hoved og sit
altid muntre og spøgefulde Sind. Saaledes fik han 1765 bevilget et kongeligt Rejsestipendium for i Udlandet at
studere Medicin, i det hans Velynder Wohlert fandt, at »hans Hoved var bedre end hans Haand«, hvorfor han
skulde bort fra Kirurgien og ind paa den lærde Medicin. Sammen med J.H. Schønheyder [...] rejste han nu først til
Leiden, senere til Edinburgh og London og endelig til Paris, overalt studerende ivrig, tilegnende sig alt nyt og
trædende i Forbindelse med de forskjellige lægevidenskabelige Celebriteter. Hjemkommen 1768 fik han en ny
Understøttelse for at kunne tage sin Examen og Doktorgrad (1769), hvorefter han straks begyndte at læse
akademiske Kollegier og indledede samtidig sit senere saa frugtbare Forfatterskab ved at udgive Oversættelser
paa Tysk af engelske medicinske Forfattere.
I v. Berger havde han en trofast Velynder og blev ved dennes Anbefaling Assistent hos den gamle Hofmedikus
Clausen med Titel af Hofmedikus; selve Embedet erholdt han 1771 ved Clausens Død og blev derved et virksomt
Medlem af Collegium medicum. 1770 blev han Læge ved Vartov og ved Børnehuset, kort efter ogsaa ved det
franske Skuespillerselskab, og 1771 blev han en af de 3 Læger ved den nyoprettede Plejeanstalt. Han blev nu i
Stand til at indgaa Ægteskab og ægtede 1771 Johanne Sophie Schønfeldt, Datter af en kjøbenhavnsk Borger.
Som Hofmedikus ledsagede han 1772 Dronning Caroline Mathilde til Helsingør.
Han havde nu naaet en smuk Stilling i den medicinske Verden og fik rig Lejlighed til at udfolde sin store og altid
lige livlige Aktivitet. 1772 var han Medstifter af det medicinske Selskab og fungerede i Begyndelsen som dets
Sekretær, s. A. oprettede han det kirurgiske Disputerselskab, der i en Aarrække under hans vedblivende
Førerskab førte et virksomt Liv, 1774 stiftede han som medicinsk Pendant til det foregaaende et »Societas
exercitatoria medica Hauniensis«, s. A. paabegyndte han sit mest betydende lægevidenskabelige
Tidsskriftsforetagende med Udgivelsen af sit »medicinisch-chirurgische Bibliothek«, hvori han publicerede talrige
Afhandlinger, til Dels af recenserende og kritisk Indhold med Polemik mod forskjellige, navnlig udenlandske
Forfattere og særlig mod den ligeledes stærkt polemiske Professor Gruner i Jena. Tillige lod han sine
Disputerselskaber og det medicinske Selskabs Forhandlinger tilflyde talrige Meddelelser og Disputationer over
forskjellige Æmner.
1774 erholdt han Designation som medicinsk Professor ved Universitetet og virkede derefter i en lang Aarrække
som en utrættelig, livlig og paaskjønnet medicinsk Docent i forskjellige Discipliner. Ved de akademiske
Disputationer udmærkede han sig stadig ved sit Lune og sin Vittighed, sit hurtige og skarpe Blik og sine
omfattende Kundskaber. Hans litterære Produktion blev i dette Tidsrum overvældende, om ikke just i Kvalitet saa
dog i Kvantitet, i særskilte Skrifter og i af ham udgivne Tidsskrifter, og omfattede baade egentlig Lægevidenskab,
med Gjengivelse af, hvad han havde lært og tilegnet sig i Udlandets Litteratur, som det væsentligste Indhold, og
Skrifter og Artikler af populariserende Karakter, ligesom ogsaa — last, not least — Belletristik og æsthetiserende
Kritik (s. ndfr.). Med Forkjærlighed kastede han sig, navnlig i den lange Række af ham udgivne Tidsskrifter
(Sundhedstidender) med forskjellige Titler (hver enkelt af dem bestod kun en kort Tid), over Hygiejnen, og utallige
ere de mere eller mindre gode og nyttige Raad og Anvisninger, han i disse smaa Tidsskrifter har givet Publikum,
ofte isprængte med pudsige Anekdoter eller en gemytlig Vise. Heller ikke Polemik gaar han her af Vejen for,
saaledes i »Nye Sundhedstidende« 1782 en stor Polemik med Dr. Buchhave [...]; mest er den dog af en ret
harmløs Karakter — Humoristen fornægter sig næsten aldrig — ligesom han ogsaa til Trods for sin livlige
Oppositionslyst og stærke Selvstændighedstrang paa alle vigtigere Punkter væsentlig forholder sig konservativ og
412/484