Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

IV • Definitionen af Mennesket • Klassicismen • Klassicismens Karakteropfattelse • Hofdannelsen og
Karakterdannelsen • Holberg og Kongerne • Holberg og Særstudiet • Skuespillenes Plan • Det
Advokatoriske • Versene og Monologerne • Arts- og Standspræg • De tre Enheder • Klassicismen
romansk • Holberg klassisk anlagt • Sprogformen vinder ved Ælde • Heiberg om Holberg • Rokkoko-Stil •
Opfattelse af Historieskrivningen • Ikke historisk Kritiker • Ikke Psykolog • Bygger paa Fornuften •
Rettroenhedens Indsmeltning • Middelsandheder • Niels Klim • Holberg og Molière • Jeppe paa Bjerget •
Holberg og Shakespeare
Apologien for Sangeren Tigellius, Holbergs anden Satire, behandler en Sag, der
fra Digterens første Ungdom af sysselsætter ham, men vedbliver at staa for
ham som en Gaade: menneskelige Karakterers Foranderlighed, den Rigdom af
Modsætninger og Selvmodsigelser, af hvilken Menneskevæsenet synes at
bestaa, hele Folkeslags Svajen mellem Barbari og forkunstlet Kultur, Overtro
og Vantro, og de enkelte Personligheders Vekslen mellem Flid og Ladhed,
Indesluttethed og Meddelsomhed, Hovmod og Jævnhed. Hvert Øjeblik, hedder
det i Satiren, møder man en Proteus. Sangeren Tigellius, der hos Horats er et
Mønster paa Omskiftelighed, er saa lidet en Undtagelse, at var der Vinduer for
Hjerterne, vilde man finde lidt Tigelliansk i ethvert Menneske. Og han ender
med denne Karakteristik af det menneskelige Væsen:
Naar andre vi belee, vi selv os ikkun laste.
Det store Medium man ingen holde seer,
Thi i hvert Menneske en selsom Chaos er
Af Frygt, Formastelse, Koldsindighed og Iver,
Som vor Machine hen i Precipicer driver.
Af Daarskab, Gravitet, Bravoure, Coujonerie,
Af Vantroe, Overtroe, af Lyst, Misanthropie,
Af Skiødesløshed, af for stor Accuratesse
Af Ladhed, Flygtighed, af Høihed og Bassesse
Af Attraae og Foragt, af Rundhed, Gierrighed
Af Ild og lis, af Hevn og Medynk, Krig og Fred.
Hvad er da Menneskets Definition? spørger han, og han svarer, idet han i den
sidste Linje sammentrænger Digtets Idé:
Det er et Dyr som man kand ikke definere.
Ingen, der med et levende Indtryk af de Holbergske Komediers bekendteste
Figurer støder paa denne Skildring og den citerede Slutningskarakteristik af
Menneskevæsenet, kan undgaa at studse ved hvor lidet Definitionen passer.
Hvorledes? Den politiske Kandestøber, Jacob von Tyboe, Jean de France, den
Stundesløse, den meget talende Barber — det skulde være Væsener, man ikke
kan definere; De defineres jo uophørligt af deres Omgivelser; de definerer sig
selv saa at sige allerede i Navnet. De er af ét Stykke og ens fra først til sidst.
Vil vi dvæle ved digteriske Skikkelser, der er rige paa indre Modsigelser, saa
søger vi i vor Tanke til Shakespeare og Goethe, til Hamlet eller Faust, men ikke
til Holberg og hans Hovedpersoner.
69