Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

forværre sig som en Følge af de ydre politiske Forhold. Man skulde netop nu komme til at mærke uheldige
Virkninger af, at der ikke i de gode Aar var opsamlet noget som helst Reservefond. Følgen deraf blev en mere og
mere fortvivlet Kamp for at rejse de nødvendige Penge. Samtidig faa vi fra en paalidelig Side at høre, at T. ikke
havde den nødvendige Personlighed til at holde Disciplin i sit Kollegium og drive sit Personale til flittig at gjøre sin
Pligt.
I Gehejmekonseillet, hvori han, som vi have sagt, fik Sæde 1758, hørte han aabenbart ikke til de ledende
Personligheder; men ved sin personlige Elskværdighed og Omgængelighed virkede han sit til den Enighed, der i
disse Aar under den ældre Bernstorffs overlegne Indflydelse betegnede Styrelsen paa dens øverste Trin.
Imidlertid var han i. Febr. 1763 kommen til at efterfølge Johan Ludvig Holstein i hans forskjellige Stillinger, nemlig
baade som Oversekretær i danske Kancelli, Præses for Missionskollegiet og Waisenhuset, 1.
Generalkirkeinspektør, Præses i Videnskabernes Selskab, Patron for Universitetet og Skoleherre for Herlufsholm.
Faa Uger efter blev han Ridder af Elefanten.
Ingen kan være i Tvivl om, at Kancelliets betydeligste Jurist paa denne Tid var Stampe [se om Stampe i: Georg
Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], og heldigvis lod T. ligesom Holstein før ham denne som
Generalprokurør være Kancelliets højtbetroede Konsulent. Men bortset fra den Betydning, Stampes Erklæringer
have haft, knytter der sig ikke noget særlig mærkeligt til danske Kancellis Historie i T.s Tid, og man mente at
kunne spore en større Langsomhed i Forretningernes Gang under ham, end Tilfældet havde været, medens
Holstein havde staaet i Spidsen for Kollegiet. Den store Masse Forretninger synes at have været for meget for
ham, og saa var han desuden Medlem af den første bekjendte Landvæsenskommission, fra Nov. 1757 til Okt.
1767, i hvilken Stilling han har haft sin Del i de 3 første Forordninger, der bleve udstedte om Fællesskabets
Ophævelse.
Christian VII's Tronbestigelse forandrede intet i T.s Embedsgjerning; men derimod kom han som Konseillets
andre Medlemmer til stærkt at føle Overgangen fra de rolige Dage under Frederik V til den forvirrede og af
alskens Rænkespil opfyldte Tid, der begyndte efter den nye Konges Tronbestigelse. Han stod i disse Aar trofast
paa Bernstorffs Side, og den Støtte, han ydede denne under hans Arbejde for at bringe den provisionelle
Mageskiftetraktat med Rusland af 22. April 1767 i Stand, havde til Følge, at han sammen med ham og D.
Reventlow efter Kejserinde Cathrine II's udtrykkelige Ønske blev gjort til Lensgreve 14. Dec. 1767.
Bernstorffs Fald 15. Sept. 1770 havde vel ikke ogsaa T.s Afskedigelse til umiddelbar Følge; men hans
Virksomhed i Konseillet var som bekjendt alligevel forbi, da Struensee lod det være i fuldstændig Uvirksomhed,
naar undtages den Erklæring, som T. 24. Sept. ligesom hans Kolleger afgav om, hvorledes et Statsraad bedst
kunde indrettes i en monarkisk Stat, en Erklæring, der yderligere ophidsede Struensee imod de gamle
Statsraadsmedlemmer. Det varede da heller ikke længere end til 10. Dec. 1770, inden alle Konseillets
Medlemmer bleve afskedigede. Pension fik T. ikke. Hermed var hans Virksomhed i samtlige hans ældre Stillinger
ophørt, undtagen for saa vidt Struensee lod ham blive ved at være Skoleherre paa Herlufsholm, en Virksomhed,
hvortil der dog ikke knytter sig videre Interesse for hans Vedkommende.
Efter sin Afskedigelse trak T. sig tilbage til sine betydelige Godser i Sydsjælland. Han havde i 1732 ægtet Birgitte
Charlotte Kruse, en Datter af den bekjendte Generalmajor Ulr. Chr. K. [...], og hun havde bragt ham Lindersvold i
Medgift. 1731 havde han, der maa have været en god Økonom, kjøbt Strandegaard, og 1737 erhvervede han ved
Arv og Kjøb Gavnø. Det synes, som om han i Struenseetiden har levet ret isoleret nede paa Gavnø, medens hans
tidligere Kolleger stode i levende Forbindelse med hverandre. Dette stille Liv blev han revet ud af ved Struensees
Fald. Strax efter 17. Jan. 1772 var han en af dem, som de nye Magthavere mente at burde tilkalde for at lade dem
faa Sæde i det Statsraad, som paatænktes oprettet. Han har da bl.a. været med i Forhandlingerne om den
Ordning af Styrelsen paa dens øverste Trin, der fastsloges ved Forordningen af 13. Febr. 1772, og det synes,
som om han har foreslaaet de 2 vigtige Paragrafer i denne Forordning, hvorefter Udenrigsministeren altid skulde
have Sæde i det nye Statsraad, og »alting herefter (det alene undtagen, som angaar vore tyske Provinser) skal
søges, behandles, foredrages og udfærdiges i det danske Sprog«. Dette sidste tyder paa, at han ganske har
været enig i den nationaldanske Retning, der som bekjendt blev betegnende for Styrelsen i den saakaldte
Guldbergske Tid.
Da i Følge den nys nævnte Forordning intet Medlem af Statsraadet, med Undtagelse af Udenrigsministeren,
maatte staa i Spidsen for noget Regeringskollegium, kom han ved sin Gjenoptagelse i det højeste Regeringsraad
ikke til ogsaa atter at blive Kancellipræsident eller til at faa nogen af de Stillinger, der plejede at være forenede
med dette Embede. Derimod fik han Sæde i flere af de særdeles vigtige Kommissioner, som i dette Tidsrum
havde gjennemgribende Indflydelse paa Finansstyrelsen. Han blev nemlig 29. Okt. 1772 Medlem af den
extraordinære Finanskommission, 11. Marts 1773 Medlem af Overskattedirektionen, 19. Maj 1774 blev han en af
Direktørerne i Skatkammeret, og 13. April 1782 fik han Sæde i Overbankdirektionen. Disse Udnævnelser vare
vistnok et Vidnesbyrd om, hvorledes man i ydre Henseende viste den nu stærkt aldrende Mand alt muligt Hensyn;
men det er dog tydeligt nok, at han aldeles ikke har spillet nogen Rolle som egentlig ledende Statsmand i denne
Tid. Tiltagende Alderdomsskrøbeligheder synes ogsaa at have gjort det nødvendigt at formindske Trykket af
Embedsgjerningen for ham. I det mindste forekommer der oftere Kabinetsordrer om, at den »gode Grev T.« skal
404/484