Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

for en uforstaaende Samtids Miskjendelse. Han var aabenbart en højst letsindig og ustadig Svend, der nød Livet,
lidet nøjeregnende med Elskovsæventyr som med Penge, og derfor ganske naturlig endte i Sygdom og
Fattigdom. Den ejendommelige Stilling, han indtog i Selskabslivet, betegnes maaske bedst ved Grev Rantzau til
Brahesborgs lidt aristokratisk overlegne Ytring, at han var «en ganske egen Fyr og et Pokkers godt Hoved«.
Baade som Menneske og som Digter har han noget til fælles med Ewald, om han end er i mindre Stil. Midt i
Paryktiden, paa Overgangen fra Holbergs Forstandsdigtning til den Klopstockske »überschwengliche«
Følelsesretning, som han dog ikke levede nær nok paa eller længe nok til at blive paavirket af, er S. den enlige
Svale, der varsler en ny Sommer for Lyrikken, Stenersens, Tullins og Ewalds Alder. Dette beror maaske især paa,
at han ikke tog sig selv og ikke af andre blev tagen alvorlig som Digter og netop derfor vovede at være sig selv i
sin Digtning. Fortidens meste Lyrik var religiøs eller stift og ensformig heroisk-historisk; de faa spøgende
Ungdomsdigte, hvori anerkjendte Poeter som Kingo og nogle af hans jævnaldrende sloge sig løs og gave sig hen,
ere utrykte eller mere tilfældig bevarede. Naar man skulde optræde for et større Publikum, tog man
Selskabsdragten og den højtidelige Mine paa. Men over sine faa Forgængere i den humoristiske Digtning, en
Bording eller Reenberg, hæver S. sig paa den anden Side ved sin Fantasibegavelse og sin den Gang
enestaaende friske Naturfølelse (»Rosenknoppen«, som dog skæmmes af uheldige Rim, »Den kjedsom Vinter
gik sin Gang«), der ofte endog synes ægtere end Tullins eller Ewalds stundum noget stiliserede Rundmalerier.
Dertil kommer hans mærkelige sproglige Lethed, der ganske naturlig og utvungent føjer Tanken ind under de
kunstige italienske Arie- og tyske Visemelodier, som mere og mere bleve Mode. Ypperligst er han maaske i sine
smaa, morsomt og let rundede Epigrammer, Skaaler og Impromptuer, en Digtart, som Fortiden, tung i Tanke og
vidtløftig i Udtryk, som den var, forgiæves havde søgt at mestre, men hvori end ikke Wessel overgaar S.
(»Kongen opnaa snehvid Alder!«, »Vor Neubergs Bryst«, »Ved Vinen den klare«, »Vel født er vel en Trøst«(?),
»En har det i Ryggen«). Drikkeviser havde Reenberg nøjedes med at oversætte, medens S. som Originaldigter
undertiden varsler Rahbek («Lad Krig fornøje Potentater») [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]] . Større Digtninger førte hverken hans Forhold eller formodentlig hans Lyst og Evner
ind paa, og dybt gaar han heller ikke. Som de fleste samtidige var han vistnok alvorlig troende og søgte i
Religionen en Støtte for sin Letsindighed og en Trøst for sin ublide Skæbne:
»Uforsagt, hvordan min Lykke
end i Verden blive maa!«
Men af hans »gudelige Arier«, hvor den kunstige Viseform desuden er mindre passende, vise i Grunden kun de
faa nogen Ejendommelighed, hvor Billeder eller Inspiration hentes fra Naturbetragtning (»Hvad regner Naturens
Ransagere op?«, »Hvad vindes ved Verdens vidtløftige Hav?«). S.s moraliserende Digtning naar ikke ud over
Tidens sædvanlige, lidt lavloftede Lovprisning af Dyd og Nøjsomhed — aurea mediocritas — og Klage over
Verdens Falskhed og Lykkens Omskiftelighed. I de heldigvis sjældne Tilfælde, hvor han ved højtidelige
Lejligheder falder tilbage til Alexandrineren, f. Ex. i Gravskriften over Løvenørn, er det mærkeligt at se, hvorledes
dette ominøse Versemaal ligesom fører Fortidens muldne Duft med sig og med ét Slag gjør den ellers saa friske
og modernt anlagte Digter 50 Aar ældre: hele den gamle Garde, Mythologien, de allegoriske Personifikationer og
de franske Gloser, tropper op igjen.
Af de o. 100 Digte, som med mere eller mindre Sikkerhed tillægges S., er det i alt en Snes Smaavers, der udgjør
den litterære Bagage, hvormed han indtager sin ejendommelige Plads i dansk Lyrik. Det er lette og muntre Indfald
eller følte og ægte Stemninger, der betegne ham som den fødte Digter, ledet af Inspiration mere end af Flid og Fil,
og som derfor sloge umiddelbart an i hans nærmeste Kreds, uden at det dog faldt nogen ind at give
Skræddersønnen og Skriverkarlen Plads ved Siden af Tidens store Poeter, en Biskop Thura eller Professor
Wadskjær, endsige ane, at hans Navn vilde leve, naar deres længst vare glemte. I hans Levetid kom kun et enkelt
af hans Vers i Trykken; først flere Aar efter hans Død besørgede Præsten T.S. Heiberg og derefter Sønnen
Christian S., der var Skolelærer paa Langeland, temmelig unøjagtige Samlinger og Udgaver af hans Digte.
Egentlig er det Fr. Barfod, der har Fortjenesten af midt i det følgende Aarhundrede at have gjenoplivet Mindet om
hans Digtning, og Chr. K.F. Molbech, der ved sit Skuespil »Ambrosius« har omgivet hans Navn med et lidt
idealiseret Skjær.
Til: Indholdsfortegnelsen
401/484