Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

det var Finanserne. Det lykkedes S. her at gjennemføre Besparelser i flere Henseender, og paa visse Maader
kom der bedre Orden i Styrelsen. Især var det forstandigt, at alle den saakaldte Partikulærkasses Indtægter
sloges sammen med den almindelige kongl. Kasses og lagdes ind under Finanskollegiet, der til Vederlag havde at
udbetale alt, hvad der behøvedes til Hofudgifter. Men uheldigvis voldte det ikke faa extraordinære Udgifter, at der
forberedtes en ny og forholdsvis stor Expedition imod Sørøverstaten Algier [se artiklen om Ludolf Hammeken],
som man laa i Krig med, og ganske uforsvarlig var den Ødselhed, S. viste med Hensyn til alt, hvad der vedrørte
Hoffets Forlystelser. Det blev derfor kun saare tarvelige Resultater, som den af ham med megen Bram forkyndte
Sparsommelighed i Finansstyrelsen bragte.
Hvor meget S. end tog imod Raad af forskjellige, vilde han dog ikke, hvad de indre Forhold angik, lade nogen
anden indtage en fremragende Stilling som en Slags Minister. Dette var han derimod nødt til ved den udenrigske
Styrelse, hvor der baade krævedes stadigt personligt Arbejde med de fremmede Statsafsendinger i Kjøbenhavn,
og hvor der behøvedes en diplomatisk Rutine og et Kjendskab til Statens Forhandlinger med udenlandske Magter
i de senere Tider, som han slet ikke havde. Han havde derfor maattet lade der være en egen
Udenrigsministerplads, og den havde han i Slutningen af 1770 betroet til den bekjendte dygtige Diplomat Grev
Osten [...], som han mente at kunne drage Nytte af, fordi denne var bleven uenig med Bernstorff. Det var
imidlertid blot hans Mening at bruge Osten som et Redskab for sin egen udenrigske Politik. Medens Staten i
Bernstorffs sidste Tid havde sluttet sig nær til Rusland for at opnaa det holstenske Mageskifte og i Forening med
denne Stat hindre den for fjendtlig ansete Kongeslægt i Sverige fra at udvide Kongemagten der, vilde S. følge en
Middelvejspolitik, paa den ene Side bevare Venskab med Rusland og paa den anden Side holde Staten uden for
Indblanding i Sveriges indre Forhold. Men Osten var ganske enig i den Politik, som Bernstorff havde fulgt, og det
kom derfor til idelige store og smaa Rivninger imellem ham og S. Rusland saa samtidig med liden Velvilje paa S.,
og skjønt denne efterhaanden begyndte at nærme sig mere til Hoffet i St. Petersborg i Haab om at opnaa
Afslutning af Mageskiftet, hvis Betydning han snart fik mere Øje for, saa vedblev dog Cathrine II [Katarina 2. den
Store] i Rusland at se med Mistillid paa ham, og Mageskiftesagen skred derfor slet ikke frem i hans Tid.
Imidlertid kunde det synes, som om hans Stilling i selve Landet var lige grundfæstet. Hans Herredømme over
Kongen og Dronningen var stadig urokket. Kongens voxende Sindssyge gjorde denne om mulig endnu mere
viljeløs i alle Retninger, hvad Regeringen angik, og Dronningens Lidenskab for S. blev ved at holde sig paa
samme Højde. Under disse Forhold var han lige saa fuldt Herre ved Hoffet, som han var det i Regeringen, og det
var et paa Fornøjelser af, forskjellig Natur rigt Hofliv, der i Sommeren 1771 førtes paa Hirschholm Slot med ham
og hans Elskerinde Dronningen som Midtpunkter. Ved Kongens Fødselsdag 29. Jan. 1771 var han, man kan sige
selvfølgelig, en af dem, som Caroline Mathilde smykkede med den efter hende selv opkaldte Orden, som hun ved
denne Lejlighed indstiftede, og 22. Juli opnaaede S. sammen med sin Ven Brandt at blive gjort til dansk
Lensgreve. Det var altsaa, rent ydre set, som om han endnu var ved at stige stedse højere, og højere.
Men den blinde Lydighed, han hidtil havde fundet, blev ud paa Sommeren tilsat med et glødende Had imod ham,
der siden stedse tog til, og intet Sted udviklede dette sig stærkere end der, hvor det maatte være farligst for ham,
nemlig i Kjøbenhavn.
Det var i og for sig umuligt andet, end at forskjellige af hans Reformer maatte vække Uvilje imod ham hos mange,
fordi de stødte an imod Folks Privatinteresser; selve den voldsomme Iver, hvormed han lod den ene Omdannelse
følge den anden i Hælene, vakte Anstød hos en Befolkning, der var vant til stilfærdige Forhold uden synderlige
Forandringer; hans despotiske Fremfærd imod de mange Embedsmænd, der vilkaarlig bleve afsatte, fremkaldte
Forbitrelse i vide Kredse; Masser af Arbejdere bleve arbejdsløse paa Grund af den utilbørlige Pludselighed,
hvormed han gjorde Ende paa den Beskyttelse, Fabrikkerne hidtil havde nydt; man fandt det skammeligt, at
Kjøbenhavns gamle Kommunalforfatning med de 32 Mænds Raad, der kunde føres tilbage til Byens Privilegier fra
1661, var udslettet med et Pennestrøg; den Hensynsløshed, med hvilken han satte sig ud over gjældende
Fundatser og Bestemmelser, naar de ikke passede ham, skabte en, i det mindste til Dels berettiget, Harme; man
fandt snart med, snart uden Grund i forskjellige af hans Forordninger Vidnesbyrd baade om hans bekjendte
Irreligiøsitet og om hans ikke mindre berygtede Løsagtighed, og man saa deri Forbud om, at han vilde søge at
undergrave Dyd og gode Sæder; der var Regeringsskridt af ham, der frembøde Stof til alvorlig Kritik, f. Ex.
Indførelsen af Tallotteriet paa Grund af dets fordærvelige Virkninger, særlig iblandt den fattige Befolkning; man
oprørtes ved hans Ringeagt for Folkets Sprog og Nationalitet, selve hans Personlighed stødte Folk fra ham paa
Grund af den hovmodige Holdning, han stedse mere indtog over for alle, og som gjorde, at ingen kunde fortælle
noget Træk af Venlighed eller Elskværdighed hos ham; men ganske særlig vakte han Forargelse og Forbitrelse
ved sit Forhold til Kongen og Dronningen. Den Afsluttethed, hvori han holdt Kongen, gav Anledning til Rygter om,
at han og Brandt mishandlede ham; selve den Myndigheds Omfang, han havde tiltaget sig ved Udnævnelsen til
Kabinetsminister, syntes at være en Krænkelse af den Magt, Kongen alene burde have Ret til at udøve, og rundt
omkring blev der talt om, at den var et Brud paa Kongeloven. Saa kom hertil, at al Verden vidste, at han var
Dronningens Elsker, og da hun i Juli fødte Datteren Louise Augusta til Verden, gjaldt det rundt omkring, og det
med god Grund, for en Kjendsgjerning, at denne var S.s Datter. Det var paa den Dag, da hun blev døbt, at S. blev
Greve. Sligt syntes at bide Hovedet af al Skam. For ligesom at fuldende det uhyggelige Billede af den Stilling, han
indtog til Kongefamilien, kom hertil ogsaa, at efter hans Tilskyndelse den lille Kronprins var Gjenstand for den
velkjendte haarde Opfostring, der skulde gjøre ham til et Naturbarn paa Rousseausk Vis, men ganske vist blev,
396/484