Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Ogsaa paa andre økonomiske Felter vækker han Opmærksomhed, for saa vidt han nemlig vilde bort fra det
udstrakte Beskyttelsessystem, der hidtil var fulgt med Hensyn til den store Industri. Han borttog forskjellige vigtige
Støtter, den tidligere havde haft, og det var tillige tydeligt, at han var en Fjende af Lavsvæsenet, selv om han
under sin korte Styrelsestid ikke fik Tid til at rokke stort ved det.
Skjønt en Reformvirksomhed som den her antydede allerede i fuldt Maal kunde lægge Beslag paa en Statsmands
Tid, var der dog andre Sider af Styrelsen, der langt mere optoge ham, og hvor han viste revolutionær
Omvæltningslyst. Den hele nedarvede Embedsordning var i hans Øjne forældet, dels som behersket af nogle
adelige Slægter, dels som betegnet af Slendrian og Uduelighed. Alt, udtalte han i den Anledning en Gang til
Reverdil, var fejlfuldt i den danske Stat, og han vilde ikke lade Sten tilbage paa Sten. Efter at han allerede i
Slutningen af 1770 havde bortfjærnet adskillige af de ældre Magthavere fra deres Embeder og fra Konseillet, gik
han videre i at ophæve alle Præsidentpladser i Kollegierne for ligesom derved at trykke disse ned og sikre sin
egen Magt desto mere, og han tog snart paa den hensynsløseste Maade fat paa gjennemgribende Ændringer i
den hele Centralstyrelse. Det var næsten, som om ikke et eneste Kollegium eller en eneste vigtig Institution
maatte faa Lov til at bestaa urokket. Vi kunne her kun nævne som den vigtigste af disse Forandringer, at han
gjorde Finanskollegiet til det vigtigste i Staten, i det han nemlig baade lagde Styrelsen af de Indtægter, der
tidligere vare gaaede i Partikulærkassen, under det og tillige sammensmeltede Generaltoldkammeret og
Kommercekollegiet med det, foruden at ogsaa en Del Sager, som i ældre Tid havde hørt under Kancelliet, nu
føjedes til dets Omraade.
Medens han ved de høje Regeringskollegier drev store Forandringer igjennem, førte det Forsøg ikke til noget,
som han gjorde paa at omdanne Universitetet. Højst sandsynlig spillede Besparelsestanker den vigtigste Rolle
hos ham heri, og det Udkast, som den fra Throndhjem [Trondheim] hidkaldte Biskop Gunnerus [...] udarbejdede,
synes ikke at have tilfredsstillet ham i saa Henseende. Nok er det, der kom intet ud deraf.
Derimod havde de Forandringer Betydning, som han indførte i Kjøbenhavns Styrelse og forskjellige vigtige
Institutioner her. Den Mand, der i denne Sag var hans højre Haand og for det meste fik Lov til at følge sit eget
Hoved ved, hvad der skete, var Grev U.A. Holstein [den yngre] der som Overpræsident blev stillet i Spidsen for
Byens Sager. Ikke alene blev selve Kommunalstyrelsen omordnet; men der indførtes gjennemgribende
Ændringer og for det meste Forbedringer med Hensyn til Byens Politivæsen, Gadebelysning, Renlighedsforhold,
Indførelse af Husnumre o. a. m. Vigtigt var det ogsaa, at S. godkjendte Holsteins Omordning af
Jurisdiktionsforholdene i Byen, i det en enkelt Domstol, Hof- og Stads-retten, stilledes i Steden for de mange
forskjellige, der hidtil havde været her, en Forandring, der, som vel bekjendt, var en væsentlig Forbedring. Ogsaa
Omordningen af Byens Fattigvæsen havde meget gode Sider.
Som her for Kjøbenhavns Vedkommende saaledes har der vistnok ved S.s store Omdannelse af Centralstyrelsen
været noget godt, men, taget i sin Helhed, var denne dog ganske unødvendig og tilmed ubetimelig, fordi der var
vigtigere Reformer, som først burde fremmes, og fordi S. vanskeliggjorde sig sin hele Gjerning ved samtidig at
arbejde i saa forskjellige Retninger, og det endda med et urimeligt Hastværk. Ogsaa fandt de Forandringer, han
indførte, jævnlig Sted uden tilstrækkelig Overvejelse, og de gjennemførtes med saa liden Omtanke, at der oftere
opstod en højst uheldig Konfusion.
Hertil kom saa, at hans Forhold til Embedspersonalet havde alvorlige Skyggesider. Ganske vist havde der i ældre
Tider været baade Klikevæsen og en Del Slendrian, og der kunde derfor være noget godt ved den stramme
Disciplin, som S. indførte. Selve de Principper, som han opstillede, kun at ville udnævne Embedsmænd efter
Dygtighed, og at man strængt skulde rette sig efter gjældende Lov og afholde sig fra administrativ Vilkaarlighed,
vare fortræffelige, ligesom det ogsaa var forstandigt, at han stræbte at afskaffe Lønninger ved Sportler og kun
vilde have fast Gagering af Embedsmændene; men alt kom an paa den Maade, hvorpaa Principperne
gjennemførtes, og her vækker han skarp Kritik. Hvor lidt han end kjendte til den store Mængde af ældre
Embedsmænd og deres Gjerning, saa han dog skjævt til dem, og han fejede derfor ud iblandt dem for at faa nye
Kræfter ind, som han mente bedre at kunne stole paa. Men selv om der ganske vist i den Kreds af yngre
intelligente Mænd, der i den Bernstorffske Tid vare blevne udviklede her hjemme, fandtes gode Kræfter, som han
kunde bruge, og om han end i sin noget ældre Broder Justitsraad C.A. S. [...] havde en begavet Mand, der, som
det viste sig, kunde gjøre Gavn i Finansfaget, saa maatte han alt for tit ved Udnævnelser gaa omtrent i Blinde
efter de løseste Anbefalinger, og det var et dumdristigt Spil at lade saa mange uprøvede Mænd tage fat paa én
Gang i høje Stillinger. Ligefrem oprørende var saa den Vilkaarlighed, hvormed han ved disse Forandringer
afskedigede Embedsmænd for Fode, uden at han havde nogen paalidelig Kundskab om deres større eller mindre
Dygtighed, og oven i Kjøbet tit med en lille eller endog slet ingen Pension. Det var ham ganske ligegyldigt, at han
derved bragte ufortjent Ulykke over adskillige Familier.
Til disse Skyggesider ved hans Styrelse kom saa det velkjendte Træk, at han, der var ganske ubekjendt med vort
Sprog, udstedte alle Kabinetsordrer paa Tysk og overhovedet teede sig, som om det var i et tysk Land, at han var
ledende Minister. I den Grad var Hensynet til Landets langt overvejende Nationalitet ham en ligegyldig Sag.
Én Side af Statens Forhold var der, hvor alle vare enige om, at der trængtes til en Forbedring af Tilstandene, og
395/484