Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Opdragelse, han havde faaet i sine Forældres pietistiske Hjem, og de Indtryk, han havde modtaget i Halle,
Pietismens gamle Hjem, havde saa lidt stemt ham religiøst, at han tvært imod ved denne Retnings Overdrivelser
var ført over til det modsatte, nemlig til at slutte sig til den fritænkerske Bevægelse, der den Gang udgik fra
Frankrig og betegnedes ved Voltaire og efter ham endnu stærkere ved Encyklopædisterne. Han var desuden en
stærkt sanselig Natur med en umættelig Higen efter Livsnydelse, først og fremmest i høj Grad kvindekjær, og han
havde den farlige Egenskab at gjøre Lykke hos Damerne. Hans moralske Standpunkt var, at et Menneskes
Handlinger udelukkende vare bestemte ved dets Fornemmelser og Følelser. Om de vare gode eller onde, afhang
alene af de Virkninger, de havde for Samfundet, og saafremt det, man gjorde, ikke skadede det, havde ingen Ret
til at bebrejde en noget.
For en Mand med et saadant Temperament og slige Anskuelser frembød Hoffet i Kjøbenhavn, hvor Sæderne den
Gang vare i høj Grad løse, betydelige Tillokkelser; men det var ham dog snart ikke tilstrækkeligt at gjøre Lykke
hos Hoffets Damer. Han ønskede at spille en større Rolle, og han, der overhovedet havde ikke ringe
Iagttagelsesevne, saa snart, at hvis han skulde frem, maatte han ikke alene støtte sig til den Magt, han havde
over Kongen, men ogsaa vinde Dronningen, hvis Forhold til hendes Ægtefælle var iskoldt. Det lykkedes ham med
ikke ringe Takt at skabe en Tilnærmelse imellem Kongen og den unge, i og for sig livslystne, men af Forholdene
forpinte Dronning, og fra at have været den tilsidesatte blev hun ved hans Hjælp snart Midtpunktet ved Hoffet, og
det i den Grad, at hun ganske fik Overtaget over den stedse mere sløve Konge. Man kan forstaa, at S. herved
maatte komme til at staa i et lyst Skjær hos hende, og den Magt, han havde til at vinde Kvindehjærter, førte under
den Berøring, hvori han under dette kom til hende, til, at hun lidenskabelig forelskede sig i ham. Om han
gjengjældte hendes Følelse med blot nogenlunde tilsvarende Styrke, er tvivlsomt; men han, den erfarne Forfører,
der allerede i Altona havde haft flere Kvinders Ulykke paa sin Samvittighed, misbrugte sin Magt over hende til at
gjøre hende til sin Elskerinde. Fra Begyndelsen af Aaret 1770 var Forholdet imellem dem en Kjendsgjerning, og
den Ugenerthed, hvormed han lod det træde frem, ikke mindre end hendes Ubesindighed, gjorde, at det blev
Gjenstand for Omtale baade ved Hoffet og i videre Kredse.
Paa denne Tid var det nu ogsaa, at Tanken om at gjøre sig gjældende som Statsmand, støttet til Magten over
Kongen og Dronningen, begyndte at arbejde sig frem hos ham. Han styrkedes i den Retning baade i
Almindelighed ved den Utilfredshed over de bestaaende Forhold i flere Henseender, der af forskjellige Grunde
begyndte at udbrede sig, og særlig ved den skarpe Kritik over de daværende Magthavere, som var almindelig
fremtrædende hos Mænd, med hvem han den Gang var i Berøring, eller som han mente vilde være med om at
fremme Forandringer, saadanne Mænd som Rantzau-Ascheberg og General Gähler [...].
Under disse Forhold var det, at Kongeparret, sandsynlig efter Tilskyndelse af S., besluttede i Sommeren 1770 at
rejse til Holsten for at tilbringe et Par Maaneder der ovre, og denne Tid valgte han til at aabne Kampen imod det
gamle Statsmandsparti, især imod Bernstorff. Dette faldt sammen med, at Dronningen ønskede Forandringer ved
Hoffet, hvor Conrad Holck, Kongens tidligere Yndling, endnu havde bevaret en høj Stilling. Hun hadede ham som
den, der efter hendes Mening havde haft stor Del i hendes Ydmygelser tidligere, og da han, i det mindste til en vis
Grad, gjaldt for at staa Bernstorff nær, ønskede ogsaa S. ham af Vejen og afløst af en Mand, som han kunde
stole paa. Uden Tvivl havde han da ogsaa stor Del i, at Holck faldt i Unaade og afløstes af hans egen gamle Ven
Enevold Brandt. Men endnu vigtigere var det, at S. fik Rantzau kaldt tilbage til Hoffet. Dette var en Krigserklæring
imod Bernstorff, som særlig holdt Rantzau for farlig, fordi han var en Modstander af hans egen udenrigske Politik
og var inderlig forhadt i Rusland. Fra den Tid var Bernstorffs Stilling undergravet, og det var ikke vanskeligt for S.
at drage Gavn af den Skinsyge, Kongen fra tidlig Tid følte imod det gamle Konseil. Uagtet denne var stærkt ved at
synke sammen i Sløvhed, var det dog muligt for S. i hans lysere Øjeblikke at hidse hans Uvilje imod Konseillet
som et Kollegium, der var hans Medbejler i Steden for kun at være hans afhængige Raadgiver. Men denne Uvilje
vendte sig særlig imod Konseillets første Mand, Bernstorff, og 15. Sept. afskedigedes denne.
Hermed var Banen brudt for S. til at naa Magtens Tinde. Skjønt han efter Navnet kun var Forelæser hos Kongen,
blev han i Virkeligheden snart Statens Herre. Han har ganske vist senere villet have Verden til at tro, at det var
Kongen personlig, der regerede og fandt paa de vigtige Kongebud, der i denne Tid efterhaanden bleve udstedte,
medens han selv kun tjente ham som Sekretær; men uheldigvis vide vi fra anden Side tilstrækkelig, hvor umuligt
det var for Kongen at være selvstyrende. Kunde han end ganske vist endnu have ikke faa lyse Øjeblikke under
det voxende Vanvid, var hans Selvarbejde dog endog i disse aldeles intet. S. forstod med ikke ringe Kløgt under
sine Samtaler med ham at lægge de Kongebud, han ønskede udstedte, til rette for ham paa en saadan Maade,
som om det var ham, der havde fundet paa dem, og som om han selv kun var den, der hjalp ham med at forme
Befalingerne og faa dem udstedte som Kabinetsordrer til Regeringskollegier eller andre. De 2 første saadanne,
der Saaledes fremkom og aabnede Rækken af de Struenseeske Kabinetsordrer, udstedtes allerede 4. Sept.,
altsaa inden Bernstorff endnu var afskediget. Den ene af dem indeholdt Indskærpelse af, at Rangtitler og
Ærestegn skulde uddeles langt sjældnere end forhen, den anden var den tit omtalte, hvorefter der skulde indføres
uindskrænket Trykkefrihed. At S. ved den sidste regnede paa at skulle vinde Folkeyndest, kan der ingen Tvivl
være om.
Til disse Skridt sluttede sig efter Bernstorffs Fald forskjellige vigtige Regeringshandlinger, der tjente til at
forberede hele Magtens Sammentrængning i Kongéns Kabinet. Først og fremmest sattes Konseillet ud af Spillet, i
393/484