Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Struensee, Adam, 1708—91, Generalsuperintendent
Af A. Jantzen
Adam Struensee blev født 8. Sept. 1708 i Neu-Ruppin i Brandenborg [Brandenburg]. Hans Fader, Lorentz S., var
Dugmager; Moderen hed Elisabeth f. Thomschläger. Han kom 1727 til det pietistiske Halle og fortsatte Aaret efter
Studeringerne i Jena, hvor han 1729 blev Huslærer hos den berømte Theolog Fr. Buddeus og stiftede personligt
Bekjendtskab med Zinzendorf. 1730 blev han Hofpræst i Berleburg, et Samlingssted for alle Haande religiøse
Sværmere, hvad der ikke blev uden Indflydelse paa hans Aandsretning ved at gjøre ham tolerant lige over for
Tidens religiøse Strømninger. Fra 1732 var han i 25 Aar Præst ved forskjellige Menigheder i Halle og forbandt fra
1747 med Præsteembedet et theologisk Professorat ved Stadens Universitet. Han holdt Forelæsninger over
Exegese og Moral, hvilke senere bleve trykte (Udlægning af Hebræerbrevet, Flensb. 1764; af Galater-brevet,
1764; akademiske Forelæsn. over den kristelige Moral, Flensb. 1765). Som Prædikant vandt han stor Anseelse
(»Biblischer Unterricht im wahren Christenthum«, 1747 og oftere). Imidlertid udnævntes han 1757 af den danske
Konge til Provst i Altona og blev tillige Konsistorialraad og Medlem af Overkonsistoriet i Glückstadt. Universitetet i
Halle meddelte ham ved hans Afsked der fra den theologiske Doktorgrad honoris causa. I Altona blev han dog
kun 2 Aar, da han ved Grev J.H.E. Bernstorffs Indflydelse blev Generalsuperintendent i Slesvig og Holsten og
flyttede til Rensborg [Rendsborg; Rendsburg].
S. var en flittig Visitator, men optraadte med stor Myndighed og var ikke lidet fordringsfuld i sin Optræden, hvorfor
Præsterne kaldte ham deres »Tordenvejr«. I hans Embedstid indførtes Cramers Katekisme og Salmebog i
Hertugdømmerne [...]. Lige over for de Friheder, der tilstedes Herrnhuterkolonien i Christiansfeld, nærede han
store Betænkeligheder. Skolevæsenet laa ham ganske særlig paa Sinde, men det voldte ham ogsaa megen Sorg.
Han anstrængte sig forgjæves for at komme det danske Folkesprog til Livs og var i al sin Færd og Idræt en
nidkjær Tyskhedens Apostel. Selv lærte han aldrig at tale ordentlig Dansk. Det stemte ikke ganske med hans eget
Væsen, naar han idelig opfordrede andre til Ydmyghed; han kunde ved saadan Lejlighed da ogsaa til Advarsel
med Salvelse fremdrage sin ulykkelige Søns, Statsministerens, Exempel. I øvrigt bør det fremhæves, at enhver
Opfordring til ham om privat at anbefale en Sag til Regeringen, medens Sønnen sad ved Roret, afviste han med
Bestemthed. Men opfyldt af Bekymring tilskrev han denne Søn endnu ved Nytaar 1772 et meget vemodsfuldt,
advarende Brev, men mødte kun kold Afvisning. Hans Prædiken fra 1735, »Guds Vilje efter det 6. Bud«, var 1771
optrykt paa ny saa vel paa Tysk som i dansk Oversættelse. Da det fra Kjøbenhavn tilskreves ham, at Sønnerne
[Johann Friedrich Greve Struensee og Carl August Struensee] vare arresterede, svarede han med et kort og
høfligt Brev, der endte med Citatet: »Og Aron tav« (3. Mos. 10,3). I Fængselet modtog den fordums Minister
Breve fra Forældrene med Formaninger til Omvendelse og efterlod ogsaa et Afskedsbrev til dem. Den Dag,
Sønnen blev henrettet, sad S.s Hustru stille hen og græd; men ved det Klokkeslæt, man antog Exekutionen fandt
Sted, tog S. Huen af, foldede sine Hænder og sagde: »Mutter, jetzt hat unser unglücklicher Sohn überwunden,«
1780 fejredes S.s 50 Aars Embedsjubilæum med stor Højtidelighed i Rensborg [Rendsborg; Rendsburg]. Højt
bedaget døde han 20. Maj 1791. Han havde 1732 i Berleburg ægtet Marie Dorothea Carl, eneste Datter af den
bekjendte kongl. Livlæge, Dr. Joh. Sam. C. [...]. Blandt deres Børn var, foruden ndfr. anførte 2 Sønner, en Datter,
gift med Provst W.A. Schwollmann i Slesvig [...].
Til: Indholdsfortegnelsen
390/484