Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

til S., skrevet 1707 fra Island; han tilbagesender et Haandskrift, han havde laant af S., og med Undskyldning for
dets lange Udebliven indpakker han det i et Par islandske Strømper som Rente af Laanet. De Skrifter, det
lykkedes S. at faa trykte, ere i Betragtning af hans Flid og Lærdom hverken mange eller store; de ere væsentlig af
historisk, arkæologisk og numismatisk Indhold, og adskillige af dem ere indførte i lærde Tidsskrifter eller
Samlinger. Af hans særskilt udgivne Skrifter maa nævnes hans Udgave af Absalons Testamente (1696), hans
Brev »De nummorum bracteatorum et cavorum origine et progressu« (1700), »De nummo Svecico
Sevennensibus adscripto« (1703), »De summo regio nomine Konning« (1707), «Dissertatio de nomine et festo
Jul« (1711), alle bærende Vidnesbyrd om Forfatterens Skarpsindighed og grundmurede Lærdom. Desto flere
Værker efterlod han sig i Haandskrift; ved hans Testamente indlemmedes de i Reitzers Bibliothek, med hvilket de
sammen med en stor Del af hans og hans Faders Brevvexlinger ere havnede i det kongl. Bibliothek, for saa vidt
de ikke ad andre Veje ere komne der hen. Blandt disse fremhæves den af S. paa Tysk affattede hamborgske
Krønnike indtil 1690, Frugten af 20 Aars Arbejde, i alt 18 Bind; forgjæves havde Hamborgs Magistrat budt ham en
høj Pris for den, og da han senere i sin Nød tilbød Kongen den, fandt man den forlangte Betaling for høj. End
videre 17 Kvartbind indeholdende dybtgaaende Undersøgelser og Afhandlinger af antikvarisk Indhold, især
vedrørende de nordiske Oldsager — et Ocean af Lærdom har man kaldt dette Værk —, «Valerius Maximus
Danicus« i 4 Kvartbind, et Slags Forløber for Mallings «Store og gode Handlinger», og talrige litterære og
antikvariske Samlinger. Endelig fortjener at nævnes hans Samlinger til et Værk »De feminis doctis«, fordi dette
leder Tanken hen paa hans Forbindelse med den Ulfeldtske Familie, hvilken han viste en lignende Trofasthed og
Hengivenhed som hans Fader. Endnu medens Leonora Christina sad i Blaataarn, vidste han at sætte sig i
Forbindelse med hende, et Forhold, der vedligeholdtes til hendes Død, i det han af og til besøgte hende paa
Maribo Kloster. Til Brug for S. nedskrev Grevinden sin Avtobiografi, ligesom hun af sin udbredte Læsning
forsynede ham med en og anden Oplysning til ovennævnte Værk; til Gjengjæld støttede han hende ved hendes
Arbejde paa Skriftet om Heltinder.
Til: Indholdsfortegnelsen
387/484