Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

nødvendiggjøre et stort Noteapparat, uden dog altid at blive forstaaelige. Kun sjælden hæver han sig til større
Frihed og Lethed:
»Der er Ord i Tvillings Vise, som er Lyst at høre paa.
Sangemestre maa jeg prise, naar de kun vil digte saa«,
eller:
»Kingo skjænker os at drikke af sit kryded Digtervæld«,
Og
»Bordings lette Skrivemaade sætter Fjere paa vor Pen«.
Digtet var lige saa lidt som Reenbergs bestemt til Offentliggjørelse, men blev snart udbredt, vakte stor Forbitrelse
og affødte den første større »Versekrig« i vor Litteratur, der afgiver et sørgeligt Bevis for, hvor ringe Forstaaelsen
af og Evnen til litterær Satire endnu var, og hvorledes Kritik opfattedes som personligt Angreb paa andres gode
Navn og Rygte. S. havde dadlet Præsten Frands Kyhns (IX, 611) bibelske Epos »Esther«:
»Skuer den, der har en Dronning nylig klædt i ringe Dragt!«
Denne optraadte da med et versificeret »Gjensvar paa Tiltale«, og S. riposterede først med »Ekko eller Gjenlyd« i
latinske Disticha og strax efter med »Svar mod et meget fantastisk Kryppel-hoved«, der utaalelig langtrukket Vers
for Vers afviser Kyhn. Dette tilsendte han Vicestiftsbefalingsmanden over Sjælland Chr. Scheel med en ligeledes
versificeret Klage over Kyhn. Alle disse Vers ere utrykte og mest anonyme, i lige Grad raa og forvirrede;
Hovedargumenterne bestaa i Skjældsord og gjensidige Beskyldninger for Smædeskriveri. Saaledes tiltaler Kyhn
S.:
»Sathanas! O Gud dig straffe! Du i Stilhed maatte bo og ej paa din Næste klaffe, som vil gjærne nyde Ro!
---------
Tiden spildes paa dig ilde, ond Poet og værre Præst!«
I samme Tone er et Prosabrev fra Kyhn, der af indre Grunde vist maa sættes efter S.s »Svar«, og som i nogle
Haandskrifter dateres 1. Nov. 1704. Den afsatte Rektor i Aalborg Mogens Wingaard, om hvis aandelige Sange S.
havde skrevet:
»Sure Druer, halv opædte, i min Vingaard elskes ej«,
føjede et Par om muligt endnu jammerligere Vers-»Tilhæng« til Striden.
S. var imidlertid ikke den Mand, der lod sig skræmme af Angreb. Faa Aar efter, 1709, vakte han en ny Polemik
ved sin »Poetiske Skansekurv, fremsat til Beskjærmelses Brystværn« for Præsten S. Lolcks »Saligheds
Vandrebog«, et opbyggeligt Læredigt, hvis Fortale tydelig nok stiklede til S.s og Reenbergs litterære Satirer. I
Form af et satirisk Forsvar for sin fordums Lærer Lolcks Makværk og med nye Angreb paa Skillingspoeterne
hævder nu S. Berettigelsen af sin egen Kritik. Som direkte Efterligning af Reenbergs »Forsamling« begynder
hans Digt med en Drøm, i hvilken der for Skjalden Hjarnes, som hos Reenberg for Apollos, Domstol anstilles en
poetisk Retsforhandling om Lolcks Digterevne. Defensor, Poeten Chr. Rose [...], forsvarer ham som en vel anset
Præst, der har 8 andre gejstliges Æredigte at støtte sig til. Hans Medbejler til Lavrbærkransen er en Bonde, hvis
Sag føres af en anden samtidig Rimer, Hans Nordrup, og begge komme kun daarlig fra det. Som Bevis paa det
danske Sprogs Rigdom, naar det kommer i de rette Hænder, omsætter S. i Digtets anden Afdeling Lolcks første
Ode eller Rimsang i en Række forskjellige Versemaal, deriblandt baade Sonet og Madrigal, og viser herved
unægtelig Rimefærdighed, men hverken Smag eller poetisk Sans.
Rose, hvis Oversættelse af Ovid S. for Resten før havde rost, men hvem han nu mistænkte for Stiklerierne i
»Vandrebogens« Fortale, syntes ikke om den Rolle, han her havde maattet spille, og svarede med det utrykte
»Skjægge (Navnet paa en stor Kanon fra Kronborg) .... opkjørt paa Parnassum for at beskyde og sløjfe en
Skansekurv osv.«, plat og udtværet, uden Sans for Betydningen og Berettigelsen af Kritik:
»Her er opstanden i vort Land en sælsom Versevrager,
en Ismael, dog Præstemand ....
Hvo er saa blind, saa dum og døv, at han ej ser og kjender,
hvor Sorterup i Lydersløv af Avinds Lue brænder.«
384/484