Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Sneedorff, Jens Schielderup, 1724—64, Forfatter
Af A. Jantzen
Jens Schielderup Sneedorff blev født 22. Avg. 1724 i Sorø, hvor Faderen, Mag. Hans S. (død 1742), var den
sidste Rektor før Akademiets Oprettelse; Moderen, Anna Margrethe f. Schielderup (død 1756), var en
Provstedatter fra Sorø. Kun 15 Aar gammel blev S. Student fra Kjøbenhavns Skole og laa derefter i 5 Aar (1742—
47) paa Borchs Kollegium sammen med sin Hjærtensven, Navigationsdirektør C. C. Lous [...], hvis Søster han
senere ægtede. 1746 tog han Magistergraden; tillige var han Dekan paa Kommunitetet. Hans Disputatser paa
Kollegiet vare af religionsfilosofisk Art. Han studerede derefter i længere Tid — vistnok med Understøttelse fra
J.H.E. Bernstorff — i Gøttingen [Göttingen] og lagde sig her især efter Diplomati og fransk Sprog under Vejledning
af Professor Is. Colom du Clos, der var Docent i Fransk. Under sit Ophold i Gøttingen udgav han en fransk
Exempelbog og en Anvisning i diplomatisk Brevstil (1750 og 1751), hvilken sidste senere paa ny blev trykt i
gjennemset og forbedret Udgave af Colom (Hannover 1775). S. skrev saaledes paa Fransk, før han udgav noget i
Modersmaalet. Foruden Gøttingen besøgte S. ogsaa andre af Tysklands Universiteter og rejste der fra til
Frankrig. I Efteraaret 1751 kom han hjem. Allerede før Udenlandsrejsen var han med H. Grams [se om Hans
Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] varmeste Anbefaling som den lærdeste og
skarpsindigste ved Universitetet foreslaaet til historisk Professor ved Sorø Akademi, men — Wadskiær blev
foretrukket for ham. Nu efter Hjemkomsten blev han indstillet til Professor juris et politices ved Akademiet, denne
Gang efter Holbergs Ønske, og Overhofmesteren, Grev Reuss [se om Reuss i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]], lagde i sin Indstilling ikke Skjul paa, at det kunde have meget farlige Følger for
Akademiet, hvis Holbergs Ønske ikke blev efterkommet; Udnævnelsen lod da ikke længe vente paa sig, og i Dec.
1751 fik S. Bestallingen. De vare nu 5 Professorer ved Akademiet, men Elevernes Tal var ikke stort, aldrig i disse
Aar over 20. Der var rig Lejlighed til litterær Virksomhed, og S. forsømte ikke Lejligheden. I 10 Aar virkede han i
Sorø, indtil han 1761 blev Tyge Rothes Afløser som Lærer for den 8-aarige Arveprins Frederik; men allerede 3
Aar efter, 5. Juni 1764, bortreves han som Offer for Koppesygdommen, knap 40 Aar gammel, efterladende et dybt
Savn ikke alene for Litteratur og Videnskab, men tillige paa Grund af sin ualmindelige humane og elskelige
Karakter. Baade som Forfatter og som Menneske maa hans Minde holdes højt i Agt og Ære.
S.s Forfattervirksomhed tilhører udelukkende Frederik V's Regeringstid. Den, der ønsker et klart Indblik i den
aandelige Udvikling i Landet i disse Aar, vil i S.s Skrifter faa den fyldigste og bedste Vejledning. Der er tillige hos
S. en Ungdomsfriskhed, en Veltalenhed, der river Læseren med; og vanskeligt er det at fatte, at der kun ligger et
Par Aar imellem de sidste af Holbergs «Epistler* og saa S.s Skrifter. Det er en hel ny Sprogform, beriget særlig
ved Paavirkning af Fransk, og S. er en af de vigtigste Førere for Sprogbevægelsen og Sprogrensningen fra
Midten af det 18. Aarhundrede. Hans største Interesse var knyttet til Statsvidenskaberne. Embedet førte det med
sig, at han holdt Forelæsninger over Montesquieus »Lovenes Aand«, som han i høj Grad beundrede. Det
fremkaldte S.s første større Arbejde: »Om den borgerlige Regering« (1757; oversat paa Tysk, Wien 1780), der vel
er stærkt paavirket af Montesquieu, men ingenlunde afhængigt deraf. Det er det første Forsøg her hjemme paa at
give en udførlig systematisk almindelig Statsret. Hans Plan gik oprindelig ud paa at udarbejde et Værk i 5 Bind
med Fremstilling af de forskjellige Hovedstaters Forfatning og øvrige Samfundsforhold; men mere end 1. Bind
udkom aldrig. I 3 Afsnit behandler han Regering i Almindelighed, Republikker og Monarkier; det enevældige
Kongedømme med Kollegiestyrelse anser han som den rette Type for Monarkierne og som den Regeringsform,
der lettest kan fremme det almindelige bedste. — 1758 udgav S. en Oversættelse af Voltaires »Verden, som den
er, eller Babues Syn« og »Memnon«, som i østerlandsk Iklædning satirisere over Samtidens Sæd og Skik. Disse
Oversættelser dannede kun Indledning til et originalt Arbejde af S., »Fortsættelse af Babues Syn« (1759), hvori
der under opdigtede Navne drages til Felts mod forskjellige danske Forhold. Det fremkaldte et lille Modskrift af T.
Rothe, hvorpaa S. svarede med et Par mindre Flyveskrifter. Dette Forfatterskab fortsattes nu uden den billedlige
Iklædning i en Række (40) »Breve« (Sorø 1759; ogsaa aftrykte i »Saml. af Prof. S.s smaa Skrifter« I; overs. paa
Tysk af J. Baden, 1764), hvori alle Haande Æmner i social og litterær Retning drøftes. S. søger i en let og
tiltrækkende Form at faa sine Landsmænd i Tale og øve Indflydelse paa deres Smag og Tænkemaade.
Det samme Øjemed forfulgte han i sit Tidsskrift »Den patriotiske Tilskuer«, der udkom 2 Gange om Ugen fra
Begyndelsen af 1761 til Udgangen af 1763 og blev en Afløser af Cramers »Der nordische Aufseher« [...], begge
med de moraliserende engelske «Spectators» som Mønster. »Det er min Hensigt«, siger S. i det i. Blad, »at
udbrede Sandheder, som kunne forbedre Tænke-maaden, Smagen og Sæderne, oplyse Menneskene om deres
sande Fordele og gjøre dem nidkjære til at opfylde Pligterne i alle Stænder.« Bladet havde i Begyndelsen lidt
Vanskelighed ved at trænge igjennem, men fik snart vid Udbredelse, og der skjænkedes det stor og vel fortjent
Opmærksomhed; det var fritaget for Censur. Endnu vil det kunne læses med Interesse, ikke mindst ved de
Indblik, det giver i Tidens kulturhistoriske Forhold. S. er Talsmand for de »skjønne« Videnskaber, den
belletristiske Retnings Betydning lige over for den strængt logisk-mathematiske Methode, fremelsket ved den
Wolfiske Filosofi. At gavne og fornøje maa være Løsenet og det lærde Pedanteri maa erklæres Krig, under
hvilken videnskabelig Maske det end vil give sig Skikkelse. Det er ikke nok, at en Tanke er sand; den maa ogsaa
møde i en smuk Dragt. Mathematik og Dialektik ere hver for sig fortræffelige, men de maa efter S.s Paastand ikke
øve Herredømmet ud over deres eget Omraade. Den mathematiske Professor i Sorø J. Kraft følte sig i den
381/484