Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Sneedorff, Frederik, 1760—92, Historiker
Af H. Schwanenflügel
Frederik Sneedorff, Søn af ndfr. anførte Professor Jens Schielderup S. og dennes 2. Hustru, blev født 1. Sept.
1760 paa Sorø Ridderakademi, 4 Aar gammel mistede han Faderen; Moderen, der synes at have været en
fortræffelig Kvinde, beholdt han til sit 16. Aar. Efter hendes Død kom han i Huset hos Præsten Poul Egede. 1778
blev han Student med Udmærkelse og fik s. A. Regensen og Kommunitetet. I Arveprinsen, hans afdøde Faders
sidste Elev, fik han en Velynder, der bidrog til, at han kunde fortsætte sine Studeringer uden noget økonomisk
Tryk. Studierne bleve drevne efter en ikke almindelig Maalestok og bidroge vistnok til at gjøre hans i Forvejen
sarte Konstitution endnu mere nervøs, men paa den anden Side holdt de ham borte fra adspredende Fornøjelser
og alt for lystige Kammeraters Selskab. En lærd Pedant blev dog S. aldrig, og Steffens fortæller, at han for en
Gangs Skyld godt kunde være med til en Studenterkommers. Helst søgte S. dog begavede Studiefællers
Selskab, saaledes den klassiske Filolog Oluf Worms, Rasmus Nyerups og Andreas Birchs, den senere Biskop.
1781 fik han Borchs Kollegium. Hans Hovedstudium var klassisk Filologi og Historie. I det sidste Fag har den
lærde Abraham Kall kunnet forøge hans Kundskaber; men et mægtigt Stød fremad har dette Studium faaet, da
han begyndte at besøge Suhms Bibliotek [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]
Bibliothek; han blev snart den gamle Historikers Yndling, og Suhms Hus S.s andet Hjem.
1783 fik S. Rejsestipendium og opholdt sig over 2 Aar i Gøttingen [Göttingen], hvor han med Flid og Iver
studerede Historie under Schløzer [Schlözer] og Spittler, men navnlig græsk Arkæologi og Litteratur under Heyne.
Fra Gøttingen drog han til Leipzig, hvor han 1786 udarbejdede sin Magisterdisputats: »Om de gamle græske
Hymner«. Man havde nu ventet, at S. skulde skride videre paa de klassiske Studiers Bane; men Suhm har
utvivlsomt paavirket ham til Gunst for Historien, og som Privatdocent heri begyndte den unge Magister sin
Optræden ved Kjøbenhavns Universitet. Hans Forelæsninger over de 3 sidste Aarhundreders Historie vandt et
overordentligt Bifald. »Det er maaske enestaaende hos os«, siger A. Birch, »at en Privatdocent har haft 136
Tilhørere, og Antallet vilde have været større, om Avditoriet havde kunnet rumme flere. S.s Foredrag var lyst,
bestemt og behageligt. Tilhørerne kunde spore,, at han nøje havde gjennemtænkt, hvad han foredrog, og at han
forstod at vælge, hvad der ret egentlig hørte til Sagen.« 1788 blev S. Professor extraordinarius. Som Student
havde han haft Hang til Railleri, men efter Opholdet i Gøttingen var der fore-gaaet en Forandring i hans Væsen,
og nu vandt han de studerende ved sin vakre Personlighed. Da han som Professor i Historie ogsaa skulde holde
Foredrag over politisk Geografi og ønskede at gjøre Studier paa første Haand, berejste han 1790 Norge. Hans
utrykte Dagbog vidner om Nøjagtigheden af hans Iagttagelser. I det hele taget var S. en af de første Historikere
her hjemme, der indsaa, hvor nødvendigt for Faget et ethnografisk Kjendskab til Evropa var. Han greb derfor
1791 med Glæde den Lejlighed, der tilbød sig for ham til en længere Udenlandsrejse, og fik foreløbig Fritagelse
for at holde Forelæsninger.
S.s Rejse gik til Tysklands store Stæder, Schweits [Schweiz], Lyon, Paris, London og Oxford. Fra denne Rejse
sendte han danske Venner lange, indholdsrige Breve, der for største Delen bleve trykte i »Minerva«. Endnu
kunne disse Breve læses med udelt Interesse. Videnskabelige Fremtoninger, det 18. Aarhundredes pædagogiske
Bestræbelser, sociale Institutioner, politiske Forhold, intet er und-gaaet hans Opmærksomhed. Størst Betydning
have dog Pariserbrevene. — Til Paris kom S. i Okt. 1791, ikke længe efter at den lovgivende Forsamling paa
Grundlag af den ny Konstitution var traadt sammen. Af den da herskende Brydning giver S. en overlegen og
ræsonneret Skildring. Han er tilstede ved Jakobinerklubbens larmende Forsamlinger og bliver Medlem af
Feuillanternes Klub, der vilde værge Kongens Ret og den ny Statsforfatning. Og til Trods for sin politiske
Optagethed faar S. alligevel Lejlighed til at lære Pariserlivet at kjende saa vel fra dets mørke som dets glimrende
Side. Den anskuelige Maade, hvorpaa han beskriver Palais Royal og Salpetrière, overgaas næppe af nogen
Nutidsjournalists løbende Pen. — Fra Paris rejste S. til England, hans politiske Længslers Land. Han skuffedes
ikke i sit Indtryk og overværede med beundringsværdig Udholdenhed Parlamentets timelange Møder. Efter et Par
Ugers Ophold i Oxford gik Rejsen videre ind i Landet. Det fremgaar af S.s Breve, at han uden for sit Fødeland
aldrig har befundet sig bedre end her. — Da fik hans rige Ungdomsliv en brat og sørgelig Afslutning. Da S. 14.
Juni 1792 befandt sig i Diligencen til Penrith, løb Hestene pludselig løbsk. S. vilde redde sig ved et Spring fra
Vognen, men faldt paa Hovedet og fik et Stød paa Hjærnen, der i Løbet af Natten havde Døden til Følge. —
Sjælden har en Universitetslærers Død voldt hans Venner og de studerende mere Sorg; thi til S. vare store
Forventninger knyttede. Ingen følte dog dette Tab dybere end gamle Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes:
»Ludvig Holberg« [digital udgave]]: han havde elsket S. som en Søn. Ikke uden Rørelse læser man den gamles
latinske Mindeord over ham. A. Birch udgav sin uforglemmelige Vens »Samlede Skrifter« I—IV med et
kobberstukket Portræt efter Juels Maleri.
Naar man gjør sig bekjendt med S.s i »Saml. Skrifter« trykte Forelæsninger over dansk og fremmed Historie, er
det let at blive det ufærdige vár, der altid knytter sig til ubearbejdede Foredrag. Men man forstaar paa den anden
Side til fulde den Opsigt og Opmærksomhed, disse Forelæsninger vakte, da de første Gang bleve holdte. Her er
et afgjort Brud med det gamle skolastiske Kathederforedrag. Sønnen tog her Arv efter Faderen: han behandlede
Modersmaalet i elegante, smagfulde Vendinger og Perioder og fremstillede de historiske Begivenheder ikke blot
379/484