Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

som nu iagttages ved den danske Højskole, ikke er ejendommelig for den, men
de filosofiske Professorer gør overhovedet nu kun maadelig Lykke. Tidens
Strøm er skiftet; »Den Mangel, vi lider under, er ikke os egen, men fælles for
vort og andre, særlig aldrende, Samfund«. Han vender sig saa til de Unge med
den næsten overgivne Vending, at jo færre de er, des mere Ære for dem; thi
ligesom Varer, naar der er altfor stor Overflod paa dem, falder i Pris, saaledes
o.s.v.
Graden skulde tildeles Kandidaterne af den høj ærværdige og højlærde S.
Lintrup 72 — Holbergs gamle, forhadte Rektor. Taleren glemmer ham ikke; han
fremhæver, hvad det vil sige, at enhver af Kandidaternes Fortjeneste skal
foredrages af denne berømte Mand, »hvem vore Muser erkender for deres
Fosterfader og ved hvis Bortgang fra Universitetet de lider et ubodeligt Tab«.
Ja han slutter med Vendingen: »og er dette Kransen paa dette Aars
Kandidaters Lykke, at de faar den mest veltalende Lovpriser.« Intet Under, at
Talen blev undertrykt * .
Holberg fremstaar oprindeligt i sine Digtninge mindre som Fremstiller end som
Angriber. Han havde, da han udgav første Bog af Peder Paars ingen klar Plan
for Værket som Helhed, og Følgen blev, at det ikke fik nogen virkelig Enhed
eller Sammenhæng. Straks i Begyndelsen udslyngede han det Vigtigste af,
hvad Spydigt han havde at sige om danske Tilstande. Da Forbitrelsen, som
mødte ham, viste sig uventet stor, sakkede hans Interesse af, og kun den
Yndest, Digtet ligefuldt fandt hos den brede Befolkning, bevægede ham til at
fortsætte, skønt han »altid haver staaet færdig ved mindste Erindring og Nik at
afbryde det«. Dog har han »ikke misbrugt Publicums Faveur«, tvertimod. »De
fleeste have holdet for, at jeg udi min Continuation haver heller svækket end
skiærpet Satiren, hvilket og er sandt.« Han ikke blot svækkede Satiren, men
fjerde Bog optages næsten helt af Selvforsvar. Bogen gik i Stykker under hans
Hænder, og han holdt op midt i, uden, som han havde lovet, at føre Peder
Paars til sin Kæreste og tilbage.
Det er betegnende, at dette Holbergs første Angreb paa hjemlige Tilstande
udmunder i Selvforsvar. Saasnart han forsøgte at bruge Offensiven, saa' han
sig vist tilbage til at værge sig selv.
Han erfarede det paany, da hans Universitetsprogram blev undertrykt. Han
gjorde samme Erfaring som Satiredigter. Næppe havde han faaet Peder Paars
fra Haanden, før han med den Selvtillid, der betegner ham, og med sin stadige
Drift til at forsøge sig i alle Kunstarter, hvori andre havde udmærket sig, gav
sig til at skrive en Række af Satirer. Ogsaa paa dette Omraade tog han fra
først af Boileau til Mønster og begyndte med umiddelbar Efterligning. Hans
første Satire har ikke blot samme Æmne som Boileau's ottende, men følger
72 Se biografisk artikel s. 221.
* En ren Misforstaaelse ligger til Grund for det Udfald mod Riegels, som findes hos N. M.
Petersen, hvor han omtaler dette Program: »Riegels, der besudler alt, hvad han rører ved,
siger, at man for ret at forstaa Holberg, maa erindre, at han dette Aar var Decanus, og naar
der kun meldte sig femten til Graden, blev der kun en ringe Sum til Deling.« Riegels vil
simpelthen forklare Holbergs Udsagn, at Professorerne ved ikke at gøre sig Flid med
Studenterne vilde handle mod deres egen pekuniære Interesse, saa Skylden, ligger hos den
forældede Videnskab, ikke hos dem.
66